Rosmersholm
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
ROSMERSHOLM.
SKUESPIL I FIRE AKTER
[
Den Gyldendalske Boghandels forlagslogo.
]
KØBENHAVN.
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN).
FR. BAGGES BOGTRYKKERI.
1886.
Faksimile
Faksimile
ROSMERSHOLM.
Faksimile
PERSONERNE:
Johannes Rosmer, ejer af Rosmersholm, forhenværende
sogneprest.
sogneprest.
Rebekka West, i huset hos Rosmer.
Rektor Kroll, Rosmers svoger.
Ulrik Brendel.
Peder Mortensgård.
Madam Helseth, husholderske på Rosmersholm.
Handlingen foregår på Rosmersholm, en gammel herre-
gård i omegnen af en liden fjordby i det vestlige Norge.
gård i omegnen af en liden fjordby i det vestlige Norge.
Faksimile
FØRSTE
Føste
AKT.
(Dagligstuen på Rosmersholm; rummelig, gammeldags og hygge-
lig. Foran på væggen til højre en kakkelovn pyntet med friske birke-
grene og markblomster. Længere tilbage tilbagø en dør. På bagvæggen fløj-
dør til forstuen. På væggen til venstre et vindu og foran dette en op-
sats med blomster og planter. Ved ovnen et bord med sofa og læne-
stole. Rundt om på væggene hænger ældre og nyere portrætter af
prester, officerer og embedsmænd i uniform. Vinduet står åbent.
Ligeså forstuedøren og den ydre husdør. Udenfor sés ses store gamle
trær i en allé, som fører til gården. Sommeraften. Solen er nede.)
lig. Foran på væggen til højre en kakkelovn pyntet med friske birke-
grene og markblomster. Længere tilbage tilbagø en dør. På bagvæggen fløj-
dør til forstuen. På væggen til venstre et vindu og foran dette en op-
sats med blomster og planter. Ved ovnen et bord med sofa og læne-
stole. Rundt om på væggene hænger ældre og nyere portrætter af
prester, officerer og embedsmænd i uniform. Vinduet står åbent.
Ligeså forstuedøren og den ydre husdør. Udenfor sés ses store gamle
trær i en allé, som fører til gården. Sommeraften. Solen er nede.)
(Rebekka West sidder i en lænestol ved vinduet og hækler
på et stort hvidt uldsjal, som næsten er færdigt. Af og til kikker hun
spejdende ud mellem blomsterne. Lidt efter kommer madam Hel-
seth ind fra højre.)
på et stort hvidt uldsjal, som næsten er færdigt. Af og til kikker hun
spejdende ud mellem blomsterne. Lidt efter kommer madam Hel-
seth ind fra højre.)
Madam Helseth.
Det er vel bedst, jeg begynder så småt at
dække kveldsbordet, frøken?
dække kveldsbordet, frøken?
Rebekka West.
Ja, gør De det. Pastoren må vel snart
komme.
komme.
Madam Helseth.
Trækker det ikke svært,
dér
der
frøkenen sidder?
1
Faksimile
s. 2
Rebekka.
Jo, lidt. Vil De kanske lukke.
(Madam Helseth går hen og lukker forstuedøren; derefter
går hun til vinduet.)
går hun til vinduet.)
Madam Helseth
(vil lukke, ser ud).
(vil lukke, ser ud).
Men er det ikke pastoren, som går der
borte?
borte?
Rebekka
(hurtigt).
(hurtigt).
Hvor? (rejser sig.) Jo, det er ham. (bag forhænget.)
Gå til side. Lad ham ikke få øje på os.
Gå til side. Lad ham ikke få øje på os.
Madam Helseth
(inde på gulvet).
(inde på gulvet).
Nej tænk, frøken, – han begynder at gå
møllevejen igen.
møllevejen igen.
Rebekka.
Han gik møllevejen i forgårs også. (kikker
mellem forhænget og vinduskarmen vindueskarmen ,) Men nu skal vi se –
mellem forhænget og vinduskarmen vindueskarmen ,) Men nu skal vi se –
Madam Helseth.
Våger han sig over kloppen?
Rebekka.
Det er det, jeg vil se. (lidt efter.) Nej. Han
vender om. Går ovenom idag også. (går fra vin-
duet.) Lang omvej.
vender om. Går ovenom idag også. (går fra vin-
duet.) Lang omvej.
Faksimile
s. 3
Madam Helseth.
Herregud
Herre gud
, ja. Det må vel falde tungt for
pastoren at træ’ over den kloppen. Dér Der , hvor
sligt noget er sket sked , dér der –
pastoren at træ’ over den kloppen. Dér Der , hvor
sligt noget er sket sked , dér der –
Rebekka
(lægger hækletøjet sammen).
(lægger hækletøjet sammen).
De hænger længe ved sine døde her på
Rosmersholm.
Rosmersholm.
Madam Helseth.
Jeg tror nu det, jeg, frøken, at det er de
døde, som hænger så længe ved Rosmersholm.
døde, som hænger så længe ved Rosmersholm.
Rebekka
(ser på hende).
(ser på hende).
De døde?
Madam Helseth.
Ja, det er næsten at sige, som om de ikke
kunde komme sig helt bort ifra dem, som sidder
igen.
kunde komme sig helt bort ifra dem, som sidder
igen.
Rebekka.
Hvorledes falder De på det?
Madam Helseth.
Jo, for ellers kom vel ikke denne her hvide
hesten, ved véd jeg.
hesten, ved véd jeg.
Rebekka.
Ja, hvad er det egentlig for noget, dette
med den hvide hesten, madam Helseth?
med den hvide hesten, madam Helseth?
1*
Faksimile
s. 4
Madam Helseth.
Å, det er ikke værdt at snakke om det.
Sligt noget tror nu ikke De på heller.
Sligt noget tror nu ikke De på heller.
Rebekka.
Tror da De på det?
Madam Helseth
(går hen og lukker vinduet).
(går hen og lukker vinduet).
A
[HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
Å
, jeg vil ikke være til nar for frøkenen.
(ser ud.) Nej – men er ikke pastoren der borte
på møllevejen nu igen –?
(ser ud.) Nej – men er ikke pastoren der borte
på møllevejen nu igen –?
Rebekka
(ser udad).
(ser udad).
Den mand
dér
der
? (går til vinduet.) Det er jo
rektoren!
rektoren!
Madam Helseth.
Ja, rigtig er det rektoren.
Rebekka.
Nej, det var da
morosmt
morsomt
! For De skal
se, han agter sig hid til os.
se, han agter sig hid til os.
Madam Helseth.
Han går
såmænd
såmen
rakt over kloppen, han.
Og det endda hun var hans kødelige søster. – søster.
Nå, Nå så går jeg ind og dækker kveldsbordet da,
frøken.
Og det endda hun var hans kødelige søster. – søster.
Nå, Nå så går jeg ind og dækker kveldsbordet da,
frøken.
(Hun går ud til højre.)
(Rebekka står en stund ved vinduet; så hilser hun, smiler og
nikker ud.)
nikker ud.)
(Det begynder at
mørknes
mørkne
.)
Faksimile
s. 5
Rebekka
(går hen og taler ud gennem døren til højre).
(går hen og taler ud gennem døren til højre).
Å, snille madam Helseth, De sørger vel
for lidt extra godt på bordet. De ved véd nok nok,
hvad rektoren liker bedst.
for lidt extra godt på bordet. De ved véd nok nok,
hvad rektoren liker bedst.
Madam Helseth
(udenfor).
(udenfor).
Ja
vel
vel,
frøken. Skal så gøre.
Rebekka
( åbner ådbner døren til forstuen).
( åbner ådbner døren til forstuen).
Nå
Nå,
endelig en gang –! Hjertelig vel-
kommen, kære rektor!
kommen, kære rektor!
Rektor Kroll
(i forstuen, sætter sin stok fra sig).
(i forstuen, sætter sin stok fra sig).
Tak. Jeg kommer altså ikke til
ulejlighed?
ulejlighed!
Rebekka.
De? Fy skamme Dem –!
Kroll
(kommer ind).
(kommer ind).
Altid elskværdig. (ser sig om.) Er Rosmer
kanske oppe på sit værelse?
kanske oppe på sit værelse?
Rebekka.
Nej, han er ude og går. Han er ble’t lidt
længere, end han plejer. Men nu kommer han
visst på øjeblikket. (viser mod sofaen.) Vær så god
at ta’ plads så længe.
længere, end han plejer. Men nu kommer han
visst på øjeblikket. (viser mod sofaen.) Vær så god
at ta’ plads så længe.
Faksimile
s. 6
Kroll
(lægger hatten fra sig).
(lægger hatten fra sig).
Mange tak. (sætter sig og ser sig om.) Nej, hvor
De har fåt den gamle stuen pyntelig og pén.
Blomster både højt og lavt.
De har fåt den gamle stuen pyntelig og pén.
Blomster både højt og lavt.
Rebekka.
Rosmer holder så svært af at ha’ friske
levende blomster omkring sig.
levende blomster omkring sig.
Kroll.
Det gør nok De også, tror jeg.
Rebekka.
Ja. Jeg synes, de bedøver så dejligt. Før
måtte vi jo nægte os den fornøjelse.
måtte vi jo nægte os den fornøjelse.
Kroll
(nikker tungt).
(nikker tungt).
Stakkers Beate tålte ikke duften.
Rebekka.
Ikke farverne heller. Hun blev så rent for-
tumlet –
tumlet –
Kroll.
Jeg husker det nok. (i lettere tone.) Nå, hvor-
ledes går det så her ude?
ledes går det så her ude?
Rebekka.
Jo, her går al ting sin stille, jævne gang.
Den ene dag som den anden. – Og inde hos
Dem? Deres hustru –?
Den ene dag som den anden. – Og inde hos
Dem? Deres hustru –?
Faksimile
s. 7
Kroll.
A
Å
, kære frøken West, lad os ikke tale om
mit. I en familje er der altid et eller andet,
som kommer på tvers. Især i slige tider, som
de, vi lever i nu.
mit. I en familje er der altid et eller andet,
som kommer på tvers. Især i slige tider, som
de, vi lever i nu.
Rebekka
(lidt efter, efter; sætter sig i en lænestol ved sofaen).
(lidt efter, efter; sætter sig i en lænestol ved sofaen).
Hvorfor har De ikke set ud til os en eneste
gang i hele skoleferierne?
gang i hele skoleferierne?
Kroll.
Nå, man bør da ikke sådan rende folk på
dørene –
dørene –
Rebekka.
Dersom De vidste, hvor vi har savnet Dem –
Kroll.
– og så desuden har jeg jo været bort-
rejst –
rejst –
Rebekka.
Ja, de par ugers tid. De har jo været om-
kring på folkemøder?
kring på folkemøder?
Kroll
(nikker).
(nikker).
Og hvad siger De så til det? Havde De
tænkt, at jeg på mine gamle dage skulde ble’t
politisk agitator? Hvad?
tænkt, at jeg på mine gamle dage skulde ble’t
politisk agitator? Hvad?
Faksimile
s. 8
Rebekka
(smiler).
(smiler).
Lidt har De nu altid agiteret, rektor Kroll.
Kroll.
Nå ja, sådan for min private fornøjelse.
Men herefterdags skal det sandelig bli’ alvor
af. – Læser De nogensinde disse radikale
bladene?
Men herefterdags skal det sandelig bli’ alvor
af. – Læser De nogensinde disse radikale
bladene?
Rebekka.
Ja, kære rektor, jeg vil ikke nægte
for,
for
at –
Kroll.
Kære frøken West, der er ikke noget at
sige på det. Ikke for Deres vedkommende.
sige på det. Ikke for Deres vedkommende.
Rebekka.
Nej, det synes jeg også. Jeg må da følge
med. Vide besked –
med. Vide besked –
Kroll.
Nå, under alle omstændigheder forlanger
jeg jo ikke af Dem, som fruentimmer, at De
skal ta’ afgjort parti i den borgertvist, – bor-
gerkrig kunde jeg gerne sige, som raser her.
– Men De har altså læst, hvorledes disse herrer
af «folket» har behaget at overfuse mig? Hvilke
infame grovheder de har trod trodd at turde tillade
sig?
jeg jo ikke af Dem, som fruentimmer, at De
skal ta’ afgjort parti i den borgertvist, – bor-
gerkrig kunde jeg gerne sige, som raser her.
– Men De har altså læst, hvorledes disse herrer
af «folket» har behaget at overfuse mig? Hvilke
infame grovheder de har trod trodd at turde tillade
sig?
Faksimile
s. 9
Rebekka.
Ja, men jeg synes, De har bidt ganske fyn-
digt fra Dem.
digt fra Dem.
Kroll.
Det har jeg. Det tør jeg selv sige. For
nu har jeg fåt blod på tand. Og de skal få
føle, føle at jeg ikke er den mand, som godvillig
lægger ryggen til rette –. (afbryder.) Nej, men hør
nu, – lad os ikke komme ind på dette sørge-
lige og oprivende emne iaften.
nu har jeg fåt blod på tand. Og de skal få
føle, føle at jeg ikke er den mand, som godvillig
lægger ryggen til rette –. (afbryder.) Nej, men hør
nu, – lad os ikke komme ind på dette sørge-
lige og oprivende emne iaften.
Rebekka.
Nej, lad os ikke det, kære rektor.
Kroll.
Sig mig heller, hvorledes De egentlig trives
her på Rosmersholm nu, efter at De er ble’t blet
alene? Efter at vor stakkers Beate –?
her på Rosmersholm nu, efter at De er ble’t blet
alene? Efter at vor stakkers Beate –?
Rebekka.
Jo tak; jeg trives nok så godt her. En stor
tomhed er der jo efter hende i mange måder.
Og savn og sorg også, – naturligvis. Men el-
lers så –
tomhed er der jo efter hende i mange måder.
Og savn og sorg også, – naturligvis. Men el-
lers så –
Kroll.
Tænker De at bli’ her? Sådan stadigt,
mener jeg.
mener jeg.
Faksimile
s. 10
Rebekka.
Å
Å,
kære rektor, jeg tænker
såmænd
såmen
hverken
det ene eller det andet. Jeg er jo rigtignok
ble’t så husvant nu, at jeg næsten synes jeg hø-
rer til her, jeg også.
det ene eller det andet. Jeg er jo rigtignok
ble’t så husvant nu, at jeg næsten synes jeg hø-
rer til her, jeg også.
Kroll.
Ja De. Det skulde jeg da vel mene.
Rebekka.
Og så længe herr Rosmer
finder,
finder
at jeg
kan være til nogen hygge og nytte for ham, –
ja, ja så blir jeg her vel sagtens, kan jeg tro.
kan være til nogen hygge og nytte for ham, –
ja, ja så blir jeg her vel sagtens, kan jeg tro.
Kroll
(ser bevæget på hende).
(ser bevæget på hende).
Ved
Véd
De hvad, – der er noget stort i dette,
for en kvinde, således at la’ hele sin ungdom
gå hen under opofrelser opoffrelser for andre.
for en kvinde, således at la’ hele sin ungdom
gå hen under opofrelser opoffrelser for andre.
Rebekka.
Å, hvad havde jeg ellers havt at leve for?
Kroll.
Først gik De her i dette evindelige stræv
med Deres lamme, urimelige plejefar –
med Deres lamme, urimelige plejefar –
Rebekka.
De må ikke
tro
tro,
doktor West var så urime-
lig der oppe i Finmarken. Det var de forfærde-
lige sjørejser, som knækked ham. Men da vi
så var flyttet her ned, – ja, da kom der jo et
par svære år, år inden han fik stridt ud.
lig der oppe i Finmarken. Det var de forfærde-
Faksimile
s. 11
lige sjørejser, som knækked ham. Men da vi
så var flyttet her ned, – ja, da kom der jo et
par svære år, år inden han fik stridt ud.
Kroll.
Blev de ikke endda sværere for Dem, de
år, som kom bagefter?
år, som kom bagefter?
Rebekka.
Nej, hvor kan De da tale så! Jeg, som
holdt så inderlig af Beate –. Og så sørgeligt,
som hun, stakker, trængte til pleje og skånsom
omgang.
holdt så inderlig af Beate –. Og så sørgeligt,
som hun, stakker, trængte til pleje og skånsom
omgang.
Kroll.
Tak og pris skal De
ha’,
ha’
fordi De mindes
hende med overbærenhed.
hende med overbærenhed.
Rebekka
(flytter sig lidt nærmere).
(flytter sig lidt nærmere).
Kære rektor, De siger dette
så vakkert og
hjerteligt, så jeg er viss på, på der ikke ligger nogen
misstemning under.
hjerteligt, så jeg er viss på, på der ikke ligger nogen
misstemning under.
Kroll.
Misstemning? Hvad mener De med det?
Rebekka.
Nå, det vilde jo slet ikke være så
underligt,
underligt
om De følte det som noget pinsomt at se mig
fremmede menneske gå og skalte og valte her
på Rosmersholm.
om De følte det som noget pinsomt at se mig
Faksimile
s. 12
fremmede menneske gå og skalte og valte her
på Rosmersholm.
Kroll.
Nej
men
men,
hvor i al verden –!
Rebekka.
Men det gør De altså ikke. (rækker ham hånden.)
Tak, kære rektor! Tak, tak for det.
Tak, kære rektor! Tak, tak for det.
Kroll.
Men hvor i al verden har De kunnet falde
på en sådan tanke?
på en sådan tanke?
Rebekka.
Jeg begyndte at bli’ lidt ræd, siden De
kom så sjelden ud til os.
kom så sjelden ud til os.
Kroll.
Da har De sandelig været artig på vildspor,
frøken West. Og desuden, – her er jo ingen
ting forandret i selve sagen. Det var jo Dem, –
og Dem alene, – som stod for styret her alle-
rede i stakkers Beates sidste ulykkelige levetid.
frøken West. Og desuden, – her er jo ingen
ting forandret i selve sagen. Det var jo Dem, –
og Dem alene, – som stod for styret her alle-
rede i stakkers Beates sidste ulykkelige levetid.
Rebekka.
Det var nu mere som et slags regentskab i
husfruens navn.
husfruens navn.
Faksimile
s. 13
Kroll.
Hvorom alting er –.
Ved
Véd
De hvad, frøken
West, – jeg for min del skulde sandelig ikke
ha’ noget imod, imod om De –. Men det går vel
ikke an at sige sligt noget.
West, – jeg for min del skulde sandelig ikke
ha’ noget imod, imod om De –. Men det går vel
ikke an at sige sligt noget.
Rebekka.
Hvilket, mener De?
Kroll.
Om det kunde føje sig
så,
så
at De tog den
tomme plads –
tomme plads –
Rebekka.
Jeg har den plads jeg ønsker, herr rektor.
Kroll.
I gavnet, ja; men ikke i –
Rebekka
(afbryder ham alvorligt).
(afbryder ham alvorligt).
Skam Dem dog, rektor Kroll. Hvor kan
De sidde og spase om sådant?
De sidde og spase om sådant?
Kroll.
Å ja, vor gode Johannes Rosmer synes sag-
tens, han har fåt mere end nok af ægtestanden.
Men alligevel –
tens, han har fåt mere end nok af ægtestanden.
Men alligevel –
Rebekka.
Ved
Véd
De hvad, – jeg må næsten le af Dem.
Faksimile
s. 14
Kroll.
Alligevel –. Sig mig
engang
en gang
, frøken West –.
Hvis det er tilladt at spørge spøge –. Hvor gammel
er De egentlig?
Hvis det er tilladt at spørge spøge –. Hvor gammel
er De egentlig?
Rebekka.
Med skam at
melde,
melde
så har jeg
såmænd
såmen
fyldt
de ni og tyve, herr rektor. Jeg går nu i det
tredivte.
de ni og tyve, herr rektor. Jeg går nu i det
tredivte.
Kroll.
Ja-ja. Og Rosmer, – hvor gammel er han?
Lad mig se. Han er fem år yngre end jeg.
Nå, han er altså godt og vel tre og firti. Jeg
synes, det vilde passe bra’.
Lad mig se. Han er fem år yngre end jeg.
Nå, han er altså godt og vel tre og firti. Jeg
synes, det vilde passe bra’.
Rebekka
(rejser sig).
(rejser sig).
Ja-visst, ja-visst. Det vilde passe udmærket.
– Drikker De té te med os i aften?
– Drikker De té te med os i aften?
Kroll.
Ja tak. Jeg havde tænkt at slå mig ned
her. For der er en sag, som jeg må tale med
vor gode ven om. – Og så, frøken West, –
for at De ikke skal komme på gale tanker igen,
så vil jeg se herud alt som tiest, – ligesom i
gamle dage.
her. For der er en sag, som jeg må tale med
vor gode ven om. – Og så, frøken West, –
for at De ikke skal komme på gale tanker igen,
så vil jeg se herud alt som tiest, – ligesom i
gamle dage.
Rebekka.
Å ja, gør endelig det. (ryster hans hænder.) Tak,
tak! De er da rigtig inderlig snil alligevel.
tak! De er da rigtig inderlig snil alligevel.
Faksimile
s. 15
Kroll
(brummer lidt).
(brummer lidt).
Så? Det er
såmænd
såmen
mere end jeg får høre
hjemme.
hjemme.
(Johannes Rosmer kommer ind gennem døren til højre.)
Rebekka.
Herr Rosmer, – kan De se, hvem der sid-
der her der ?
der her der ?
Johannes Rosmer.
Madam Helseth fortalte det.
(Rektor Kroll har rejst sig.)
Rosmer
(mildt og dæmpet, trykker hans hænder).
(mildt og dæmpet, trykker hans hænder).
Velkommen til huset igen, kære Kroll.
(lægger hænderne på hans skuldre og ser ham ind i øjnene.)
Du kære gamle ven Ven ! Det var nok det jeg
vidste, at engang måtte det bli’ som før imel-
lem os.
(lægger hænderne på hans skuldre og ser ham ind i øjnene.)
Du kære gamle ven Ven ! Det var nok det jeg
vidste, at engang måtte det bli’ som før imel-
lem os.
Kroll.
Men snille menneske, – har du også været
inde på den forrykte indbildning, indbildning at der skulde
være noget ivejen!
inde på den forrykte indbildning, indbildning at der skulde
være noget ivejen!
Rebekka
(til Rosmer).
(til Rosmer).
Ja tænk, – hvor
dejligt,
dejligt
at det bare var en
indbildning.
indbildning.
Faksimile
s. 16
Rosmer.
Var det virkelig det, Kroll? Men hvorfor
trak du dig da så rent tilbage fra os?
trak du dig da så rent tilbage fra os?
Kroll
(alvorlig og dæmpet).
(alvorlig og dæmpet).
Fordi jeg ikke vilde gå her som et levende
minde om dine ulykkelige år – og om hende,
– som endte i møllefossen.
minde om dine ulykkelige år – og om hende,
– som endte i møllefossen.
Rosmer.
Det var jo vakkert tænkt af
Dig
dig
. Du er jo
altid så hensynsfuld. Men det var aldeles unød-
vendigt at bli’ borte af den grund. – Kom, du;
lad os sætte os i sofaen. (de sætter sig.) Nej, det
står sandelig ikke for mig som nogen pine at
tænke på Beate. Vi taler daglig om hende. Hun
hører endnu ligesom huset til, synes vi.
altid så hensynsfuld. Men det var aldeles unød-
vendigt at bli’ borte af den grund. – Kom, du;
lad os sætte os i sofaen. (de sætter sig.) Nej, det
står sandelig ikke for mig som nogen pine at
tænke på Beate. Vi taler daglig om hende. Hun
hører endnu ligesom huset til, synes vi.
Kroll.
Gør I virkelig det?
Rebekka
(tænder lampen).
(tænder lampen).
Ja, det gør vi da rigtignok.
Rosmer.
Det er jo så lige til. Vi holdt jo begge to
så inderlig af hende. Og både Rebek– både
frøken West og jeg, vi véd med os selv, selv at vi
gjorde, hvad der stod i vor magt, for den stak-
kers hjemsøgte. Vi har ingen ting at bebrejde
os. – Derfor så synes jeg, der er noget mildt
og blødt i det at tænke på Beate nu.
så inderlig af hende. Og både Rebek– både
frøken West og jeg, vi véd med os selv, selv at vi
gjorde, hvad der stod i vor magt, for den stak-
Faksimile
s. 17
kers hjemsøgte. Vi har ingen ting at bebrejde
os. – Derfor så synes jeg, der er noget mildt
og blødt i det at tænke på Beate nu.
Kroll.
I kære prægtige mennesker! Fra nu af kom-
mer jeg ud til jer hver dag.
mer jeg ud til jer hver dag.
Rebekka
(sætter sig i en lænestol).
(sætter sig i en lænestol).
Ja, lad os nu bare
se,
se
at De holder ord.
Rosmer
(noget dvælende).
(noget dvælende).
Du, Kroll, – jeg skulde højlig
ønsket,
ønsket
at
omgangen mellem os aldrig var ble’t afbrudt.
Du har jo været som en selvskreven rådgiver for
mig sålænge så længe vi har kendt hinanden. Lige fra
jeg blev student.
omgangen mellem os aldrig var ble’t afbrudt.
Du har jo været som en selvskreven rådgiver for
mig sålænge så længe vi har kendt hinanden. Lige fra
jeg blev student.
Kroll.
Nå ja; og det sætter jeg overmåde stor pris
på. Er der kanske nu noget særligt –?
på. Er der kanske nu noget særligt –?
Rosmer.
Der er mangt og meget, som jeg så gerne
vilde tale uforbeholdent med dig om. Sådan
lige ud af hjertet.
vilde tale uforbeholdent med dig om. Sådan
lige ud af hjertet.
Rebekka.
Ja, ikke sandt, herr Rosmer? Jeg synes, det
måtte være så godt – mellem gamle venner –
måtte være så godt – mellem gamle venner –
2
Faksimile
s. 18
Kroll.
Å
Å,
Du
du
kan
såmænd
såmen
tro, jeg har endnu mere
at tale med dig om. For nu er jeg ble’t aktiv
politiker, som du nok ved véd .
at tale med dig om. For nu er jeg ble’t aktiv
politiker, som du nok ved véd .
Rosmer.
Ja, du er jo det. Hvorledes gik det egent-
lig til?
lig til?
Kroll.
Jeg måtte, du. Måtte, så nødig jeg end vilde.
Det går umulig an nu længer at stå som ørkes-
løs tilskuer. Nu, da de radikale så sørgeligt er
kommet til magten, – nu er det på høj tid –.
Derfor har jeg også fåt vor lille vennekreds inde
i byen til at slutte sig engere sammen. Det er
på høj tid, siger jeg!
Det går umulig an nu længer at stå som ørkes-
løs tilskuer. Nu, da de radikale så sørgeligt er
kommet til magten, – nu er det på høj tid –.
Derfor har jeg også fåt vor lille vennekreds inde
i byen til at slutte sig engere sammen. Det er
på høj tid, siger jeg!
Rebekka
(med et let smil).
(med et let smil).
Ja, er det ikke egentlig nu temmelig sent?
Kroll.
Unegtelig havde det været
heldigst,
heldigst
om vi
havde standset strømmen på et tidligere tids-
punkt. Men hvem kunde vel forudsé forudse , hvad der
vilde komme? Jeg i alle fald ikke. (rejser sig og går
om på gulvet.) Jo, nu har jeg rigtignok fåt øjnene
op. For nu er oprørsånden trængt ind i selve
skolen.
havde standset strømmen på et tidligere tids-
punkt. Men hvem kunde vel forudsé forudse , hvad der
vilde komme? Jeg i alle fald ikke. (rejser sig og går
om på gulvet.) Jo, nu har jeg rigtignok fåt øjnene
op. For nu er oprørsånden trængt ind i selve
skolen.
Faksimile
s. 19
Rosmer.
I skolen? Dog vel ikke i din skole?
Kroll.
Jo
Jo,
så sandelig er den det. I min egen
skole. Hvad synes du! Jeg er kommen under
vejr med, med at gutterne i øverste klasse, – det vil
da sige en del af gutterne, – de har nu i over
et halvt år havt en hemmelig forening og der
holder de Mortensgårds avis!
skole. Hvad synes du! Jeg er kommen under
vejr med, med at gutterne i øverste klasse, – det vil
da sige en del af gutterne, – de har nu i over
et halvt år havt en hemmelig forening og der
holder de Mortensgårds avis!
Rebekka.
Å, «Blinkfyret».
Kroll.
Ja, synes De ikke det er en sund åndsføde
for vordende embedsmænd? Men det traurigste
ved sagen er, at det er alle de begavede gutter
i klassen, som har rottet sig sammen og stiftet
dette komplot imod mig. Det er bare stymperne
og eftersidderne, som har holdt sig udenfor.
for vordende embedsmænd? Men det traurigste
ved sagen er, at det er alle de begavede gutter
i klassen, som har rottet sig sammen og stiftet
dette komplot imod mig. Det er bare stymperne
og eftersidderne, som har holdt sig udenfor.
Rebekka.
Går da dette Dem så nær til hjerte, rektor?
Kroll.
Om det gør! Således at se mig hæmmet og
modarbejdet i min livsgerning. livsgerning! (sagtere.) Men jeg
havde nær sagt, at det fik endda være for hvad
det var. Men nu kommer det aller værste.
(ser sig om.) Her er vel ingen, som lytter ved
dørene?
modarbejdet i min livsgerning. livsgerning! (sagtere.) Men jeg
havde nær sagt, at det fik endda være for hvad
det var. Men nu kommer det aller værste.
2*
Faksimile
s. 20
(ser sig om.) Her er vel ingen, som lytter ved
dørene?
Rebekka.
Å
Å,
aldeles ikke.
Kroll.
Så skal I da
vide,
vide
at tvedragten og oprøret
er trængt ind i mit eget hus. I mit eget rolige
hjem. Har forstyrret familjelivets fred for mig.
er trængt ind i mit eget hus. I mit eget rolige
hjem. Har forstyrret familjelivets fred for mig.
Rosmer
(rejser sig).
(rejser sig).
Hvad siger du! Hjemme hos dig –?
Rebekka
(går hen til rektoren).
(går hen til rektoren).
Men kære, hvad er der da hændt?
Kroll.
Vil De tænke Dem til, at mine egne børn –.
Kort og godt, – det er Laurits, som er formand
for skolekomplottet. Og Hilda har broderet en
rød mappe til at gemme «Blinkfyret» i.
Kort og godt, – det er Laurits, som er formand
for skolekomplottet. Og Hilda har broderet en
rød mappe til at gemme «Blinkfyret» i.
Rosmer.
Det havde jeg da aldrig drømt om, – at
hos dig, – i dit hus –
hos dig, – i dit hus –
Kroll.
Nej, hvem kunde vel drømme om sligt? I
mit hus, hvor der altid har hersket lydighed og
orden, – hvor der hidtil kun har rådet en
eneste samdrægtig vilje –
mit hus, hvor der altid har hersket lydighed og
Faksimile
s. 21
orden, – hvor der hidtil kun har rådet en
eneste samdrægtig vilje –
Rebekka.
Hvorledes tar Deres hustru dette her?
Kroll.
Ja se, det er nu det utroligste af alt sammen.
Hun, som alle sine dage – både i stort og i
småt – har delt mine meninger og billiget alle
mine anskuelser, hun er sandelig ikke fri for at
hælde over til børnenes side i mange stykker.
Og så gir hun mig skylden, for hvad der er
sket. Hun siger, siger at jeg virker kuende på de
unge. Ret som om ikke det var nødvendigt
at –. Nå, således har jeg ufreden gående
hjemme. Men jeg taler naturligvis så lidet om
det, som muligt. Sligt bør jo helst dysses ned.
(driver opover gulvet.) A Å ja, ja, ja.
Hun, som alle sine dage – både i stort og i
småt – har delt mine meninger og billiget alle
mine anskuelser, hun er sandelig ikke fri for at
hælde over til børnenes side i mange stykker.
Og så gir hun mig skylden, for hvad der er
sket. Hun siger, siger at jeg virker kuende på de
unge. Ret som om ikke det var nødvendigt
at –. Nå, således har jeg ufreden gående
hjemme. Men jeg taler naturligvis så lidet om
det, som muligt. Sligt bør jo helst dysses ned.
(driver opover gulvet.) A Å ja, ja, ja.
(han stiller sig med hænderne på ryggen ved vinduet og ser ud.)
Rebekka
(har nærmet sig Rosmer og siger sagte, hurtigt og ubemærket af
rektoren).
(har nærmet sig Rosmer og siger sagte, hurtigt og ubemærket af
rektoren).
Gør det!
Rosmer
(ligeså).
(ligeså).
Ikke i aften.
Faksimile
s. 22
Rebekka
(som før).
(som før).
Jo netop.
(hun går hen og steller med lampen.)
Kroll
(kommer fremover gulvet).
(kommer fremover gulvet).
Ja, min kære Rosmer, nu
ved
véd
du altså,
hvorledes tidsånden har kastet sine skygger både
ind i mit husliv og over min embedsgerning.
Og denne fordærvelige, nedbrydende og op-
løsende tidsånd skulde jeg ikke bekæmpe med
alle de våben, jeg kan overkomme? Jo, du,
det agter jeg rigtignok at gøre. Og det både
i skrift og i tale.
hvorledes tidsånden har kastet sine skygger både
ind i mit husliv og over min embedsgerning.
Og denne fordærvelige, nedbrydende og op-
løsende tidsånd skulde jeg ikke bekæmpe med
alle de våben, jeg kan overkomme? Jo, du,
det agter jeg rigtignok at gøre. Og det både
i skrift og i tale.
Rosmer.
Har du nu også håb
om,
om
at du kan udrette
noget på den måde?
noget på den måde?
Kroll.
Jeg vil i alle fald aftjene min statsborger-
lige værnepligt. Og jeg mener, det er enhver
fædrelandssindet og for den gode sag bekymret
mands skyldighed at gøre det samme. Ser du,
– derfor er det nærmest, nærmest at jeg er kommet her
ud til dig i aften.
lige værnepligt. Og jeg mener, det er enhver
fædrelandssindet og for den gode sag bekymret
mands skyldighed at gøre det samme. Ser du,
– derfor er det nærmest, nærmest at jeg er kommet her
ud til dig i aften.
Rosmer.
Men kære, hvad mener du –? Hvad skal
jeg –?
jeg –?
Faksimile
s. 23
Kroll.
Du skal hjælpe dine gamle venner. Gøre
som vi andre. Ta’ hånd i med så godt du kan.
som vi andre. Ta’ hånd i med så godt du kan.
Rebekka.
Men rektor Kroll, De kender jo herr Ros-
mers ulyst til sligt noget.
mers ulyst til sligt noget.
Kroll.
Den ulyst får han se at overvinde nu. –
Du følger ikke nok med, Rosmer. Du sidder
her og murer dig inde med dine historiske sam-
linger. Gud bevares, – al respekt for stam-
tavler og hvad dertil hører. Men tiden er ikke
for den slags sysler – desværre. Du gør dig
ingen forestilling om, hvorledes tilstanden er ude
omkring i landet. Der er vendt op og ned på,
snart sagt, hvert eneste begreb. Det vil bli et
kæmpearbejde at få alle de vildfarelser ryddet
ud igen.
Du følger ikke nok med, Rosmer. Du sidder
her og murer dig inde med dine historiske sam-
linger. Gud bevares, – al respekt for stam-
tavler og hvad dertil hører. Men tiden er ikke
for den slags sysler – desværre. Du gør dig
ingen forestilling om, hvorledes tilstanden er ude
omkring i landet. Der er vendt op og ned på,
snart sagt, hvert eneste begreb. Det vil bli et
kæmpearbejde at få alle de vildfarelser ryddet
ud igen.
Rosmer.
Det tror jeg også. Men det slags arbejde
ligger slet ikke for mig.
ligger slet ikke for mig.
Rebekka.
Og så tror jeg
nok,
nok
at herr Rosmer er
kommet til at se på tingene i livet med åbnere
øjne end før.
kommet til at se på tingene i livet med åbnere
øjne end før.
Faksimile
s. 24
Kroll
(studser).
(studser).
Åbnere?
Rebekka.
Ja, eller friere da. Mere uhildet.
Kroll.
Hvad skal dette her sige? Rosmer, – du
kunde dog vel aldrig være så svag at la’ dig
dåre af en slig tilfældighed, som den, at mas-
sehøvdingerne har vundet en midlertidig sejr!
kunde dog vel aldrig være så svag at la’ dig
dåre af en slig tilfældighed, som den, at mas-
sehøvdingerne har vundet en midlertidig sejr!
Rosmer.
Kære, du
ved
véd
jo, hvor liden forstand jeg
har på politik. Men jeg synes rigtignok, rigtignok at der
i de senere år er kommet ligesom noget mere
selvstændighed ind i de enkeltes tænkning.
har på politik. Men jeg synes rigtignok, rigtignok at der
i de senere år er kommet ligesom noget mere
selvstændighed ind i de enkeltes tænkning.
Kroll.
Nå, – og det betragter du sådan uden
videre som et gode! For resten tar du nok
betydelig fejl, min ven. Forhør dig bare om,
hvad det er for meninger, som har kurs blandt
radikalerne, både her ude og inde i byen. Det
er ikke en snus andet, end den visdom, som
forkyndes i «Blinkfyret».
videre som et gode! For resten tar du nok
betydelig fejl, min ven. Forhør dig bare om,
hvad det er for meninger, som har kurs blandt
radikalerne, både her ude og inde i byen. Det
er ikke en snus andet, end den visdom, som
forkyndes i «Blinkfyret».
Rebekka.
Ja, Mortensgård har stor magt over mange
her omkring.
her omkring.
Faksimile
s. 25
Kroll.
Ja, tænke sig til! En mand med en så til-
smudset fortid. Et menneske, som for usæde-
ligt forhold er dømt fra sin lærerbestilling –!
Slig en gir sig til at agere folkeleder! Og det
går! Det går virkelig! Nu vil han udvide sit
blad, hører jeg. Jeg ved véd fra sikker kilde, kilde at han
søger efter en habil medarbejder.
smudset fortid. Et menneske, som for usæde-
ligt forhold er dømt fra sin lærerbestilling –!
Slig en gir sig til at agere folkeleder! Og det
går! Det går virkelig! Nu vil han udvide sit
blad, hører jeg. Jeg ved véd fra sikker kilde, kilde at han
søger efter en habil medarbejder.
Rebekka.
Det er underligt, synes jeg, at ikke De og
Deres venner stiller noget op imod ham.
Deres venner stiller noget op imod ham.
Kroll.
Det er netop det, vi vil gøre nu. Idag
har vi købt «Amtstidenden». Pengespørsmålet
frembød ingen vanskeligheder. Men – (vender sig
til Rosmer.) Ja, nu er jeg inde på mit egentlige
ærinde ærende til dig. Det er ledelsen, – den journa-
listiske ledelse, som det kniber med, ser du. –
Sig mig, Rosmer, – skulde ikke du for den
gode sags skyld føle dig opfordret til at overta’
den?
har vi købt «Amtstidenden». Pengespørsmålet
frembød ingen vanskeligheder. Men – (vender sig
til Rosmer.) Ja, nu er jeg inde på mit egentlige
ærinde ærende til dig. Det er ledelsen, – den journa-
listiske ledelse, som det kniber med, ser du. –
Sig mig, Rosmer, – skulde ikke du for den
gode sags skyld føle dig opfordret til at overta’
den?
Rosmer
(næsten forskrækket).
(næsten forskrækket).
Jeg!
Rebekka.
Nej, men hvor kan De da tænke Dem
sligt!
sligt!
Faksimile
s. 26
Kroll.
At du har skræk for folkemøderne og ikke
vil udsætte dig for den konfekt, som der van-
ker, det er jo nok så rimeligt. Men en redak-
tørs mere tilbagetrukne virksomhed, eller, rettere
sagt –
vil udsætte dig for den konfekt, som der van-
ker, det er jo nok så rimeligt. Men en redak-
tørs mere tilbagetrukne virksomhed, eller, rettere
sagt –
Rosmer.
Nej, nej, kære ven, dette her må du ikke
be’ mig om.
be’ mig om.
Kroll.
Jeg selv skulde så inderlig gerne forsøge
mig i den retning også. Men det vilde bli’
aldeles uoverkommeligt for mig. Jeg er allerede
i forvejen så bebyrdet med en utallighed af
gøremål –. Du derimod, som nu ikke længer
trykkes af nogen embedsgerning. – embedsgerning –. Vi andre
vil naturligvis hjælpe dig så godt vi formår.
mig i den retning også. Men det vilde bli’
aldeles uoverkommeligt for mig. Jeg er allerede
i forvejen så bebyrdet med en utallighed af
gøremål –. Du derimod, som nu ikke længer
trykkes af nogen embedsgerning. – embedsgerning –. Vi andre
vil naturligvis hjælpe dig så godt vi formår.
Rosmer.
Jeg kan ikke, Kroll. Jeg duer ikke til det.
Kroll.
Duer ikke? Det samme sa’ du, da din far
skaffed dig kaldet –
skaffed dig kaldet –
Rosmer.
Jeg havde ret. Derfor gik jeg også min
vej.
vej.
Faksimile
s. 27
Kroll.
Å
Å,
bli’ du bare lige så flink redaktør som du
var prest, så skal vi være fornøjet.
var prest, så skal vi være fornøjet.
Rosmer.
Kære Kroll, – nu siger jeg dig én gang
for alle, – jeg gør det ikke.
for alle, – jeg gør det ikke.
Kroll.
Nå, så låner du os da vel dit navn i alle
fald.
fald.
Rosmer.
Mit navn?
Kroll.
Ja, allerede navnet Johannes Rosmer vil
være en vinding for bladet. Vi andre går jo
og gælder for udprægede partimænd. Jeg selv
skal endog være udskreget som en arg fana-
tiker, hører jeg. Derfor kan ikke vi vi ikke regne på,
under eget navn, at skaffe bladet synderlig nogen synderlig ind-
gang hos de vildledte masser. Du derimod, –
du har altid holdt dig udenfor striden. Dit
milde redelige sindelag, – dit fine tænkesæt,
– din uantastelige hæderlighed er kendt og
skattet af alle her omkring. Og så den agtelse
og respekt, som din tidligere prestelige stilling
omgir dig med. Og så endelig familjenavnets
ærværdighed, du!
være en vinding for bladet. Vi andre går jo
og gælder for udprægede partimænd. Jeg selv
skal endog være udskreget som en arg fana-
tiker, hører jeg. Derfor kan ikke vi vi ikke regne på,
under eget navn, at skaffe bladet synderlig nogen synderlig ind-
gang hos de vildledte masser. Du derimod, –
du har altid holdt dig udenfor striden. Dit
milde redelige sindelag, – dit fine tænkesæt,
– din uantastelige hæderlighed er kendt og
skattet af alle her omkring. Og så den agtelse
og respekt, som din tidligere prestelige stilling
omgir dig med. Og så endelig familjenavnets
ærværdighed, du!
Faksimile
s. 28
Rosmer.
Å
Å,
familjenavnet –
Kroll
(peger mod portrætterne).
(peger mod portrætterne).
Rosmerne til Rosmersholm, – prester og
officerer. Højt betroede embedsmænd. Korrekte
hædersmænd alle sammen, – en æt, som nu
snart i et par hundrede år har siddet her som
den første i distriktet. (lægger hånden på hans skulder.)
Rosmer, – du skylder dig selv og din slægts
traditioner at være med og værne om alt det,
som hidtil har været godkendt i vort samfund.
(vender sig.) Ja, hvad siger De, frøken West?
officerer. Højt betroede embedsmænd. Korrekte
hædersmænd alle sammen, – en æt, som nu
snart i et par hundrede år har siddet her som
den første i distriktet. (lægger hånden på hans skulder.)
Rosmer, – du skylder dig selv og din slægts
traditioner at være med og værne om alt det,
som hidtil har været godkendt i vort samfund.
(vender sig.) Ja, hvad siger De, frøken West?
Rebekka
(med en let, let stille latter).
(med en let, let stille latter).
Kære rektor, – for mig er dette her så
usigelig latterligt at høre på.
usigelig latterligt at høre på.
Kroll.
Hvad for noget! Latterligt?
Rebekka.
Ja, for nu vil jeg sige Dem rent ud –
Rosmer
(hurtigt).
(hurtigt).
Nej, nej, – lad være! Ikke nu!
Faksimile
s. 29
Kroll
(ser afvekslende på dem).
(ser afvekslende på dem).
Men hvad i al verden, kære venner –?
(afbryder.) Hm!
(afbryder.) Hm!
(Madam Helseth kommer i døren til højre.)
Madam Helseth.
Der er en mand ude i køkkengangen. Han
si’er, si’er at han vil hilse på pastoren.
si’er, si’er at han vil hilse på pastoren.
Rosmer
(lettet).
(lettet).
Ah så. Ja, bed ham værs’god komme ind.
Madam Helseth.
Her ind i stuen?
Rosmer.
Ja vel.
Madam Helseth.
Men han ser nok ikke slig ud, at en kan
slippe ham ind i stuen.
slippe ham ind i stuen.
Rebekka.
Hvorledes ser han da ud, madam Helseth?
Madam Helseth.
Å
Å,
det er nok ikke videre, det, frøken.
Rosmer.
Sa’ han ikke, hvad han heder?
Faksimile
s. 30
Madam Helseth.
Jo, jeg synes han
sa’,
sa’
at han heder Hekman
eller noget sligt.
eller noget sligt.
Rosmer.
Jeg kender ingen af det navn.
Madam Helseth.
Og så sa’
han,
han
at han hed Uldrik også.
Rosmer
(studser).
(studser).
Ulrik-Hetman
Ulrik – Hetman
! Var det så?
Madam Helseth.
Ja, Hetman var det.
Kroll.
Det navn har jeg visst hørt før –
Rebekka.
Det var jo det navn, som han brugte at
skrive under, han, denne underlige –
skrive under, han, denne underlige –
Rosmer
(til Kroll).
(til Kroll).
Det er Ulrik Brendels forfatternavn, du.
Kroll.
Den forlorne Ulrik Brendel. Ganske rigtig.
Rebekka.
Så han er i live endnu.
Faksimile
s. 31
Rosmer.
Han rejste om med et teaterselskab, trode jeg.
Kroll.
Det sidste, jeg hørte om ham,
var,
var
at han
sad i arbejdsanstalten.
sad i arbejdsanstalten.
Rosmer.
Bed ham komme ind, madam Helseth.
Madam Helseth.
Jaja
Ja-ja
.
(hun går.)
Kroll.
Vil du virkelig tåle det menneske i din
stue? stue!
stue? stue!
Rosmer.
Å
Å,
du
ved
véd
jo,
jo
at han var min lærer en tid.
Kroll.
Ja, jeg
ved,
ved
véd,
at han gik her og propped dig
hodet fuldt med oprørske meninger meninger, og at din
far så jog ham på porten med sin ridepidsk.
hodet fuldt med oprørske meninger meninger, og at din
far så jog ham på porten med sin ridepidsk.
Rosmer
(lidt bittert).
(lidt bittert).
Far var major her hjemme i sit hus også.
Kroll.
Tak du ham i hans grav for det, min kære
Rosmer. Nå!
Rosmer. Nå!
Faksimile
s. 32
(Madam Helseth åbner døren til højre for Ulrik Brendel, går igen
og lukker efter ham. Han er en stadselig, noget udtæret men rask og
rørig skikkelse med gråt hår og skæg. For resten klædt som en al-
mindelig landstryger. Tyndslidt frakke; dårligt skotøj; skjorte ses ikke.
Gamle sorte handsker påtrukne; en blød smudsig hat sammenklappet
under armen og en spadsérstok i hånden.)
og lukker efter ham. Han er en stadselig, noget udtæret men rask og
rørig skikkelse med gråt hår og skæg. For resten klædt som en al-
mindelig landstryger. Tyndslidt frakke; dårligt skotøj; skjorte ses ikke.
Gamle sorte handsker påtrukne; en blød smudsig hat sammenklappet
under armen og en spadsérstok i hånden.)
Ulrik Brendel
(først usikker, går så raskt hen til rektoren og byder hånden frem).
(først usikker, går så raskt hen til rektoren og byder hånden frem).
God aften, Johannes!
Kroll.
Undskyld –
Brendel.
Havde du ventet, at du skulde få se mig
igen? Og det indenfor disse forhadte mure?
igen? Og det indenfor disse forhadte mure?
Kroll.
Undskyld –. (peger.)
Dér
Der
–
Brendel
(vender sig).
(vender sig).
Rigtig. Der har vi ham. Johannes, – min
gut, – du, hvem jeg har elsket mest –!
gut, – du, hvem jeg har elsket mest –!
Rosmer
(rækker ham hånden).
(rækker ham hånden).
Min gamle lærer.
Brendel.
Trods visse erindringer så vilde jeg dog
ikke passere Rosmersholm forbi uden at aflægge
en flygtig visit.
ikke passere Rosmersholm forbi uden at aflægge
en flygtig visit.
Faksimile
s. 33
Rosmer.
Her er De hjertelig velkommen nu. Vær
sikker på det.
sikker på det.
Brendel.
Ah, denne tiltrækkende dame –? (bukker.)
Fru provstinden naturligvis.
Fru provstinden naturligvis.
Rosmer.
Frøken West.
Brendel.
Formentlig en nær pårørende. Og hin ube-
kendte –? En embedsbroder, kan jeg se.
kendte –? En embedsbroder, kan jeg se.
Rosmer.
Rektor Kroll.
Brendel.
Kroll? Kroll? Bi lidt. Har De studeret filo-
logi i Deres unge dage?
logi i Deres unge dage?
Kroll.
Ja selvfølgelig.
Brendel.
Men Donnerwetter, så har jeg jo kendt dig!
Kroll.
Undskyld –
Brendel.
Var ikke du –
3
Faksimile
s. 34
Kroll.
Undskyld –
Brendel.
– en af hine dydens drabanter, som fik
mig udstødt af diskussionsforeningen?
mig udstødt af diskussionsforeningen?
Kroll.
Det kan gerne være. Men jeg protesterer
imod ethvert nærmere bekendtskab.
imod ethvert nærmere bekendtskab.
Brendel.
Nå-nå! Nach Belieben, herr doktor. Det
kan komme mig ud på et. Ulrik Brendel blir
den mand han er alligevel.
kan komme mig ud på et. Ulrik Brendel blir
den mand han er alligevel.
Rebekka.
De agter Dem vel indover til byen, herr
Brendel?
Brendel?
Brendel.
Fru pastorinden har truffet det. Med visse
mellemrum er jeg nødt til at slå et slag for til-
værelsen. Jeg gør det ikke gerne; men – enfin
– den tvingende nødvendighed –
mellemrum er jeg nødt til at slå et slag for til-
værelsen. Jeg gør det ikke gerne; men – enfin
– den tvingende nødvendighed –
Rosmer.
Å
Å,
men kære herr Brendel, må da ikke jeg
få lov til at hjælpe Dem med noget? På en eller
anden måde, mener jeg –
få lov til at hjælpe Dem med noget? På en eller
anden måde, mener jeg –
Faksimile
s. 35
Brendel.
Ha, et sådant forslag! Kunde du ville ma-
kulere det bånd, som sammenknytter os? Aldrig,
Johannes, – aldrig!
kulere det bånd, som sammenknytter os? Aldrig,
Johannes, – aldrig!
Rosmer.
Men hvad tænker De da at ta’ Dem til i
byen? De kan tro, det vil ikke falde Dem så
let –
byen? De kan tro, det vil ikke falde Dem så
let –
Brendel.
Lad mig om det, min gut. Tærningerne er
kastede. Således, som jeg her står for dig, dig er
jeg ude på en omfattende rejse. Mere omfat-
tende, end alle mine tidligere strejftog tilsammen.
(til rektor Kroll.) Turde jeg spørge herr professoren
– unter uns –, findes der et nogenlunde an-
stændigt, respektabelt og rummeligt forsamlings-
lokale i Deres agtede by?
kastede. Således, som jeg her står for dig, dig er
jeg ude på en omfattende rejse. Mere omfat-
tende, end alle mine tidligere strejftog tilsammen.
(til rektor Kroll.) Turde jeg spørge herr professoren
– unter uns –, findes der et nogenlunde an-
stændigt, respektabelt og rummeligt forsamlings-
lokale i Deres agtede by?
Kroll.
Det rummeligste er arbejderforeningens sal.
Brendel.
Har herr docenten nogen kvalificeret indfly-
delse i denne vistnok meget gavnlige forening?
delse i denne vistnok meget gavnlige forening?
Kroll.
Jeg har ikke noget med den at skaffe.
3*
Faksimile
s. 36
Rebekka
(til Brendel).
(til Brendel).
De bør henvende Dem til Peder Mortens-
gård.
gård.
Brendel.
Pardon, madame, – hvad er det for en
idiot?
idiot?
Rosmer.
Hvorfor skal De nu just
tro,
tro
han er en idiot?
Brendel.
Hører jeg ikke fluks på navnet, at det bæ-
res af en plebejer?
res af en plebejer?
Kroll.
Det svar havde jeg ikke ventet.
Brendel.
Men jeg vil overvinde mig. Der er ikke
andet for. Når man, – således som jeg, –
står på et vendepunkt i sit liv –. Det er af-
gjort. Jeg sætter mig i forbindelse med personen,
– indleder direkte underhandlinger –
andet for. Når man, – således som jeg, –
står på et vendepunkt i sit liv –. Det er af-
gjort. Jeg sætter mig i forbindelse med personen,
– indleder direkte underhandlinger –
Rosmer.
Står De virkelig for alvor på et vendepunkt?
Brendel.
Ved
Véd
ikke min egen
gut,
gut
at hvor Ulrik Bren-
del står, der står han altid for alvor? – Jo, du,
nu vil jeg iføre mig et nyt menneske. Træde
ud af den reserverte tilbageholdenhed, som jeg
hidtil har iagttaget.
del står, der står han altid for alvor? – Jo, du,
Faksimile
s. 37
nu vil jeg iføre mig et nyt menneske. Træde
ud af den reserverte tilbageholdenhed, som jeg
hidtil har iagttaget.
Rosmer.
Hvorledes –?
Brendel.
Jeg vil gribe ind i livet med en virksom
hånd. Træde frem. Træde op. Det er en
stormbevæget solhvervstid vi ånder i. – Nu
vil jeg lægge min skærv på frigørelsens alter.
hånd. Træde frem. Træde op. Det er en
stormbevæget solhvervstid vi ånder i. – Nu
vil jeg lægge min skærv på frigørelsens alter.
Kroll.
Vil De også –?
Brendel
(til dem alle).
(til dem alle).
Besidder almenheden her noget nøjere kend-
skab til mine spredte skrifter?
skab til mine spredte skrifter?
Kroll.
Nej, jeg må oprigtig
tilstå,
tilstå
at –
Rebekka.
Jeg har læst adskilligt. For min plejefar
ejed dem.
ejed dem.
Brendel.
Skønne husfrue, – da har De spildt Deres
tid. Thi det er noget pøjt, skal jeg sige Dem.
tid. Thi det er noget pøjt, skal jeg sige Dem.
Rebekka.
Så?
Faksimile
s. 38
Brendel.
Hvad De har læst, ja. Mine betydnings-
fulde værker kender hverken mand eller kvinde.
Ingen – uden jeg selv.
fulde værker kender hverken mand eller kvinde.
Ingen – uden jeg selv.
Rebekka.
Hvorledes går det til?
Brendel.
Fordi de ikke er skrevne.
Rosmer.
Men kære herr Brendel –
Brendel.
Du
ved
véd
, min Johannes, at jeg er et stykke
af en sybarit. En Feinschmecker. Har været
så alle mine dage. Jeg holder af at nyde i
ensomhed. Thi da nyder jeg dobbelt. Tifold
dobbelt. Ser du, – når gyldne drømme daled
ned over mig, – omtåged mig, – når nye,
svimlende, vidtrækkende tanker fødtes i mig, –
omvifted mig med bærende vinger, – da formed
jeg det ud i digt, i syner, i billeder. Sådan i
de store omrids, forstår du.
af en sybarit. En Feinschmecker. Har været
så alle mine dage. Jeg holder af at nyde i
ensomhed. Thi da nyder jeg dobbelt. Tifold
dobbelt. Ser du, – når gyldne drømme daled
ned over mig, – omtåged mig, – når nye,
svimlende, vidtrækkende tanker fødtes i mig, –
omvifted mig med bærende vinger, – da formed
jeg det ud i digt, i syner, i billeder. Sådan i
de store omrids, forstår du.
Rosmer.
Ja, ja.
Brendel.
Å, hvorledes jeg har nydt og svælget i mine
dage, du! Udformningens gådefulde salighed, –
sådan i de store omrids, som sagt, – bifaldet,
takken, berømmelsen, laurbærkronen, – alt har jeg
indkasseret med fulde, glædeskælvende hænder.
Mættet mig i mine lønlige forestillinger med en
fryd, – å, så svimlende stor –!
dage, du! Udformningens gådefulde salighed, –
Faksimile
s. 39
sådan i de store omrids, som sagt, – bifaldet,
takken, berømmelsen, laurbærkronen, – alt har jeg
indkasseret med fulde, glædeskælvende hænder.
Mættet mig i mine lønlige forestillinger med en
fryd, – å, så svimlende stor –!
Kroll.
Hm –.
Rosmer.
Men aldrig skrevet det ned?
Brendel.
Ikke et ord. Dette platte skriverhåndværk
har altid vakt en kvalmende ulyst i mig. Og
hvorfor skulde jeg også profanere mine egne
idealer, idealer når jeg kunde nyde dem i renhed og
for mig selv? Men nu skal de offres. Sandelig,
– jeg er tilmode ved det, som en mor, der
lægger unge døtre i ægtemænds arme. Men
jeg offrer dem alligevel, – offrer dem på fri-
gørelsens alter. En række af vel udformede
foredrag – hele landet over –!
har altid vakt en kvalmende ulyst i mig. Og
hvorfor skulde jeg også profanere mine egne
idealer, idealer når jeg kunde nyde dem i renhed og
for mig selv? Men nu skal de offres. Sandelig,
– jeg er tilmode ved det, som en mor, der
lægger unge døtre i ægtemænds arme. Men
jeg offrer dem alligevel, – offrer dem på fri-
gørelsens alter. En række af vel udformede
foredrag – hele landet over –!
Rebekka
(livfuldt).
(livfuldt).
Dette er stort af Dem, herr Brendel! De
gir det dyreste, De ejer.
gir det dyreste, De ejer.
Rosmer.
Det eneste.
Faksimile
s. 40
Rebekka
(ser betydningsfuldt på Rosmer).
(ser betydningsfuldt på Rosmer).
Hvor mange er der vel, som gør det? Som
tør det?
tør det?
Rosmer
(gengælder blikket).
(gengælder blikket).
Hvem
ved
véd
?
Brendel.
Forsamlingen er bevæget. Det kvæger mit
hjerte – og styrker viljen. Og dermed så
skrider jeg altså til handling. Dog én ting –.
(til rektoren.) Kan De sige mig, herr præceptor, –
findes der en afholdsforening i byen? En total-
afholdsforening totalafholdsforening ? Det gør der naturligvis.
hjerte – og styrker viljen. Og dermed så
skrider jeg altså til handling. Dog én ting –.
(til rektoren.) Kan De sige mig, herr præceptor, –
findes der en afholdsforening i byen? En total-
afholdsforening totalafholdsforening ? Det gør der naturligvis.
Kroll.
Ja, til tjeneste. Jeg er selv formand.
Brendel.
Kunde jeg ikke se det på Dem! Nå, da
er det ikke umuligt, at jeg kommer hjem til
Dem og skriver mig ind for en uges tid.
er det ikke umuligt, at jeg kommer hjem til
Dem og skriver mig ind for en uges tid.
Kroll.
Undskyld, – vi modtar ikke medlemmer
på ugevis.
på ugevis.
Brendel.
A la bonheur, herr pædagog. Ulrik Brendel
har aldrig rendt den slags foreninger på dørene.
(vender sig.) Men jeg tør ikke forlænge mit ophold
i dette hus, så rigt på minder. Jeg må til byen
og vælge mig et passende logis. Der findes
dog vel et ordentligt hotel, vil jeg håbe.
har aldrig rendt den slags foreninger på dørene.
(vender sig.) Men jeg tør ikke forlænge mit ophold
Faksimile
s. 41
i dette hus, så rigt på minder. Jeg må til byen
og vælge mig et passende logis. Der findes
dog vel et ordentligt hotel, vil jeg håbe.
Rebekka.
Vil De ikke drikke lidt
varmt,
varmt
før De går?
Brendel.
Hvad slags varmt, min nådige?
Rebekka.
En kop
té
te
eller –
Brendel.
Jeg takker husets rundhåndede værtinde.
Men jeg lægger ikke gerne beslag på den pri-
vate gæstfrihed. (hilser med hånden.) Lev vel, mine
herskaber! (Går mod døren men vender om.) Å, det er s’gu
sandt –. Johannes, – pastor Rosmer, – vil
du gøre din fordums lærer en tjeneste for mange-
årigt venskabs skyld?
Men jeg lægger ikke gerne beslag på den pri-
vate gæstfrihed. (hilser med hånden.) Lev vel, mine
herskaber! (Går mod døren men vender om.) Å, det er s’gu
sandt –. Johannes, – pastor Rosmer, – vil
du gøre din fordums lærer en tjeneste for mange-
årigt venskabs skyld?
Rosmer.
Ja
Ja,
så inderlig gerne.
Brendel.
Godt. Så lån mig – for en dags tid eller
to – en strøgen mansketskjorte.
to – en strøgen mansketskjorte.
Rosmer.
Ikke andet end det!
Faksimile
s. 42
Brendel.
For, ser du, jeg rejser til fods – denne
gang. Min kuffert blir sendt bagefter.
gang. Min kuffert blir sendt bagefter.
Rosmer.
Ja vel. Men er der så ikke noget andet?
Brendel.
Jo,
ved
véd
du hvad, – du kunde kanske und-
være en ældre, benyttet sommerfrakke?
være en ældre, benyttet sommerfrakke?
Rosmer.
Ja, ja, det kan jeg så visst.
Brendel.
Og dersom der skulde høre et par anstæn-
dige støvler til den frakken –
dige støvler til den frakken –
Rosmer.
Det skal der nok bli’ råd for. Så snart vi
får vide adressen, skal vi sende sagerne ind.
får vide adressen, skal vi sende sagerne ind.
Brendel.
På ingen måde. Ikke nogen ulejlighed for
min skyld! Jeg tar de bagateller med.
min skyld! Jeg tar de bagateller med.
Rosmer.
Godt, godt. Vil De så følge med mig
ovenpå.
ovenpå.
Rebekka.
Lad heller mig. Jeg og madam Helseth
skal nok besørge det.
skal nok besørge det.
Faksimile
s. 43
Brendel.
Aldrig tillader
jeg,
jeg
at denne distingverte
dame –!
dame –!
Rebekka.
Å hvad! Kom De bare, herr Brendel.
(hun går ud til højre.)
Rosmer
(holder ham tilbage).
(holder ham tilbage).
Sig mig, – er der ikke ellers noget, jeg
kunde tjene Dem med?
kunde tjene Dem med?
Brendel.
Jeg
ved
véd
i sandhed ikke hvad det skulde
være. Jo, død og helvede, – når jeg tænker
mig om –! Johannes, – har du tilfældigvis otte
kroner på dig?
være. Jo, død og helvede, – når jeg tænker
mig om –! Johannes, – har du tilfældigvis otte
kroner på dig?
Rosmer.
Nu skal vi se. (åbner
portemonnæen
portemonæen
.) Her har jeg
to tikronesedler.
to tikronesedler.
Brendel.
Ja, ja, det kan være det samme. Jeg kan
ta’ dem. Får dem altid vekslet inde i byen.
Tak så længe. Husk på, det var to tiere jeg
fik. God nat, du, min egen kære gut! God
nat, min agtede herre!
ta’ dem. Får dem altid vekslet inde i byen.
Tak så længe. Husk på, det var to tiere jeg
fik. God nat, du, min egen kære gut! God
nat, min agtede herre!
(
Han
han
går til højre, hvor Rosmer tar afsked og lukker døren efter ham.)
Kroll.
Forbarmende
gud
Gud
, – det var altså den
Ulrik Brendel, som folk engang trode, der skulde
bli noget stort af i verden.
Ulrik Brendel, som folk engang trode, der skulde
bli noget stort af i verden.
Faksimile
s. 44
Rosmer
(stille).
(stille).
Han har i alle fald havt mod til at leve
livet efter sit eget hode. Jeg synes ikke det er
så lidet endda.
livet efter sit eget hode. Jeg synes ikke det er
så lidet endda.
Kroll.
Hvad nu? Et sligt liv som hans! Jeg tror
så nær, nær at han var mand for at forvirre dine
begreber endnu engang en gang .
så nær, nær at han var mand for at forvirre dine
begreber endnu engang en gang .
Rosmer.
Å nej, du. Nu er jeg kommen på det rene
med mig selv i alle dele.
med mig selv i alle dele.
Kroll.
Gid det var så vel, kære Rosmer. For du
er så svært modtagelig for indtryk udenfra.
er så svært modtagelig for indtryk udenfra.
Rosmer.
Lad os sætte os. Og så vil jeg tale med dig.
Kroll.
Ja lad os.
(
De
de
sætter sig i sofaen.)
Rosmer
(lidt efter).
(lidt efter).
Synes du ikke, vi har det godt og hygge-
ligt her?
ligt her?
Kroll.
Jo, nu er her ble’t godt og hyggeligt –
og fredsomt. Ja, du har fåt dig et hjem, du,
Rosmer. Og jeg har mistet mit.
og fredsomt. Ja, du har fåt dig et hjem, du,
Rosmer. Og jeg har mistet mit.
Faksimile
s. 45
Rosmer.
Kære, sig ikke så. Det, som nu er splittet,
det vil nok heles igen.
det vil nok heles igen.
Kroll.
Aldrig. Aldrig. Brodden vil bli siddende i.
Det kan aldrig bli som før.
Det kan aldrig bli som før.
Rosmer.
Hør nu her, Kroll. Vi to har nu ståt hin-
anden nær i så mange, mange år. Synes du, du
det er tænkeligt, tænkeligt at vort venskab kunde gå
overstyr?
anden nær i så mange, mange år. Synes du, du
det er tænkeligt, tænkeligt at vort venskab kunde gå
overstyr?
Kroll.
Jeg
ved
véd
ikke den ting i verden, som kunde
bryde mellem os. Hvorledes falder du på sligt?
bryde mellem os. Hvorledes falder du på sligt?
Rosmer.
Fordi du lægger en så afgørende vægt på
enighed i meninger og synsmåder.
enighed i meninger og synsmåder.
Kroll.
Nå ja; men vi to er da så omtrent enige.
I de store kernespørsmål i alle fald.
I de store kernespørsmål i alle fald.
Rosmer
(sagte).
(sagte).
Nej. Ikke nu længer.
Kroll
(vil springe op).
(vil springe op).
Hvad er dette her!
Faksimile
s. 46
Rosmer
(holder på ham).
(holder på ham).
Nej, du må bli’ siddende. Jeg
bér
be’r
dig,
Kroll.
Kroll.
Kroll.
Hvad er det for noget? Jeg forstår dig
ikke. Tal da rent ud!
ikke. Tal da rent ud!
Rosmer.
Der er kommet en ny sommer i mit sind.
Et nyt ungdomssyn. Og derfor så står jeg nu
der –
Et nyt ungdomssyn. Og derfor så står jeg nu
der –
Kroll.
Hvor, – hvor står du?
Rosmer.
Der, hvor dine børn står.
Kroll.
Du? Du! Det er da vel umuligt! Hvor
står du, siger du?
står du, siger du?
Rosmer.
På samme side som Laurits og Hilda.
Kroll
(sænker hodet).
(sænker hodet).
Frafalden. Johannes Rosmer frafalden.
Rosmer.
Jeg skulde ha’ følt mig så glad, – så inder-
lig lykkelig ved det, som du kalder frafaldet.
Men så led jeg pinligt alligevel. For jeg vidste
jo nok, nok at det vilde volde dig en bitter sorg.
lig lykkelig ved det, som du kalder frafaldet.
Faksimile
s. 47
Men så led jeg pinligt alligevel. For jeg vidste
jo nok, nok at det vilde volde dig en bitter sorg.
Kroll.
Rosmer, – Rosmer! Dette forvinder jeg
aldrig. (ser tungt på ham.) Å, at også du kan ville
være med og række hånd til fordærvelsens og
forstyrrelsens værk i dette ulykkelige land.
aldrig. (ser tungt på ham.) Å, at også du kan ville
være med og række hånd til fordærvelsens og
forstyrrelsens værk i dette ulykkelige land.
Rosmer.
Det er frigørelsens værk, jeg vil være
med på.
med på.
Kroll.
Ja, jeg
ved
véd
det nok. Således kaldes det
både af forførerne og af de vildledte. Men
synes du da, da at der er nogen frigørelse frgørelse at vente
af den ånd, som nu holder på at forgifte hele
vort samfundsliv. samfundsliv?
både af forførerne og af de vildledte. Men
synes du da, da at der er nogen frigørelse frgørelse at vente
af den ånd, som nu holder på at forgifte hele
vort samfundsliv. samfundsliv?
Rosmer.
Jeg slutter mig ikke til den ånd, som råder.
Ikke til nogen af de stridende. Jeg vil prøve
på at samle menneskene sammen fra alle sider.
Så mange og så inderligt inderligt, jeg som jeg bare formår det.
Jeg vil leve og sætte alle mine livsens kræfter
ind på dette ene, – at skabe det sande folke-
dømme i landet.
Ikke til nogen af de stridende. Jeg vil prøve
på at samle menneskene sammen fra alle sider.
Så mange og så inderligt inderligt, jeg som jeg bare formår det.
Jeg vil leve og sætte alle mine livsens kræfter
ind på dette ene, – at skabe det sande folke-
dømme i landet.
Kroll.
Så du synes ikke vi har
folkedømme
folkdømme
nok!
Jeg for min part synes vi alle til hobe er på
god vej til at drages ned i det mudder, hvor
ellers kun almuen plejer at trives.
Jeg for min part synes vi alle til hobe er på
Faksimile
s. 48
god vej til at drages ned i det mudder, hvor
ellers kun almuen plejer at trives.
Rosmer.
Just derfor stiller jeg folkedømmets sande
opgave.
opgave.
Kroll.
Hvilken opgave?
Rosmer.
At gøre alle mennesker i landet til adels-
mennesker.
mennesker.
Kroll.
Alle mennesker –!
Rosmer.
Så mange som muligt i alle fald.
Kroll.
Ved hvilke midler?
Rosmer.
Ved at frigøre sindene og luttre viljerne,
tænker jeg.
tænker jeg.
Kroll.
Du er en drømmer, Rosmer. Vil du frigøre
dem? Vil du luttre dem?
dem? Vil du luttre dem?
Rosmer.
Nej, kære, – jeg vil bare søge at vække
dem til det. Gøre det, – det må de selv.
dem til det. Gøre det, – det må de selv.
Faksimile
s. 49
Kroll.
Og du tror, de kan?
Rosmer.
Ja.
Kroll.
Ved egen kraft altså?
Rosmer.
Ja,
Ja
netop ved egen kraft. Der findes ikke
nogen anden.
nogen anden.
Kroll
(rejser sig).
(rejser sig).
Er dette at tale, som det sømmer sig en
prest?
prest?
Rosmer.
Jeg er ingen prest længer.
Kroll.
Ja,
Ja
men – din barnetro da –?
Rosmer.
Den har jeg ikke mere.
Kroll.
Du har ikke –!
Rosmer
(rejser sig).
(rejser sig).
Jeg har opgi’t den. Jeg måtte opgi’ den,
Kroll.
Kroll.
4
Faksimile
s. 50
Kroll
(rystet men behersket).
(rystet men behersket).
Ja så. – Ja, ja, ja. Det ene følger vel
med det andet. – Var det kanske derfor, derfor at
du trådte ud af kirkens tjeneste?
med det andet. – Var det kanske derfor, derfor at
du trådte ud af kirkens tjeneste?
Rosmer.
Ja. Da jeg blev klar over mig selv, – da
jeg fik fuld visshed for, for at det ikke bare var en
forbigående anfægtelse, men at det var noget,
som jeg aldrig mere kunde eller vilde komme
ifra, – da gik jeg.
jeg fik fuld visshed for, for at det ikke bare var en
forbigående anfægtelse, men at det var noget,
som jeg aldrig mere kunde eller vilde komme
ifra, – da gik jeg.
Kroll.
Så længe har det altså gæret i dig. Og
vi, – dine venner, har ikke fåt noget at vide
om det. Rosmer, Rosmer, – hvor kunde du
dølge den sørgelige sandhed for os!
vi, – dine venner, har ikke fåt noget at vide
om det. Rosmer, Rosmer, – hvor kunde du
dølge den sørgelige sandhed for os!
Rosmer.
Fordi jeg syntes, det var en sag, som kun
vedkom mig selv. Og så vilde jeg da ikke
volde dig og de andre vennerne nogen unødig
sorg. Jeg tænkte, jeg kunde bli’ ved at leve
her her, som hidtil, stille og glad og lykkelig. Jeg
vilde læse og fordybe mig i alle de værker,
som før havde været lukkede bøger for mig.
Rigtig inderlig leve mig ind i den store sand-
hedens og frihedens verden, som nu er ble’t
mig åbenbaret.
vedkom mig selv. Og så vilde jeg da ikke
volde dig og de andre vennerne nogen unødig
sorg. Jeg tænkte, jeg kunde bli’ ved at leve
her her, som hidtil, stille og glad og lykkelig. Jeg
vilde læse og fordybe mig i alle de værker,
som før havde været lukkede bøger for mig.
Rigtig inderlig leve mig ind i den store sand-
hedens og frihedens verden, som nu er ble’t
mig åbenbaret.
Faksimile
s. 51
Kroll.
Frafalden. Hvert ord vidner om det. Men
hvorfor bekender du så dette dit lønlige frafald
alligevel? Og hvorfor just netop nu?
hvorfor bekender du så dette dit lønlige frafald
alligevel? Og hvorfor just netop nu?
Rosmer.
Det har du selv tvunget mig til, Kroll.
Kroll.
Jeg? Har jeg tvunget dig –!
Rosmer.
Da jeg fik høre om din voldsomme færd
ved møderne, – da jeg læste om al den ukær-
lige tale, du der førte, – alle dine hadefulde
udfald mod dem, som står på den anden side,
– din hånende fordømmelsesdom over mod-
standerne –. A Å , Kroll, – at du, du, kunde
bli’ sådan! Da stod pligten uafviselig for mig.
Menneskene blir onde under den strid, som nu
pågår. Her må komme fred og glæde og for-
soning ind i sindene. Derfor er det, jeg nu
træder frem og bekender mig åbent, som den den
jeg er. Og så vil jeg prøve mine kræfter, jeg
også. Kunde ikke du – fra din side – være
med på dette, Kroll?
ved møderne, – da jeg læste om al den ukær-
lige tale, du der førte, – alle dine hadefulde
udfald mod dem, som står på den anden side,
– din hånende fordømmelsesdom over mod-
standerne –. A Å , Kroll, – at du, du, kunde
bli’ sådan! Da stod pligten uafviselig for mig.
Menneskene blir onde under den strid, som nu
pågår. Her må komme fred og glæde og for-
soning ind i sindene. Derfor er det, jeg nu
træder frem og bekender mig åbent, som den den
jeg er. Og så vil jeg prøve mine kræfter, jeg
også. Kunde ikke du – fra din side – være
med på dette, Kroll?
Kroll.
Aldrig i dette liv slutter jeg forlig med de
nedbrydende kræfter i samfundet.
nedbrydende kræfter i samfundet.
4*
Faksimile
s. 52
Rosmer.
Så lad os da i det mindste kæmpe med
adelige våben, – siden vi endelig må det.
adelige våben, – siden vi endelig må det.
Kroll.
Hvo som ikke er med mig i de afgørende
livssager, ham kender jeg ikke mere. Og ham
skylder jeg ingen hensyn.
livssager, ham kender jeg ikke mere. Og ham
skylder jeg ingen hensyn.
Rosmer.
Gælder det også mig?
Kroll.
Du har selv brudt med mig, Rosmer.
Rosmer.
Men er da dette et brud!
Kroll.
Dette! Det er et brud med alle dem, som
hidtil stod dig nær. Nu får du ta’ følgerne.
hidtil stod dig nær. Nu får du ta’ følgerne.
(Rebekka West kommer ind fra højre og slår døren vidt op.)
Rebekka.
Se så; nu er han på vejen til sin store
offerfest. Og nu kan vi gå til bords. Vær så
god, herr rektor.
offerfest. Og nu kan vi gå til bords. Vær så
god, herr rektor.
Kroll
(tar sin hat).
(tar sin hat).
God nat, frøken West. Her har jeg ikke
mere at gøre.
mere at gøre.
Faksimile
s. 53
Rebekka
(spændt).
(spændt).
Hvad er det? (lukker døren og kommer nærmere.) Har
De talt –?
De talt –?
Rosmer.
Nu
ved
véd
han det.
Kroll.
Vi slipper dig ikke ud af hænderne, Ros-
mer. Vi skal tvinge dig tilbage til os igen.
mer. Vi skal tvinge dig tilbage til os igen.
Rosmer.
Did kommer jeg aldrig mere.
Kroll.
Vi skal få se. Du er ikke den mand, der
holder ud at stå ensom.
holder ud at stå ensom.
Rosmer.
Jeg blir ikke så helt ensom endda. – Vi
er to om at bære ensomheden her.
er to om at bære ensomheden her.
Kroll.
Ah –! (en mistanke skyder op i ham.) Dette også!
Beates ord –!
Beates ord –!
Rosmer.
Beate –?
Faksimile
s. 54
Kroll
(afviser tanken).
(afviser tanken).
Nej, nej, – det var stygt –. Tilgiv mig.
Rosmer.
Hvad? Hvilket?
Kroll.
Ikke videre om det. Fy! Tilgiv mig.
Farvel!
Farvel!
(han går mod forstuedøren.)
Rosmer
(følger efter ham).
(følger efter ham).
Kroll! Således må det ikke være slut
imellem os. Imorgen kommer jeg ind til dig.
imellem os. Imorgen kommer jeg ind til dig.
Kroll
(i forstuen, vender sig).
(i forstuen, vender sig).
Ikke med din fod i mit hus!
(han tar sin stok og går.)
(Rosmer står en stund i den åbne dør; derpå lukker han den
og går hen til bordet.)
og går hen til bordet.)
Rosmer.
Det gør ikke noget, Rebekka. Vi skal nok
holde det ud. Vi to trofaste venner. Du og
jeg.
holde det ud. Vi to trofaste venner. Du og
jeg.
Rebekka.
Hvad tror
du,
du
han
mente,
mente
da han sa’: fy?
Faksimile
s. 55
Rosmer.
Kære, bryd dig ikke om det. Han trode
ikke selv, hvad han mente. Men imorgen vil
jeg ind til ham. God nat!
ikke selv, hvad han mente. Men imorgen vil
jeg ind til ham. God nat!
Rebekka.
Går du op så tidligt i aften også? Efter
dette?
dette?
Rosmer.
I aften som ellers. Jeg føler mig så lettet
nu, da det er over. Du ser det, – jeg er gan-
ske rolig, kære Rebekka. Tag du det også
med ro. God nat!
nu, da det er over. Du ser det, – jeg er gan-
ske rolig, kære Rebekka. Tag du det også
med ro. God nat!
Rebekka.
God nat, kære ven! Og sov vel.
(Rosmer går ud gennem forstuedøren; man hører ham derpå
opad en trappe.)
opad en trappe.)
(Rebekka går hen og trækker i en klokkestreng ved ovnen.)
(Lidt efter kommer madam Helseth ind fra højre.)
Rebekka.
De kan gerne ta’ af bordet igen, madam
Helseth. For pastoren vil ikke ha’ noget, –
og rektoren er gåt hjem.
Helseth. For pastoren vil ikke ha’ noget, –
og rektoren er gåt hjem.
Madam Helseth.
Er rektoren gåt? Hvad var der i vejen
med rektoren da?
med rektoren da?
Faksimile
s. 56
Rebekka
(tar sit hækletøj).
(tar sit hækletøj).
Han
spåde,
spåde
at det vilde trække op til et
svært uvejr –
svært uvejr –
Madam Helseth.
Det var da underligt. For ikke er der en
skyflæk at se i kveld.
skyflæk at se i kveld.
Rebekka.
Bare han ikke møder den hvide hesten.
For jeg er ræd, vi snart får høre fra slige
nogen spøgelser nu.
For jeg er ræd, vi snart får høre fra slige
nogen spøgelser nu.
Madam Helseth.
Gud forlade
Dem
Dem,
frøken! Snak da ikke
så fælt.
så fælt.
Rebekka.
Nå, nå, nå –
Madam Helseth
(sagtere).
(sagtere).
Tror da rigtig
frøkenen,
frøkenen
at her er nogen,
som snart skal gå bort?
som snart skal gå bort?
Rebekka.
Nej
såmænd
såmen
om jeg det tror. Men der er
så mange slags hvide heste i denne verden,
madam Helseth. – Ja, god nat da. Nu går
jeg ind til mit.
så mange slags hvide heste i denne verden,
madam Helseth. – Ja, god nat da. Nu går
jeg ind til mit.
Faksimile
s. 57
Madam Helseth.
God nat, frøken.
(Rebekka går med hækletøjet ud til højre.)
Madam Helseth
(skruer lampen ned, ryster på hodet, hodet og mumler med sig selv):
(skruer lampen ned, ryster på hodet, hodet og mumler med sig selv):
Jøsses, – Jøsses. Den frøken West. Slig,
som hun kan snakke iblandt.
som hun kan snakke iblandt.
Faksimile
ANDEN AKT.
(Johannes Rosmers arbejdsværelse. På væggen til venstre er
indgangsdøren. I baggrunden en døråbning med fratrukket forhæng forforhæng[HIS: KBK Collin 262, 4°, III.2, dittografi ved linjeskift.] ,
som fører ind til soveværelset. Et vindu til højre, og foran samme
skrivebordet, bedækket med bøger og papirer. Boghylder og skabe
ved væggene. Tarvelige møbler. En gammeldags kanapé med bord
foran til venstre.)
indgangsdøren. I baggrunden en døråbning med fratrukket forhæng forforhæng[HIS: KBK Collin 262, 4°, III.2, dittografi ved linjeskift.] ,
som fører ind til soveværelset. Et vindu til højre, og foran samme
skrivebordet, bedækket med bøger og papirer. Boghylder og skabe
ved væggene. Tarvelige møbler. En gammeldags kanapé med bord
foran til venstre.)
(Johannes Rosmer, i husfrakke, sidder i en højrygget stol
ved skrivebordet. Han skærer op og blader i et hefteskrift og ser
lidt i det hist og her.)
ved skrivebordet. Han skærer op og blader i et hefteskrift og ser
lidt i det hist og her.)
(Det banker
paa
på
døren til venstre.)
Rosmer
(uden at vende sig).
(uden at vende sig).
Kom kun ind.
(Rebekka West, i morgenkjole, kommer ind.)
Rebekka.
God morgen.
Rosmer
(slår efter i skriftet).
(slår efter i skriftet).
God
morgen
morgen,
kære. Er der noget du vil?
Rebekka.
Jeg vilde bare
høre,
høre
om du har fåt sove godt?
Faksimile
s. 59
Rosmer.
Å
[HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
, jeg har sovet så trygt og dejligt. Ingen
drømme –. (vender sig.) Og du?
drømme –. (vender sig.) Og du?
Rebekka.
Jo tak. Så ud på morgenstunden –.
Rosmer.
Jeg
ved
véd
ikke, jeg på lang tid har følt mig
så let om hjerte som nu. Å, det var rigtignok
godt, godt at jeg fik sagt det.
så let om hjerte som nu. Å, det var rigtignok
godt, godt at jeg fik sagt det.
Rebekka.
Ja, du skulde ikke ha’ tiet så længe, Rosmer.
Rosmer.
Jeg begriber ikke
selv,
selv
at jeg kunde være
så fejg.
så fejg.
Rebekka.
Nå, det var da
ikke egentlig
egentlig ikke
af fejghed –
Rosmer.
Å jo, jo, du, – når jeg ser til bunds i det,
så var der noget fejghed med.
så var der noget fejghed med.
Rebekka.
Desto kækkere da at du brød overtvert. –
(sætter sig hos ham på en stol ved skrivebordet.) Men nu vil jeg
for tælle dig noget, som jeg har gjort, – og som
du ikke må ta’ mig fortrydelig op.
(sætter sig hos ham på en stol ved skrivebordet.) Men nu vil jeg
for tælle dig noget, som jeg har gjort, – og som
du ikke må ta’ mig fortrydelig op.
Faksimile
s. 60
Rosmer.
Fortrydelig? Kære, hvor kan du tro –?
Rebekka.
Jo, for det var
kanské
kanske
lidt egenmægtigt af
mig, men –
mig, men –
Rosmer.
Nå, så lad mig høre da.
Rebekka.
Igår aftes, da denne Ulrik Brendel skulde
til at gå, – så gav jeg ham en to–tre linjer
med til Mortensgård.
til at gå, – så gav jeg ham en to–tre linjer
med til Mortensgård.
Rosmer
(lidt betænkelig).
(lidt betænkelig).
Men, kære Rebekka –. Nå, hvad skrev
du da?
du da?
Rebekka.
Jeg
skrev,
skrev
at han vilde vise dig en god
tjeneste, dersom han tog sig lidt af det ulykke-
lige menneske og hjalp ham med hvad han
kunde.
tjeneste, dersom han tog sig lidt af det ulykke-
lige menneske og hjalp ham med hvad han
kunde.
Rosmer.
Kære, det skulde du ikke ha’ gjort. Du
har bare skadet Brendel ved det. Og Mortens-
gård er jo en mand, som jeg helst ønsker at
holde mig fra livet. Du ved véd jo det udestående,
jeg har havt med ham engang.
har bare skadet Brendel ved det. Og Mortens-
gård er jo en mand, som jeg helst ønsker at
holde mig fra livet. Du ved véd jo det udestående,
jeg har havt med ham engang.
Faksimile
s. 61
Rebekka.
Men tror du da ikke, det nu kunde være
ganske bra’, bra’ om du kom i et godt godt forhold til
ham igen?
ganske bra’, bra’ om du kom i et godt godt forhold til
ham igen?
Rosmer.
Jeg? Til Mortensgård? Hvorfor det, mener du?
Rebekka.
Jo, for egentlig tryg kan du jo ikke være
nu, – siden der er kommet dette imellem dig
og vennerne.
nu, – siden der er kommet dette imellem dig
og vennerne.
Rosmer
(ser på hende og ryster på hodet).
(ser på hende og ryster på hodet).
Har du virkelig kunnet
tro,
tro
at Kroll eller
nogen af de da andre skulde ville ta’ hævn –?
At de kunde være istand i stand til at –?
nogen af de da andre skulde ville ta’ hævn –?
At de kunde være istand i stand til at –?
Rebekka.
I den første hidsighed, kære –. Ingen
kan vide det så sikkert. Jeg synes, – efter
den måden, rektoren tog det på –
kan vide det så sikkert. Jeg synes, – efter
den måden, rektoren tog det på –
Rosmer.
Å, du burde dog kende ham bedre end
som så. Kroll er en hædersmand ud og ind.
I eftermiddag går jeg ind til byen og taler med
ham. Jeg vil tale med dem alle sammen. Å,
du skal bare se, hvor let det går –
som så. Kroll er en hædersmand ud og ind.
I eftermiddag går jeg ind til byen og taler med
ham. Jeg vil tale med dem alle sammen. Å,
du skal bare se, hvor let det går –
(Madam Helseth kommer i døren til venstre.)
Faksimile
s. 62
Rebekka
(rejser sig).
(rejser sig).
Hvad er det, madam Helseth?
Madam Helseth.
Rektor Kroll står nede i forstuen.
Rosmer
(rejser sig hurtigt).
(rejser sig hurtigt).
Kroll!
Rebekka.
Rektoren! Nej, tænk –!
Madam Helseth.
Han
spør’,
spør’
om han kan få komme op og
snakke med pastoren.
snakke med pastoren.
Rosmer
(til Rebekka).
(til Rebekka).
Hvad sa’ jeg! – Ja visst kan han så. (går
til døren og råber ned af trappen.) Kom du op, kære ven!
Hjertelig velkommen skal du være!
til døren og råber ned af trappen.) Kom du op, kære ven!
Hjertelig velkommen skal du være!
(Rosmer står og holder døren åben. – Madam Helseth går. –
Rebekka trækker forhænget til foran døråbningen.
Så ordner hun et og andet.)
Rebekka trækker forhænget til foran døråbningen.
Så ordner hun et og andet.)
(Rektor Kroll, med hat i hånden, kommer ind.)
Rosmer
(stille, bevæget).
(stille, bevæget).
Jeg vidste
nok,
nok
at det ikke blev sidste
gang –
gang –
Faksimile
s. 63
Kroll.
Idag ser jeg sagerne i et helt andet lys
end igår.
end igår.
Rosmer.
Ja
Ja,
ikke sandt, Kroll? Gør du ikke det?
Nu, da du har fåt tænkt dig om –
Nu, da du har fåt tænkt dig om –
Kroll.
Du misforstår mig aldeles. (lægger sin hat på bor-
det ved kanapéen.) Det er mig magtpåliggende at få
tale med dig under fire øjne.
det ved kanapéen.) Det er mig magtpåliggende at få
tale med dig under fire øjne.
Rosmer.
Hvorfor må ikke frøken West –?
Rebekka.
Nej, nej, herr Rosmer. Jeg går.
Kroll
(ser nedad hende).
(ser nedad hende).
Og så må jeg be’ frøkenen
undskylde,
undskylde
at
jeg kommer her så tidlig på dagen. At jeg
overrasker Dem, Dem før De har fåt stunder til at –
jeg kommer her så tidlig på dagen. At jeg
overrasker Dem, Dem før De har fåt stunder til at –
Rebekka
(studser).
(studser).
Hvorledes det? Finder De, der er noget i
vejen for, for at jeg går her hjemme i morgenkjole?
vejen for, for at jeg går her hjemme i morgenkjole?
Kroll.
Bevares vel! Jeg
ved
véd
jo slet ikke, hvad
der er ble’t skik og brug på Rosmersholm.
der er ble’t skik og brug på Rosmersholm.
Faksimile
s. 64
Rosmer.
Men,
Men
Kroll, – du er jo rent som forvand-
let idag!
let idag!
Rebekka.
Jeg anbefaler mig, herr rektor.
(
Hun
hun
går ud til venstre.)
Kroll.
Med din tilladelse –
(han sætter sig på kanapéen.)
Rosmer.
Ja, kære, lad os slå os fortroligt ned og
tale sammen.
tale sammen.
(han sætter sig i en stol lige over for rektoren.)
Kroll.
Jeg har ikke fåt lukket et øje siden igår.
Jeg har ligget og tænkt og tænkt hele natten.
Jeg har ligget og tænkt og tænkt hele natten.
Rosmer.
Og hvad siger du så idag?
Kroll.
Det blir langt, Rosmer. Lad mig få be-
gynde med en slags indledning. Jeg kan for-
tælle dig lidt om Ulrik Brendel.
gynde med en slags indledning. Jeg kan for-
tælle dig lidt om Ulrik Brendel.
Rosmer.
Har han været hos dig?
Faksimile
s. 65
Kroll.
Nej. Han slog sig ned i en sjofel knejpe.
I det sjofleste selskab naturligvis. Drak og trak-
terte så længe han havde noget. Siden skældte
han hele kompaniet ud for pak og pøbel. Det
havde han nu for resten ret i. Men så fik han
prygl og blev kastet i rendestenen.
I det sjofleste selskab naturligvis. Drak og trak-
terte så længe han havde noget. Siden skældte
han hele kompaniet ud for pak og pøbel. Det
havde han nu for resten ret i. Men så fik han
prygl og blev kastet i rendestenen.
Rosmer.
Så er han vel uforbederlig alligevel.
Kroll.
Frakken havde han også sat i pant. Men den
skal være ble’t indløst for ham. Kan du gætte,
af hvem?
skal være ble’t indløst for ham. Kan du gætte,
af hvem?
Rosmer.
Af dig selv kanske?
Kroll.
Nej. Af denne noble herr Mortensgård.
Rosmer.
Ja så.
Kroll.
Jeg har ladt mig
fortælle,
fortælle
at herr Brendels
første visit galdt idioten og op plebejeren.
første visit galdt idioten og op plebejeren.
Rosmer.
Det var jo ret heldigt for ham –.
5
Faksimile
s. 66
Kroll.
Visst var det så. (læner sig over bordet, lidt nærmere
mod Rosmer.) Men nu er vi inde på en sag, som
jeg for vort gamle – for vort fordums venskabs venskab
skyld pligter at varsle dig om.
mod Rosmer.) Men nu er vi inde på en sag, som
jeg for vort gamle – for vort fordums venskabs venskab
skyld pligter at varsle dig om.
Rosmer.
Kære, hvad er da det?
Kroll.
Det er det, at der nok her i huset drives
et og andet spil bag din ryg.
et og andet spil bag din ryg.
Rosmer.
Hvor kan du tro det? Er det Reb–. Er
det frøken West, du sigter til?
det frøken West, du sigter til?
Kroll.
Ja netop. Jeg kan så godt forstå det fra
hendes side. Hun har jo nu så længe været
vant til at være den rådende her. Men allige-
vel –
hendes side. Hun har jo nu så længe været
vant til at være den rådende her. Men allige-
vel –
Rosmer.
Kære Kroll, du tar aldeles fejl i dette.
Hun og jeg, – vi lægger ikke dølgsmål for hin-
anden på nogen verdens ting.
Hun og jeg, – vi lægger ikke dølgsmål for hin-
anden på nogen verdens ting.
Kroll.
Har hun også tilståt for
dig,
dig
at hun er trådt
i brevveksling med redaktøren af «Blinkfyret»?
i brevveksling med redaktøren af «Blinkfyret»?
Faksimile
s. 67
Rosmer.
Å, du sigter til et par linjer, som hun gav
Ulrik Brendel med.
Ulrik Brendel med.
Kroll.
Du er altså kommen efter det. Og billiger
du, du at hun således indleder forbindelse med
denne skandalskriver, som hver eneste uge søger
at sætte mig i gabestokken både for min skole-
gerning og for min offentlige færd?
du, du at hun således indleder forbindelse med
denne skandalskriver, som hver eneste uge søger
at sætte mig i gabestokken både for min skole-
gerning og for min offentlige færd?
Rosmer.
Kære, den side af sagen har hun visst ikke
tænkt på engang. Og for resten så har hun
naturligvis sin fulde handlefrihed, ligesom jeg
har min.
tænkt på engang. Og for resten så har hun
naturligvis sin fulde handlefrihed, ligesom jeg
har min.
Kroll.
Så? Ja, det hører vel til den nye retning,
du nu er kommen ind på. For der, hvor du
står, der står vel frøken West også?
du nu er kommen ind på. For der, hvor du
står, der står vel frøken West også?
Rosmer.
Det gør hun. Vi to har trolig arbejdet os
frem sammen.
frem sammen.
Kroll
(ser på ham og ryster langsomt på hodet).
(ser på ham og ryster langsomt på hodet).
Å du blinde, besnærede mand!
Rosmer.
Jeg? Hvor kommer du på det?
5*
Faksimile
s. 68
Kroll.
Fordi jeg ikke vover – ikke vil tænke
det værste. Nej, nej; lad mig få tale ud. –
Du sætter jo virkelig pris på mit venskab, Ros-
mer? Og på min agtelse også? Gør du ikke det?
det værste. Nej, nej; lad mig få tale ud. –
Du sætter jo virkelig pris på mit venskab, Ros-
mer? Og på min agtelse også? Gør du ikke det?
Rosmer.
Det spørsmål behøver jeg vel ikke at
svare på.
svare på.
Kroll.
Nå, men der er andre ting, som kræver
svar, – en fuld forklaring fra din side. – Vil
du finde dig i, i at jeg holder et slags forhør –?
svar, – en fuld forklaring fra din side. – Vil
du finde dig i, i at jeg holder et slags forhør –?
Rosmer.
Forhør?
Kroll.
Ja, at jeg
spør
spør’
dig ud om et og andet,
som det kan falde dig pinligt at mindes om.
Ser du, – dette med dit frafald, – nå, med
din frigørelse, som du jo kalder det, – det
hænger sammen med så meget andet, som du
for din egen skyld må gøre mig rede for.
som det kan falde dig pinligt at mindes om.
Ser du, – dette med dit frafald, – nå, med
din frigørelse, som du jo kalder det, – det
hænger sammen med så meget andet, som du
for din egen skyld må gøre mig rede for.
Rosmer.
Kære,
spørg
spør’
du,
du
om hvad du vil. Jeg har
ingenting ingen ting at lægge skjul på.
ingenting ingen ting at lægge skjul på.
Faksimile
s. 69
Kroll.
Så sig mig da, – hvad tror du egentlig
var den dybeste grund til, til at Beate gik hen og
endte sit liv?
var den dybeste grund til, til at Beate gik hen og
endte sit liv?
Rosmer.
Kan du være i tvil om det? Eller, rettere
sagt, kan der spørges om grundene til det, som
en ulykkelig, syg, utilregnelig foretar sig?
sagt, kan der spørges om grundene til det, som
en ulykkelig, syg, utilregnelig foretar sig?
Kroll.
Er du viss
på,
på
at Beate var så aldeles util-
regnelig? Lægerne mente i alle fald, fald at det
kanske ikke var så ganske afgjort.
regnelig? Lægerne mente i alle fald, fald at det
kanske ikke var så ganske afgjort.
Rosmer.
Hvis lægerne nogensinde havde set hende
således, som jeg så mangen gang har set hende
både nætter og dage, dage. da vilde de ikke ha’
tvilet.
således, som jeg så mangen gang har set hende
både nætter og dage, dage. da vilde de ikke ha’
tvilet.
Kroll.
Jeg tvilte heller ikke dengang.
Rosmer.
A
Å
nej, det var nok desværre umuligt at
tvile, du. Jeg har jo fortalt dig om hendes
ustyrlige, vilde lidenskabelighed, – som hun
forlangte, jeg skulde gengælde. A Å , den rædsel,
hun indgød mig! Og så hendes grundløse, for-
tærende selvbebrejdelser i de sidste år.
tvile, du. Jeg har jo fortalt dig om hendes
ustyrlige, vilde lidenskabelighed, – som hun
forlangte, jeg skulde gengælde. A Å , den rædsel,
hun indgød mig! Og så hendes grundløse, for-
tærende selvbebrejdelser i de sidste år.
Faksimile
s. 70
Kroll.
Ja, da hun havde fåt
vide,
vide
at hun for hele
sit liv vilde bli’ børnløs.
sit liv vilde bli’ børnløs.
Rosmer.
Nå, tænk dig altså selv –. En slig jagende,
grufuld kval over noget ganske uforskyldt –!
Og hun skulde være tilregnelig?
grufuld kval over noget ganske uforskyldt –!
Og hun skulde være tilregnelig?
Kroll.
Hm –. Kan du huske, om du den gang
havde bøger i huset, som handled om ægte-
skabets hensigt – efter vor tids fremskredne
opfatning?
havde bøger i huset, som handled om ægte-
skabets hensigt – efter vor tids fremskredne
opfatning?
Rosmer.
Jeg
husker,
husker
at frøken West lånte mig et
sådant værk. For hun arved jo doktorens bog-
samling, som du ved véd . Men kære Kroll, du tror
da vel aldrig, vi var så uforsigtige at indvie
den stakkers syge i slige ting? Jeg kan for-
sikkre dig højt og dyrt, vi har ingen skyld. Det
var hendes egne forstyrrede hjernenerver, som
jog hende ind på de vildsomme afveje.
sådant værk. For hun arved jo doktorens bog-
samling, som du ved véd . Men kære Kroll, du tror
da vel aldrig, vi var så uforsigtige at indvie
den stakkers syge i slige ting? Jeg kan for-
sikkre dig højt og dyrt, vi har ingen skyld. Det
var hendes egne forstyrrede hjernenerver, som
jog hende ind på de vildsomme afveje.
Kroll.
Et kan jeg i alle fald fortælle dig nu. Og
det er, er at den stakkers forpinte og overspændte
Beate gjorde ende på sit eget liv for at du
skulde få leve lykkelig, – få leve frit og –
efter din lyst.
det er, er at den stakkers forpinte og overspændte
Beate gjorde ende på sit eget liv for at du
Faksimile
s. 71
skulde få leve lykkelig, – få leve frit og –
efter din lyst.
Rosmer
(er faret halvt op fra stolen).
(er faret halvt op fra stolen).
Hvad vil du sige med det?
Kroll.
Nu skal du høre rolig på mig, Rosmer.
For nu kan jeg tale om det. I sit sidste leveår
var hun to gange inde hos mig for at klage
sin angst og sin fortvilelse.
For nu kan jeg tale om det. I sit sidste leveår
var hun to gange inde hos mig for at klage
sin angst og sin fortvilelse.
Rosmer.
Over dette samme?
Kroll.
Nej. Den første gang kom hun ind og
påstod, påstod at du var på frafaldets vej. At du vilde
bryde med dine fædres tro.
påstod, påstod at du var på frafaldets vej. At du vilde
bryde med dine fædres tro.
Rosmer
(ivrig).
(ivrig).
Det, du der siger, er umuligt, Kroll! Rent
umuligt! Du må ta’ fejl i dette her.
umuligt! Du må ta’ fejl i dette her.
Kroll.
Hvorfor det?
Rosmer.
Jo, for så længe Beate leved, gik jeg endnu
i tvil og kamp med mig selv. Og den kamp
udkæmped jeg ensom og i den fuldeste stilhed.
Jeg tror ikke en gang, gang at Rebekka –
i tvil og kamp med mig selv. Og den kamp
udkæmped jeg ensom og i den fuldeste stilhed.
Jeg tror ikke en gang, gang at Rebekka –
Faksimile
s. 72
Kroll.
Rebekka?
Rosmer.
Nå ja, – frøken West. Jeg kalder hende
Rebekka for nemheds skyld.
Rebekka for nemheds skyld.
Kroll.
Jeg har lagt mærke til det.
Rosmer.
Derfor er det mig så ubegribeligt, hvorledes
Beate kunde komme ind på den tanke. Og
hvorfor talte hun ikke til mig selv om det?
Og det har hun aldrig gjort. Aldrig med et
eneste ord.
Beate kunde komme ind på den tanke. Og
hvorfor talte hun ikke til mig selv om det?
Og det har hun aldrig gjort. Aldrig med et
eneste ord.
Kroll.
Stakker, – hun bad og trygled
om,
om
at jeg
skulde tale til dig.
skulde tale til dig.
Rosmer.
Og hvorfor gjorde du så ikke det?
Kroll.
Kunde jeg dengang et øjeblik tvile
på,
på
at
hun var sindsforvirret? En slig anklage imod en
mand som du! – Og så kom hun igen, – vel
en måneds tid bagefter. Da var hun roligere
at se til. Men da hun gik, sa’ hun: Nu kan
de snart vente den hvide hesten på Rosmers-
holm.
hun var sindsforvirret? En slig anklage imod en
mand som du! – Og så kom hun igen, – vel
en måneds tid bagefter. Da var hun roligere
at se til. Men da hun gik, sa’ hun: Nu kan
de snart vente den hvide hesten på Rosmers-
holm.
Faksimile
s. 73
Rosmer.
Ja, ja. Den hvide hesten, – den talte hun
så tidt om.
så tidt om.
Kroll.
Og da jeg så prøvte at få hende bort fra
de triste tanker, så svarte hun bare: Jeg har
ikke lang tid igen. For nu må Johannes straks
gifte sig med Rebekka.
de triste tanker, så svarte hun bare: Jeg har
ikke lang tid igen. For nu må Johannes straks
gifte sig med Rebekka.
Rosmer
(næsten målløs).
(næsten målløs).
Hvad er det, du siger –! Jeg gifte mig
med –!
med –!
Kroll.
Det var en torsdags eftermiddag. – Lør-
dags aften kasted kastede hun sig fra kloppen ned i
møllefossen.
dags aften kasted kastede hun sig fra kloppen ned i
møllefossen.
Rosmer.
Og du, som ikke varsled os –!
Kroll.
Du
ved
véd
jo selv, hvor ofte hun lod ord falde
om, om at nu måtte hun visst snart dø.
om, om at nu måtte hun visst snart dø.
Rosmer.
Det
ved
véd
jeg nok. Men alligevel; – du
skulde varslet os!
skulde varslet os!
Kroll.
Det tænkte jeg også på. Men da var det
for sent.
for sent.
Faksimile
s. 74
Rosmer.
Men hvorfor har du så ikke siden efter –?
Hvorfor har du fortiet alt dette?
Hvorfor har du fortiet alt dette?
Kroll.
Hvad skulde det tjene til at komme her og
pine og oprive dig endnu mere? Jeg har jo
holdt det alt sammen for lutter tomme og vilde
indbildninger. – Lige til igår aftes.
pine og oprive dig endnu mere? Jeg har jo
holdt det alt sammen for lutter tomme og vilde
indbildninger. – Lige til igår aftes.
Rosmer.
Altså ikke nu længer?
Kroll.
Så ikke Beate ganske klart, da hun
sa’,
sa’
at
du vilde falde fra din barnetro?
du vilde falde fra din barnetro?
Rosmer
( stirrer stirer frem for sig).
( stirrer stirer frem for sig).
Ja, det forstår jeg ikke. Det er mig det
ubegribeligste af alt i verden.
ubegribeligste af alt i verden.
Kroll.
Ubegribelig eller ikke, – det er nu engang
så. Og nu spør’ jeg dig, Rosmer, – hvor
megen sandhed ligger der i hendes anden be-
skyldning? I den sidste, mener jeg.
så. Og nu spør’ jeg dig, Rosmer, – hvor
megen sandhed ligger der i hendes anden be-
skyldning? I den sidste, mener jeg.
Rosmer.
Beskyldning? Var da det en beskyldning?
Faksimile
s. 75
Kroll.
Du la’ kanske ikke mærke til, hvorledes
ordene faldt. Hun vilde gå bort, sa’ hun –.
Hvorfor? Nå?
ordene faldt. Hun vilde gå bort, sa’ hun –.
Hvorfor? Nå?
Rosmer.
Jo, for at jeg kunde gifte mig med Rebekka –.
Kroll.
Ordene faldt ikke ganske så. Beate ud-
trykte sig anderledes. Hun sa’: Jeg har ikke
lang tid igen. For nu må Johannes straks
gifte sig med Rebekka.
trykte sig anderledes. Hun sa’: Jeg har ikke
lang tid igen. For nu må Johannes straks
gifte sig med Rebekka.
Rosmer
(ser en stund på ham; så rejser han sig).
(ser en stund på ham; så rejser han sig).
Nu forstår jeg dig, Kroll.
Kroll.
Og så? Hvad svar har du?
Rosmer
(altid stille, behersket).
(altid stille, behersket).
På noget så uhørt –? Det eneste rette
svar vilde være at pege mod døren.
svar vilde være at pege mod døren.
Kroll
(rejser sig).
(rejser sig).
Godt og vel.
Rosmer
(stiller sig foran ham).
(stiller sig foran ham).
Hør nu her. I over år og dag, – lige
siden Beate gik bort, – har Rebekka West og
jeg levet alene her på Rosmersholm. I al den
tid har du kendt Beates beskyldning imod os.
Men aldrig et øjeblik har jeg mærket, mærket at du tog
anstød af, af at Rebekka og jeg leved sammen her.
siden Beate gik bort, – har Rebekka West og
Faksimile
s. 76
jeg levet alene her på Rosmersholm. I al den
tid har du kendt Beates beskyldning imod os.
Men aldrig et øjeblik har jeg mærket, mærket at du tog
anstød af, af at Rebekka og jeg leved sammen her.
Kroll.
Jeg vidste ikke før igår aftes, at det var
en frafalden mand og en – frigjort kvinde, som
førte dette samliv.
en frafalden mand og en – frigjort kvinde, som
førte dette samliv.
Rosmer.
Ah –! Du tror altså
ikke,
ikke
at der hos fra-
faldne og frigjorte mennesker kan findes renheds-
sind? Du tror ikke, ikke de kan ha’ sædeligheds-
kravet i sig som en naturtrang!
faldne og frigjorte mennesker kan findes renheds-
sind? Du tror ikke, ikke de kan ha’ sædeligheds-
kravet i sig som en naturtrang!
Kroll.
Jeg bygger ikke stort på den slags sædelig-
hed, som ikke har sin rod i kirkens tro.
hed, som ikke har sin rod i kirkens tro.
Rosmer.
Og dette lar du gælde om Rebekka og
mig også? Om mit og Rebekkas forhold –? forhold –!
mig også? Om mit og Rebekkas forhold –? forhold –!
Kroll.
Jeg kan ikke til gunst for jer to fravige
den mening, at der vel ikke er nogen svælgende
kløft mellem den fri tanke og – hm.
den mening, at der vel ikke er nogen svælgende
kløft mellem den fri tanke og – hm.
Rosmer.
Og hvad –?
Faksimile
s. 77
Kroll.
– og den fri kærlighed, – siden du ende-
lig vil høre det.
lig vil høre det.
Rosmer
(sagte).
(sagte).
Og det skammer du dig ikke for at sige
til mig! Du, som har kendt mig lige fra min
tidligste ungdom af.
til mig! Du, som har kendt mig lige fra min
tidligste ungdom af.
Kroll.
Just derfor. Jeg
ved
véd
, hvor let du lar dig
påvirke af de mennesker, du omgås med. Og
denne din Rebekka –. Nå, denne frøken West,
– hende kender vi jo egentlig ikke videre til.
Kort og godt, Rosmer, – jeg opgir dig ikke.
Og du selv, – du må søge at redde dig i tide.
påvirke af de mennesker, du omgås med. Og
denne din Rebekka –. Nå, denne frøken West,
– hende kender vi jo egentlig ikke videre til.
Kort og godt, Rosmer, – jeg opgir dig ikke.
Og du selv, – du må søge at redde dig i tide.
Rosmer.
Redde mig? Hvorledes –?
(Madam Helseth kikker ind gennem døren til venstre.)
Rosmer.
Hvad vil De?
Madam Helseth.
Jeg skulde be’ frøkenen komme ned.
Rosmer.
Frøkenen er ikke her oppe.
Faksimile
s. 78
Madam Helseth.
Så? (ser sig om.) Det var da besynderligt.
(hun går.)
Rosmer.
Du sa’ –?
Kroll.
Hør nu. Hvad der her er gåt for sig i
løndom, løndom mens Beate leved, – og hvad der
fremdeles går for sig her, – det vil jeg ikke
forske nøjere efter. Du var jo dybt ulykkelig i
dit ægteskab. Og det får vel på en måde tale
til din undskyldning –
løndom, løndom mens Beate leved, – og hvad der
fremdeles går for sig her, – det vil jeg ikke
forske nøjere efter. Du var jo dybt ulykkelig i
dit ægteskab. Og det får vel på en måde tale
til din undskyldning –
Rosmer.
Å, hvor lidet du i grunden kender mig –!
Kroll.
Afbryd mig ikke. Det er det, jeg vil
sige, – at skal endelig dette samliv med frøken
West fortsættes, så er det aldeles nødvendigt, nødvendigt
at du dysser ned det omslag, – det sørgelige
frafald, – som hun har forledet dig til. Lad
mig tale! Lad mig tale! Jeg siger, at når galt
skal være, så tænk og mén og tro, i herrens Herrens
navn, alt hvad du vil – både i den ene ret-
ning og i den anden. Men behold bare dine
meninger for dig selv. Dette her er jo en rent
personlig sag. Der er da ingen nødvendighed
for, for at sligt noget råbes ud over hele landet.
sige, – at skal endelig dette samliv med frøken
West fortsættes, så er det aldeles nødvendigt, nødvendigt
at du dysser ned det omslag, – det sørgelige
frafald, – som hun har forledet dig til. Lad
mig tale! Lad mig tale! Jeg siger, at når galt
skal være, så tænk og mén og tro, i herrens Herrens
navn, alt hvad du vil – både i den ene ret-
ning og i den anden. Men behold bare dine
meninger for dig selv. Dette her er jo en rent
personlig sag. Der er da ingen nødvendighed
for, for at sligt noget råbes ud over hele landet.
Faksimile
s. 79
Rosmer.
Det er en nødvendighed for mig at komme
ud af en falsk og tvetydig stilling.
ud af en falsk og tvetydig stilling.
Kroll.
Men du har en pligt imod din slægts tradi-
tioner, Rosmer! Husk på det! Rosmersholm har
siden umindelige tider været som et arnested
for tugt og orden, – for respektfuld agtelse
lige over for alt det, der er hævdet og god-
kendt af de bedste i samfundet. Hele egnen
har ta’t sit præg fra Rosmersholm. Det vil
fremkalde en usalig, en ubodelig forvirring, der-
som det rygtes, rygtes at du selv har brudt med,
hvad jeg vil kalde den rosmerske familjetanke.
tioner, Rosmer! Husk på det! Rosmersholm har
siden umindelige tider været som et arnested
for tugt og orden, – for respektfuld agtelse
lige over for alt det, der er hævdet og god-
kendt af de bedste i samfundet. Hele egnen
har ta’t sit præg fra Rosmersholm. Det vil
fremkalde en usalig, en ubodelig forvirring, der-
som det rygtes, rygtes at du selv har brudt med,
hvad jeg vil kalde den rosmerske familjetanke.
Rosmer.
Kære Kroll, – jeg kan ikke se sagen så.
Jeg synes, det er en uafviselig pligt for mig at
tænde lidt lys og glæde her, hvor slægten
Rosmer har skabt mørke og tyngsel gennem
alle de lange, lange tider.
Jeg synes, det er en uafviselig pligt for mig at
tænde lidt lys og glæde her, hvor slægten
Rosmer har skabt mørke og tyngsel gennem
alle de lange, lange tider.
Kroll
(ser strængt på ham).
(ser strængt på ham).
Jo, det vilde være en værdig gerning for
den mand, med hvem slægten dør ud. Lad
sligt ligge, du. Det er ikke passeligt arbejde
for dig. Du er skabt til at leve som den stille
forsker.
den mand, med hvem slægten dør ud. Lad
sligt ligge, du. Det er ikke passeligt arbejde
for dig. Du er skabt til at leve som den stille
forsker.
Faksimile
s. 80
Rosmer.
Ja, det kan så være. Men jeg vil nu med
i livsstriden en gang, jeg også.
i livsstriden en gang, jeg også.
Kroll.
Den livsstrid, –
ved
véd
du, hvad den blir for
dig? Den blir en kamp på liv og død med alle
dine venner.
dig? Den blir en kamp på liv og død med alle
dine venner.
Rosmer
(stille).
(stille).
De er vel ikke alle sammen så fanatiske
som du.
som du.
Kroll.
Du er en troskyldig sjæl, Rosmer. En uer-
faren sjæl er du. Du aner ikke, hvor over-
hændigt uvejret vil komme over dig.
faren sjæl er du. Du aner ikke, hvor over-
hændigt uvejret vil komme over dig.
(Madam Helseth glytter på døren til venstre.)
Madam Helseth.
Jeg skulde spørge fra frøkenen –
Rosmer.
Hvad er det?
Madam Helseth.
Der er en nede, som gerne vilde snakke
et ord med pastoren.
et ord med pastoren.
Rosmer.
Er det kanske ham, som var her igår aftes?
Faksimile
s. 81
Madam Helseth.
Nej, det er denne her Mortensgård.
Rosmer.
Mortensgård!
Kroll.
Aha! Så vidt er vi altså! Så vidt alle-
rede!
rede!
Rosmer.
Hvad vil han mig? Hvorfor lod De ham
ikke gå igen?
ikke gå igen?
Madam Helseth.
Frøkenen sa’, jeg skulde
spørge,
spørge
om han
måtte komme op.
måtte komme op.
Rosmer.
Sig
ham,
ham
at her er nogen –
Kroll
(til madam Helseth).
(til madam Helseth).
Lad De ham bare komme, madam.
(Madam Helseth går.)
Kroll
(tar sin hat).
(tar sin hat).
Jeg viger marken – foreløbig. Men hoved-
slaget er ikke slåt endnu.
slaget er ikke slåt endnu.
Rosmer.
Så sandt jeg lever, Kroll, – jeg har ikke
noget med Mortensgård Mortensgår at skaffe.
noget med Mortensgård Mortensgår at skaffe.
6
Faksimile
s. 82
Kroll.
Jeg tror dig ikke længer. Ikke på
noget
noge
punkt. Ikke i noget forhold tror jeg dig her-
efter. Nu gælder det krig på kniven. Vi vil
dog prøve, om vi ikke kan få gjort dig
uskadelig.
punkt. Ikke i noget forhold tror jeg dig her-
efter. Nu gælder det krig på kniven. Vi vil
dog prøve, om vi ikke kan få gjort dig
uskadelig.
Rosmer.
Å, Kroll, – hvor dybt, – hvor lavt nede
du står nu!
du står nu!
Kroll.
Jeg? Og det siger en sådan en, som du
er! Husk på Beate!
er! Husk på Beate!
Rosmer.
Kommer du igen tilbage til det!
Kroll.
Nej. Møllefossens gåde får du se at løse
efter din samvittighed, – hvis du endnu har
noget af den slags i behold.
efter din samvittighed, – hvis du endnu har
noget af den slags i behold.
(Peder Mortensgård kommer sagte og stille ind gennem døren til
venstre. Han er en liden spinkel mand med tyndt rødligt hår og skæg.)
venstre. Han er en liden spinkel mand med tyndt rødligt hår og skæg.)
Kroll
(med et hadefuldt øjekast).
(med et hadefuldt øjekast).
Nå, «Blinkfyret» altså –. Tændt på Ros-
mersholm. (knapper sin frakke.) Ja, så kan jeg ikke
være i tvil om, hvad kurs jeg skal styre.
mersholm. (knapper sin frakke.) Ja, så kan jeg ikke
være i tvil om, hvad kurs jeg skal styre.
Faksimile
s. 83
Mortensgård
(spagfærdig).
(spagfærdig).
«Blinkfyret» skal altid holdes tændt for at
lyse rektoren hjem.
lyse rektoren hjem.
Kroll.
Ja, De har længe vist Deres gode vilje.
Der er jo rigtignok et bud, som siger, siger at vi ikke
skal aflægge falskt vidnesbyrd imod vor næste –
Der er jo rigtignok et bud, som siger, siger at vi ikke
skal aflægge falskt vidnesbyrd imod vor næste –
Mortensgård.
Rektoren behøver ikke at undervise mig
om budene.
om budene.
Kroll.
Ikke om det sjette heller?
Rosmer.
Kroll –!
Mortensgård.
Behøves det, så er vel pastoren den nær-
meste mand.
meste mand.
Kroll
(med dulgt hån).
(med dulgt hån).
Pastoren? Ja, unægtelig er pastor Rosmer
den nærmeste mand i det stykke. – Godt ud-
bytte, mine herrer!
den nærmeste mand i det stykke. – Godt ud-
bytte, mine herrer!
(han går og slår døren i efter sig.)
Rosmer
(blir ved at se mod døren og siger hen for sig).
(blir ved at se mod døren og siger hen for sig).
Ja, ja, – det får så være da. (vender sig.)
Vil De sige mig, herr Mortensgård, hvad der
fører Dem her ud til mig?
6*
Faksimile
s. 84
Vil De sige mig, herr Mortensgård, hvad der
fører Dem her ud til mig?
Mortensgård.
Det var egentlig frøken West, jeg søgte.
Jeg syntes, jeg måtte takke hende for det gode
brev, jeg fik fra hende igår.
Jeg syntes, jeg måtte takke hende for det gode
brev, jeg fik fra hende igår.
Rosmer.
Jeg
ved
véd
, hun har skrevet Dem til. Fik De
så tale med hende?
så tale med hende?
Mortensgård.
Ja, lidt. (med et svagt smil.) Jeg hører, syns-
måderne har ændret sig i et og andet her ude
på Rosmersholm.
måderne har ændret sig i et og andet her ude
på Rosmersholm.
Rosmer.
Mine synsmåder har ændret sig i mangt og
meget. Jeg kan næsten sige – i alt.
meget. Jeg kan næsten sige – i alt.
Mortensgård.
Hun sa’ det, frøkenen. Og derfor så mente
hun, jeg skulde gå op og snakke lidt med pa-
storen om dette her.
hun, jeg skulde gå op og snakke lidt med pa-
storen om dette her.
Rosmer.
Om hvad, herr Mortensgård?
Faksimile
s. 85
Mortensgård.
Må jeg få lov til at fortælle i
«Blinkfyret»,
«Blinkfyret»
at De er kommet på andre tanker, – og at De
slutter Dem til frisindets og fremskridtets sag?
at De er kommet på andre tanker, – og at De
slutter Dem til frisindets og fremskridtets sag?
Rosmer.
Det må De gerne gøre. Jeg
bér
be’r
Dem end-
også om at fortælle det.
også om at fortælle det.
Mortensgård.
Så skal det stå der imorgen tidlig. Det
vil bli’ en stor og vigtig nyhed, det, at pastor
Rosmer på Rosmersholm mener, mener at han kan
stride for lysets sag i den betydning også.
vil bli’ en stor og vigtig nyhed, det, at pastor
Rosmer på Rosmersholm mener, mener at han kan
stride for lysets sag i den betydning også.
Rosmer.
Jeg forstår Dem ikke rigtig.
Mortensgård.
Jeg siger som så, at det gir vort parti et
stærkt moralsk rygstød hver gang vi vinder en
alvorlig, kristeligt sindet tilhænger.
stærkt moralsk rygstød hver gang vi vinder en
alvorlig, kristeligt sindet tilhænger.
Rosmer
(noget forundret).
(noget forundret).
De
ved
véd
altså ikke –? Har ikke frøken
West sagt Dem det også?
West sagt Dem det også?
Mortensgård.
Hvilket, herr pastor? Frøkenen havde nok
svært hastværk. Hun sa’, jeg skulde gå oven-
på og få høre resten af Dem selv.
svært hastværk. Hun sa’, jeg skulde gå oven-
på og få høre resten af Dem selv.
Faksimile
s. 86
Rosmer.
Nå, så vil jeg da sige Dem, at jeg har fri-
gjort mig fuldt ud. Til alle sider. Jeg står nu
uden noget som helst forhold til kirkens lære-
sætninger. De sager kommer mig ikke det rin-
geste ved herefterdags.
gjort mig fuldt ud. Til alle sider. Jeg står nu
uden noget som helst forhold til kirkens lære-
sætninger. De sager kommer mig ikke det rin-
geste ved herefterdags.
Mortensgård
(ser fortumlet på ham).
(ser fortumlet på ham).
Nej, – om så månen faldt ende ned, kunde
jeg ikke bli’ mere –! Selve pastoren siger sig
løs –!
jeg ikke bli’ mere –! Selve pastoren siger sig
løs –!
Rosmer.
Ja, jeg står nu der, hvor De selv har ståt
i lange tider. Det kan De altså meddele i
«Blinkfyret» imorgen.
i lange tider. Det kan De altså meddele i
«Blinkfyret» imorgen.
Mortensgård.
Det også? Nej, kære herr pastor –. Und-
skyld mig, – men den side af sagen er det
ikke værdt at røre ved.
skyld mig, – men den side af sagen er det
ikke værdt at røre ved.
Rosmer.
Ikke røre ved dette?
Mortensgård.
Ikke for det første, mener jeg.
Rosmer.
Men jeg begriber ikke –.
Faksimile
s. 87
Mortensgård.
Jo, for ser De, herr pastor –. De er nu
vel ikke sådan inde i alle forholdene som jeg,
kan jeg tænke. Men når De nu altså er gåt
over til den frisindede retning, – og når De,
– som frøken West sa’, – vil ta’ del i be-
vægelsen, – så gør De det vel med det ønske
at være både retningen og bevægelsen så nyttig,
som De på nogen måde være kan.
vel ikke sådan inde i alle forholdene som jeg,
kan jeg tænke. Men når De nu altså er gåt
over til den frisindede retning, – og når De,
– som frøken West sa’, – vil ta’ del i be-
vægelsen, – så gør De det vel med det ønske
at være både retningen og bevægelsen så nyttig,
som De på nogen måde være kan.
Rosmer.
Ja, det vilde jeg så inderlig gerne.
Mortensgård.
Nå; men da vil jeg bare la’ Dem vide det,
herr pastor, at træder De åbenlyst frem med
dette her om Deres frafald fra kirken, så binder
De Deres egne hænder lige straks på timen.
herr pastor, at træder De åbenlyst frem med
dette her om Deres frafald fra kirken, så binder
De Deres egne hænder lige straks på timen.
Rosmer.
Tror De det?
Mortensgård.
Ja, De kan være viss på, der blir ikke stort
for Dem at udrette her på disse kanter da. Og
desuden, – fritænkere har vi nok af i forvejen,
herr pastor. Jeg havde nær sagt, – vi har
altfor mange af den slags folk. Det, som par-
tiet trænger til, det er kristelige elementer, –
noget, som alle må respektere. Det er det, som
det skorter os så svært på. Derfor er det råde-
ligst, rådeligst at De holder tæt med alt sligt, som ikke
kommer almenheden ved. Se, det er nu min
mening.
for Dem at udrette her på disse kanter da. Og
desuden, – fritænkere har vi nok af i forvejen,
herr pastor. Jeg havde nær sagt, – vi har
altfor mange af den slags folk. Det, som par-
tiet trænger til, det er kristelige elementer, –
Faksimile
s. 88
noget, som alle må respektere. Det er det, som
det skorter os så svært på. Derfor er det råde-
ligst, rådeligst at De holder tæt med alt sligt, som ikke
kommer almenheden ved. Se, det er nu min
mening.
Rosmer.
Ja så. De vover altså ikke at indlade Dem
med mig, dersom jeg åbent bekender mit fra-
fald?
med mig, dersom jeg åbent bekender mit fra-
fald?
Mortensgård
(ryster på hodet).
(ryster på hodet).
Jeg tør så nødig, herr pastor. I den senere
tid har jeg gjort mig til regel, aldrig at støtte
noget eller nogen, som vil de kirkelige ting
til livs.
tid har jeg gjort mig til regel, aldrig at støtte
noget eller nogen, som vil de kirkelige ting
til livs.
Rosmer.
Er De da selv i den senere tid vendt til-
bage til det kirkelige?
bage til det kirkelige?
Mortensgård.
Det får bli’ en sag for sig.
Rosmer.
Nå, således altså. Ja, da forstår jeg Dem.
Mortensgård.
Herr pastor, – De burde huske
på,
på
at jeg,
– særlig jeg, – ikke har fuld handlefrihed.
– særlig jeg, – ikke har fuld handlefrihed.
Rosmer.
Hvad binder Dem da?
Faksimile
s. 89
Mortensgård.
Der binder mig det, at jeg er en mærket
mand.
mand.
Rosmer.
Ah, – ja så.
Mortensgård.
En mærket mand, herr pastor. Det burde
særlig De huske på. For det var da først og
fremst Dem, som fik sat mærket på mig.
særlig De huske på. For det var da først og
fremst Dem, som fik sat mærket på mig.
Rosmer.
Havde jeg den gang ståt, hvor jeg nu står,
så havde jeg ta’t på Deres forseelse med var-
sommere hænder.
så havde jeg ta’t på Deres forseelse med var-
sommere hænder.
Mortensgård.
Det tænker jeg med. Men nu er det for
sent. De har mærket mig en gang for alle.
Mærket mig for hele livet. Nå, De skønner vel
ikke fuldt ud, hvad sligt noget har på sig. Men
nu kan De kanske snart få føle den svien selv,
herr pastor.
sent. De har mærket mig en gang for alle.
Mærket mig for hele livet. Nå, De skønner vel
ikke fuldt ud, hvad sligt noget har på sig. Men
nu kan De kanske snart få føle den svien selv,
herr pastor.
Rosmer.
Jeg?
Mortensgård.
Ja. For De tror da vel
aldrig,
aldrig
at rektor
Kroll og hans kreds har syndsforladelse for et
sligt brud som Deres? Og «Amtstidenden» skal
nok bli’ svært blodig nu, siges der. Det kan
godt hænde, hænde at De blir en mærket mand, De
også.
Kroll og hans kreds har syndsforladelse for et
sligt brud som Deres? Og «Amtstidenden» skal
nok bli’ svært blodig nu, siges der. Det kan
Faksimile
s. 90
godt hænde, hænde at De blir en mærket mand, De
også.
Rosmer.
Jeg føler mig usårlig på alle personlige om-
råder, herr Mortensgård. Min vandel lar sig
ikke angribe.
råder, herr Mortensgård. Min vandel lar sig
ikke angribe.
Mortensgård
(med et lunt smil).
(med et lunt smil).
Det var et stort ord, det, herr pastor.
Rosmer.
Kan gerne være. Men jeg har ret til at
bruge så stort et ord.
bruge så stort et ord.
Mortensgård.
Også om De vilde ransage Deres vandel så
grundigt, som De engang ransaged min?
grundigt, som De engang ransaged min?
Rosmer.
De siger dette så besynderlig. Hvad er
det for noget, De sigter til? Er det noget be-
stemt?
det for noget, De sigter til? Er det noget be-
stemt?
Mortensgård.
Ja, det er
en
én
bestemt sag. Bare en eneste
en. Men den turde bli’ slem nok, om ond-
skabsfulde modstandere havde nys om den.
en. Men den turde bli’ slem nok, om ond-
skabsfulde modstandere havde nys om den.
Rosmer.
Vil De så værs’god la’ mig høre, hvad det
skulde være for noget.
skulde være for noget.
Faksimile
s. 91
Mortensgård.
Kan ikke pastoren gætte det selv?
Rosmer.
Nej, aldeles ikke. Ikke på nogen måde.
Mortensgård.
Jaja
Ja-ja
, så får jeg vel rykke ud med det da.
– Jeg har i mit værge et underligt brev, som
er skrevet her på Rosmersholm.
– Jeg har i mit værge et underligt brev, som
er skrevet her på Rosmersholm.
Rosmer.
Frøken Wests brev, mener De? Er det så
underligt?
underligt?
Mortensgård.
Nej, det brevet er ikke underligt. Men jeg
har en gang fåt et andet brev her fra gården.
har en gang fåt et andet brev her fra gården.
Rosmer.
Også fra frøken West?
Mortensgård.
Nej, herr pastor.
Rosmer.
Nå, fra hvem da? Fra hvem?
Mortensgård.
Fra salig fruen.
Rosmer.
Fra min hustru! Har De fåt noget brev
fra min hustru!
fra min hustru!
Faksimile
s. 92
Mortensgård.
Ja, jeg har det.
Rosmer.
Når?
Mortensgård.
Det var i salig fruens sidste levetid. Det
kan nu vel være så en halvandet år siden. Og
det brevet er det, som er så underligt.
kan nu vel være så en halvandet år siden. Og
det brevet er det, som er så underligt.
Rosmer.
De
ved
véd
vel,
vel
at min hustru var syg på
sindet i den tid.
sindet i den tid.
Mortensgård.
Ja, jeg
ved
véd
, der var mange, som trode det.
Men jeg synes ikke, en kunde mærke sligt noget
af brevet. Når jeg siger, siger at brevet er underligt,
så mener jeg det på en anden måde.
Men jeg synes ikke, en kunde mærke sligt noget
af brevet. Når jeg siger, siger at brevet er underligt,
så mener jeg det på en anden måde.
Rosmer.
Og hvad i al verden har min stakkers hustru
fundet på at skrive til Dem om?
fundet på at skrive til Dem om?
Mortensgård.
Jeg har brevet hjemme. Hun begynder
omtrent som så, at hun lever i stor skræk og
gru. For der er her på disse kanter så mange
onde mennesker, skriver hun. Og de mennesker
tænker bare på at gøre Dem fortræd og skade.
omtrent som så, at hun lever i stor skræk og
gru. For der er her på disse kanter så mange
onde mennesker, skriver hun. Og de mennesker
tænker bare på at gøre Dem fortræd og skade.
Faksimile
s. 93
Rosmer.
Mig?
Mortensgård.
Ja, så siger hun. Og så kommer det under-
ligste. Skal jeg nævne det, herr pastor?
ligste. Skal jeg nævne det, herr pastor?
Rosmer.
Ja visst! Alt sammen. Uden forbehold.
Mortensgård.
Salig fruen
be’r
bér
og bønfalder mig om at
være højmodig. Hun ved véd , siger hun, at det var
pastoren, som fik mig afsat fra min lærerbestilling.
Og så be’r bér hun så inderlig om, om at jeg ikke må
ta’ hævn.
være højmodig. Hun ved véd , siger hun, at det var
pastoren, som fik mig afsat fra min lærerbestilling.
Og så be’r bér hun så inderlig om, om at jeg ikke må
ta’ hævn.
Rosmer.
Hvorledes tænkte hun sig
da,
da
at De kunde
ta’ hævn?
ta’ hævn?
Mortensgård.
Der står i brevet, at hvis jeg skulde få
høre rygter om, om at der gik syndige ting i svang
på Rosmersholm, så måtte jeg ikke fæste lid til
sligt noget; for det var bare slette mennesker,
som spredte det ud for at gøre Dem ulykkelig.
høre rygter om, om at der gik syndige ting i svang
på Rosmersholm, så måtte jeg ikke fæste lid til
sligt noget; for det var bare slette mennesker,
som spredte det ud for at gøre Dem ulykkelig.
Rosmer.
Står det i brevet!
Mortensgård.
Pastoren kan selv få læse det ved lejlighed.
Faksimile
s. 94
Rosmer.
Men jeg begriber ikke –! Hvad bildte
hun sig da ind, ind at de onde rygter gik ud på?
hun sig da ind, ind at de onde rygter gik ud på?
Mortensgård.
Først, at pastoren skulde være falden ifra
sin barnetro. Det nægted nu fruen ganske be-
stemt – dengang. Og dernæst – hm –
sin barnetro. Det nægted nu fruen ganske be-
stemt – dengang. Og dernæst – hm –
Rosmer.
Dernæst?
Mortensgård.
Ja dernæst skriver hun, – og det er temme-
lig forvirret, – at hun ikke kender til noget
syndigt forhold på Rosmersholm. At der aldrig
er øvet nogen uret imod hende. Og hvis rygter
af den slags skulde komme ud, så bønfalder
hun mig om ikke at røre ved det i «Blinkfyret».
lig forvirret, – at hun ikke kender til noget
syndigt forhold på Rosmersholm. At der aldrig
er øvet nogen uret imod hende. Og hvis rygter
af den slags skulde komme ud, så bønfalder
hun mig om ikke at røre ved det i «Blinkfyret».
Rosmer.
Nævnes ikke noget navn?
Mortensgård.
Nej.
Rosmer.
Hvem bragte Dem det brev?
Mortensgård.
Jeg har lovet, ikke at sige det. Det blev
båret ind til mig en kveld i mørkningen.
båret ind til mig en kveld i mørkningen.
Faksimile
s. 95
Rosmer.
Havde De spurgt Dem for straks, så havde
De fåt vide, vide at min stakkers ulykkelige hustru
ikke var fuldt tilregnelig.
De fåt vide, vide at min stakkers ulykkelige hustru
ikke var fuldt tilregnelig.
Mortensgård.
Jeg
spurte
spurgte
også, herr pastor. Men jeg må
sige, jeg fik ikke rigtig det indtryk.
sige, jeg fik ikke rigtig det indtryk.
Rosmer.
Ikke det? – Men hvorfor oplyser De mig
egentlig nu om dette gamle forvirrede brev?
egentlig nu om dette gamle forvirrede brev?
Mortensgård.
For at gi’ Dem det råd at være yderlig
forsigtig, pastor Rosmer.
forsigtig, pastor Rosmer.
Rosmer.
I mit liv, mener De?
Mortensgård.
Ja. De må huske på, De er ikke nogen
fredlyst mand herefterdags.
fredlyst mand herefterdags.
Rosmer.
De holder således fast ved, at her er noget
at lægge dølgsmål på?
at lægge dølgsmål på?
Mortensgård.
Jeg
ved
véd
ikke, hvorfor en frigjort mand skulde
la’ være at leve livet så fuldt ud som muligt.
Men vær, som sagt, bare forsigtig efter denne
dag. Skulde der rygtes et eller andet, som er
på tvers med fordommene, så kan De være viss
på, på at hele den fri åndsretning får høre ilde for
det. – Farvel, pastor Rosmer.
la’ være at leve livet så fuldt ud som muligt.
Faksimile
s. 96
Men vær, som sagt, bare forsigtig efter denne
dag. Skulde der rygtes et eller andet, som er
på tvers med fordommene, så kan De være viss
på, på at hele den fri åndsretning får høre ilde for
det. – Farvel, pastor Rosmer.
Rosmer.
Farvel.
Mortensgård.
Og så går jeg lige i trykkeriet og sætter
ind den store nyheden i «Blinkfyret».
ind den store nyheden i «Blinkfyret».
Rosmer.
Sæt alt ind.
Mortensgård.
Jeg sætter ind alt det, som godtfolk be-
høver at vide.
høver at vide.
(Han hilser og går. Rosmer blir stående i
døren,
døren
mens han går ned
af a trappen. Man hører gadedøren lukkes.)
af a trappen. Man hører gadedøren lukkes.)
Rosmer
(i døren, kalder dæmpet).
(i døren, kalder dæmpet).
Rebekka! Re–. Hm. (højt.) Madam Hel-
seth, – er ikke frøken West dernede?
seth, – er ikke frøken West dernede?
Madam Helseth
(høres nede i forstuen).
(høres nede i forstuen).
Nej, herr pastor, her er hun ikke.
(Forhænget i baggrunden drages til side. Rebekka kommer til syne
i døråbningen.)
i døråbningen.)
Faksimile
s. 97
Rebekka.
Rosmer!
Rosmer
(vender sig).
(vender sig).
Hvad! Var du inde i mit sovekammer!
Kære, hvad har du gjort der?
Kære, hvad har du gjort der?
Rebekka
(går hen til ham).
(går hen til ham).
Jeg har lyttet.
Rosmer.
Nej men, Rebekka, hvor kunde du da det!
Rebekka.
Jo, jeg kunde. Han sa’ det så stygt, –
det om morgenkjolen –
det om morgenkjolen –
Rosmer.
Ah, så du var også derinde da Kroll –?
Rebekka.
Ja. Jeg vilde vide, hvad der stak under
med ham.
med ham.
Rosmer.
Jeg skulde nok ha’ fortalt dig det.
Rebekka.
Du havde knapt fortalt mig alt. Og visst
ikke med hans egne ord.
ikke med hans egne ord.
7
Faksimile
s. 98
Rosmer.
Hørte du da alt?
Rebekka.
Det meste, tænker jeg. Jeg måtte ned en
stund, stund da Mortensgård kom.
stund, stund da Mortensgård kom.
Rosmer.
Og så op igen –
Rebekka.
Tag det ikke fortrydeligt, kære ven.
Rosmer.
Gør du alt, hvad du selv finder ret og rig-
tigt. Du har jo din fulde frihed. – Men hvad
siger du så, Rebekka –? Å, aldrig synes jeg, jeg
at jeg har trængt således til dig før.
tigt. Du har jo din fulde frihed. – Men hvad
siger du så, Rebekka –? Å, aldrig synes jeg, jeg
at jeg har trængt således til dig før.
Rebekka.
Både du og jeg har jo været forberedt på,
hvad engang vilde komme.
hvad engang vilde komme.
Rosmer.
Nej, nej, – ikke på dette.
Rebekka.
Ikke på dette?
Rosmer.
Jeg tænkte mig
nok,
nok
at sent eller tidligt
kunde vort skønne rene venneforhold bli’ til-
stænket og mistænkeliggjort. Ikke af Kroll. Af
ham havde jeg aldrig kunnet tænke mig sligt.
Men af alle disse mange med de rå sind og
med de uædle øjne. Å [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] jo, du, du – jeg havde
nok god grund til det, når jeg så skinsygt la’
et slør over vort forbund. Det var en farlig
hemmelighed.
kunde vort skønne rene venneforhold bli’ til-
Faksimile
s. 99
stænket og mistænkeliggjort. Ikke af Kroll. Af
ham havde jeg aldrig kunnet tænke mig sligt.
Men af alle disse mange med de rå sind og
med de uædle øjne. Å [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] jo, du, du – jeg havde
nok god grund til det, når jeg så skinsygt la’
et slør over vort forbund. Det var en farlig
hemmelighed.
Rebekka.
Å, hvad er det at bry’ sig om, hvad alle
disse andre dømmer! Vi ved véd jo med os selv, selv
at vi er uden skyld.
disse andre dømmer! Vi ved véd jo med os selv, selv
at vi er uden skyld.
Rosmer.
Jeg? Uden skyld? Ja, det trode jeg jo
rigtignok – lige indtil idag. Men nu, – nu,
Rebekka –
rigtignok – lige indtil idag. Men nu, – nu,
Rebekka –
Rebekka.
Ja, hvad nu?
Rosmer.
Hvorledes skal jeg forklare mig Beates for-
færdelige anklage?
færdelige anklage?
Rebekka
(i udbrud).
(i udbrud).
Å, tal ikke om Beate! Tænk ikke på Be-
ate mere! Nu var du jo kommet så godt bort
fra hende, som er død.
ate mere! Nu var du jo kommet så godt bort
fra hende, som er død.
7*
Faksimile
s. 100
Rosmer.
Siden jeg fik vide dette her, så er hun ble’t
ligesom så uhyggelig levende igen.
ligesom så uhyggelig levende igen.
Rebekka.
Å nej, – du må ikke, Rosmer! Du må
ikke!
ikke!
Rosmer.
Jo, siger jeg dig. Vi får prøve på at
komme til bunds i dette. Hvorledes kan hun
ha’ forvildet sig ind på den usalige mistydning?
komme til bunds i dette. Hvorledes kan hun
ha’ forvildet sig ind på den usalige mistydning?
Rebekka.
Du begynder da vel ikke selv at tvile på,
at a hun var så noget nær vanvittig?
at a hun var så noget nær vanvittig?
Rosmer.
Å jo, du, – det er just netop det, som
jeg ikke kan være så ganske viss på længer.
Og desuden, – om så var –
jeg ikke kan være så ganske viss på længer.
Og desuden, – om så var –
Rebekka.
Om så var? Ja, hvad da?
Rosmer.
Jeg mener, – hvor skal vi så søge den
nærmeste grund til, at hendes sygelige sind gik
over i vanvid?
nærmeste grund til, at hendes sygelige sind gik
over i vanvid?
Faksimile
s. 101
Rebekka.
Å, hvad kan det da
nytte,
nytte
at du går her og
fortaber dig i slige grublerier!
fortaber dig i slige grublerier!
Rosmer.
Jeg kan ikke andet, Rebekka. Jeg kan ikke
la’ disse nagende tvil fare, om jeg end aldrig
så gerne vilde det.
la’ disse nagende tvil fare, om jeg end aldrig
så gerne vilde det.
Rebekka.
Å men det kan bli’ farligt – således bestan-
dig at kredse om dette ene tunge.
dig at kredse om dette ene tunge.
Rosmer
(går urolig og tankefuld omkring).
(går urolig og tankefuld omkring).
Jeg må ha’ forrådt mig på en eller anden
måde. Hun må ha’ lagt mærke til, hvor lykke-
lig jeg begyndte at føle mig fra den tid, da
du kom til os.
måde. Hun må ha’ lagt mærke til, hvor lykke-
lig jeg begyndte at føle mig fra den tid, da
du kom til os.
Rebekka.
Ja men, kære, om nu også så var –!
Rosmer.
Du skal se, – det har ikke undgåt hende,
at vi læste de samme bøger. At vi søgte hin-
anden og talte sammen om alle de nye ting.
Men jeg begriber det ikke! For jeg var da så
omsorgsfuld for at skåne hende. Når jeg tæn-
ker tilbage, så synes jeg, jeg var som på mit
liv for at holde hende udenfor alt vort. Eller
var jeg ikke det, Rebekka?
at vi læste de samme bøger. At vi søgte hin-
anden og talte sammen om alle de nye ting.
Men jeg begriber det ikke! For jeg var da så
omsorgsfuld for at skåne hende. Når jeg tæn-
ker tilbage, så synes jeg, jeg var som på mit
Faksimile
s. 102
liv for at holde hende udenfor alt vort. Eller
var jeg ikke det, Rebekka?
Rebekka.
Jo, jo, det var du så visst.
Rosmer.
Og du også. Og så alligevel –!
A
Å
, dette
er forfærdeligt at tænke på! Så har hun altså
gåt her, hun, – i sin syge kærlighed, – tiet
og tiet, – passet på os, – lagt mærke til alt,
og, – og mistydet alt.
er forfærdeligt at tænke på! Så har hun altså
gåt her, hun, – i sin syge kærlighed, – tiet
og tiet, – passet på os, – lagt mærke til alt,
og, – og mistydet alt.
Rebekka
(knuger sine hænder).
(knuger sine hænder).
Å, jeg skulde aldrig ha’ kommet til Ros-
mersholm.
mersholm.
Rosmer.
Å
A
Å,
tænke sig til, hvad hun har lidt i taus-
hed! Alt det stygge, som hun i sin syge hjerne
har troet at kunne bygge op og lægge sammen
om os. – Talte hun aldrig til dig om noget,
som kunde bringe dig på et slags spor?
hed! Alt det stygge, som hun i sin syge hjerne
har troet at kunne bygge op og lægge sammen
om os. – Talte hun aldrig til dig om noget,
som kunde bringe dig på et slags spor?
Rebekka
(ligesom opjaget).
(ligesom opjaget).
Til mig! Tror du, at jeg da var ble’t her
en dag længer?
en dag længer?
Faksimile
s. 103
Rosmer
Nej, nej, det forstår sig. –
Å
[HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
, hvilken
kamp hun må ha’ kæmpet. Og så kæmpet
alene, Rebekka. Fortvilet og ganske alene. –
Og så til slut denne gribende – anklagende
sejr – i møllefossen.
kamp hun må ha’ kæmpet. Og så kæmpet
alene, Rebekka. Fortvilet og ganske alene. –
Og så til slut denne gribende – anklagende
sejr – i møllefossen.
(han kaster sig ned i stolen ved skrivebordet, støtter albuerne på
bordet og dækker ansigtet med hænderne.)
bordet og dækker ansigtet med hænderne.)
Rebekka
(nærmer sig ham varsomt bag fra).
(nærmer sig ham varsomt bag fra).
Hør nu her, Rosmer. Om det stod i din
magt at kalde Beate tilbage – til dig – til
Rosmersholm, – vilde du så gøre det?
magt at kalde Beate tilbage – til dig – til
Rosmersholm, – vilde du så gøre det?
Rosmer.
Å
[HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
hvad
ved
véd
jeg, hvad jeg vilde gøre eller
ikke gøre. Jeg har ikke tanke for andet, end
dette ene, – som er uigenkaldeligt.
ikke gøre. Jeg har ikke tanke for andet, end
dette ene, – som er uigenkaldeligt.
Rebekka.
Nu skulde du begyndt at leve, Rosmer.
Du var alt begyndt. Du havde gjort dig fuldt
fri – til alle sider. Du følte dig så glad og
så let –
Du var alt begyndt. Du havde gjort dig fuldt
fri – til alle sider. Du følte dig så glad og
så let –
Rosmer.
Å
[HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
ja, du, – det gjorde jeg rigtignok. –
Og så kommer dette knugende tunge.
Og så kommer dette knugende tunge.
Faksimile
s. 104
Rebekka
(bag ham med armene på stolryggen).
(bag ham med armene på stolryggen).
Hvor dejligt det
var,
var
når vi sad der nede
i stuen i mørkningen. Og vi så hjalp hinanden
at lægge de nye livsplaner til rette. Du vilde
gribe ind i det levende liv, – i dagens levende
liv, – som du sa’. Du vilde gå som en fri-
gørende gæst fra det ene hjem til det andet.
Vinde sindene og viljerne for dig. Skabe adels-
mennesker rundt omkring, – i videre og videre
kredse. Adelsmennesker.
i stuen i mørkningen. Og vi så hjalp hinanden
at lægge de nye livsplaner til rette. Du vilde
gribe ind i det levende liv, – i dagens levende
liv, – som du sa’. Du vilde gå som en fri-
gørende gæst fra det ene hjem til det andet.
Vinde sindene og viljerne for dig. Skabe adels-
mennesker rundt omkring, – i videre og videre
kredse. Adelsmennesker.
Rosmer.
Glade adelsmennesker.
Rebekka.
Ja – glade.
Rosmer.
For det er glæden, som adler sindene, Re-
bekka.
bekka.
Rebekka.
Tror du ikke – smerten også? Den store
smerte?
smerte?
Rosmer.
Jo, – når en kunde komme igennem den.
Over den. Ud over den.
Over den. Ud over den.
Rebekka.
Det er det, du må.
Faksimile
s. 105
Rosmer
(ryster tungt på hodet).
(ryster tungt på hodet).
Ud over dette kommer jeg aldrig – helt.
Altid vil der bli’ siddende igen en tvil. Et
spørsmål. Jeg vil aldrig mere komme til at
svælge i det, som gør livet så vidunderlig dej-
ligt at leve.
Altid vil der bli’ siddende igen en tvil. Et
spørsmål. Jeg vil aldrig mere komme til at
svælge i det, som gør livet så vidunderlig dej-
ligt at leve.
Rebekka
(over stolryggen, sagtere).
(over stolryggen, sagtere).
Hvad er det for noget, du mener, Rosmer?
Rosmer
(ser op på hende).
(ser op på hende).
Den stille, glade skyldfrihed.
Rebekka
(et skridt tilbage).
(et skridt tilbage).
Ja. Skyldfrihed.
(kort ophold.)
Rosmer
(med albuen på bordet, støtter hodet i hånden og ser frem for sig).
(med albuen på bordet, støtter hodet i hånden og ser frem for sig).
Og således, som hun har forståt at kom-
binere. Så systematisk, som hun har sat det
sammen. Først begynder hun at nære tvil om
min rettroenhed –. Hvorledes kunde hun falde
på det dengang? Men hun faldt på det. Og
så vokste det til visshed. Og så, – ja, da
var det jo for hende så let at holde alt det
andet for tænkeligt. (retter sig op i stolen og farer med hæn-
derne gennem håret.) Å, alle disse vilde indbildninger!
Jeg blir dem aldrig kvit. Jeg føler det så godt.
Jeg ved véd det. Ret som det er, vil de komme
jagende frem og minde om den døde.
binere. Så systematisk, som hun har sat det
sammen. Først begynder hun at nære tvil om
min rettroenhed –. Hvorledes kunde hun falde
på det dengang? Men hun faldt på det. Og
så vokste det til visshed. Og så, – ja, da
var det jo for hende så let at holde alt det
andet for tænkeligt. (retter sig op i stolen og farer med hæn-
derne gennem håret.) Å, alle disse vilde indbildninger!
Jeg blir dem aldrig kvit. Jeg føler det så godt.
Faksimile
s. 106
Jeg ved véd det. Ret som det er, vil de komme
jagende frem og minde om den døde.
Rebekka.
Ligesom den hvide hesten på Rosmersholm.
Rosmer.
Ja slig. Susende frem i mørket. I stil-
heden.
heden.
Rebekka.
Og for dette usalige hjernespinds skyld vil
du slippe det levende liv, som du var begyndt
at få tag i.
du slippe det levende liv, som du var begyndt
at få tag i.
Rosmer.
Du har ret
i,
i
at det er tungt. Tungt, Re-
bekka. Men det står ikke til mig at træffe
valg. Hvorledes skulde jeg vel kunne komme
ud over dette!
bekka. Men det står ikke til mig at træffe
valg. Hvorledes skulde jeg vel kunne komme
ud over dette!
Rebekka
(bag stolen).
(bag stolen).
Ved at skabe dig nye forhold.
Rosmer
(studser, ser op).
(studser, ser op).
Nye forhold!
Rebekka.
Ja, nye forhold til verden udenfor. Leve,
virke, handle. Ikke sidde her og gruble og
ruge over uløselige gåder.
virke, handle. Ikke sidde her og gruble og
ruge over uløselige gåder.
Faksimile
s. 107
Rosmer
(rejser sig).
(rejser sig).
Nye forhold? (går henover gulvet, standser ved døren og
kommer så tilbage.) Et spørsmål falder mig ind. Har
ikke du også gjort dig det spørsmål, Rebekka?
kommer så tilbage.) Et spørsmål falder mig ind. Har
ikke du også gjort dig det spørsmål, Rebekka?
Rebekka
(ånder besværligt).
(ånder besværligt).
La’ mig – få vide – hvad det er.
Rosmer.
Hvorledes tror du vort forhold vil arte sig
efter denne dag?
efter denne dag?
Rebekka.
Jeg tænker nok vort venskab kan holde ud,
– hvad der så end kommer.
– hvad der så end kommer.
Rosmer.
Ja, det var nu ikke just så, jeg mente det.
Men det, som fra først af førte os to sammen,
– det, som binder os så inderligt til hinanden,
– vor fælles tro på et rent samliv mellem mand
og kvinde –
Men det, som fra først af førte os to sammen,
– det, som binder os så inderligt til hinanden,
– vor fælles tro på et rent samliv mellem mand
og kvinde –
Rebekka.
Ja, ja, – hvad det?
Rosmer.
Jeg mener, at et sligt forhold, – som vort
altså, – egner ikke det sig nærmest for en livs-
førelse i stille, lykkelig fred –?
altså, – egner ikke det sig nærmest for en livs-
førelse i stille, lykkelig fred –?
Faksimile
s. 108
Rebekka.
Og så!
Rosmer.
Men nu åbner der sig for mig et liv med
kamp og med uro og med stærke sindsstem-
ninger. For jeg vil leve mit liv, Rebekka!
Jeg lar mig ikke slå til jorden af uhyggelige
muligheder. Jeg lar mig ikke foreskrive min
livsgang, hverken af levende eller af – nogen
anden.
kamp og med uro og med stærke sindsstem-
ninger. For jeg vil leve mit liv, Rebekka!
Jeg lar mig ikke slå til jorden af uhyggelige
muligheder. Jeg lar mig ikke foreskrive min
livsgang, hverken af levende eller af – nogen
anden.
Rebekka.
Nej, nej, – la’ dig ikke det! Vær helt ud
en fri mand, Rosmer!
en fri mand, Rosmer!
Rosmer.
Men
ved
véd
du, hvad jeg så tænker på?
Ved
Véd
du det ikke? Ser du ikke, hvorledes jeg bedst
kan vinde frigørelse fra alle nagende minder, –
fra hele den triste forgangenhed?
du det ikke? Ser du ikke, hvorledes jeg bedst
kan vinde frigørelse fra alle nagende minder, –
fra hele den triste forgangenhed?
Rebekka.
Nu!
Rosmer.
Ved at stille op imod den en ny, en levende
virkelighed.
virkelighed.
Rebekka
(famler efter stolryggen).
(famler efter stolryggen).
En levende –? Hvad er – dette?
Faksimile
s. 109
Rosmer
(nærmere).
(nærmere).
Rebekka, – hvis jeg nu
spurte
spurgte
dig, – vil
du være min anden hustru?
du være min anden hustru?
Rebekka
(et øjeblik målløs, skriger op i glæde).
(et øjeblik målløs, skriger op i glæde).
Din hustru! Din –! Jeg!
Rosmer.
Godt. Lad os prøve det. Vi to vil være
et ét . Her må ikke længere stå noget tomt rum
efter den døde.
et ét . Her må ikke længere stå noget tomt rum
efter den døde.
Rebekka.
Jeg – i Beates sted –!
Rosmer.
Så er hun ude af sagaen. Helt ude. For
evig og altid.
evig og altid.
Rebekka
(sagte og bævende).
(sagte og bævende).
Tror du det, Rosmer?
Rosmer.
Det må ske! Det må! Jeg kan ikke, –
jeg vil ikke gå igennem livet med et lig på
ryggen. Hjælp mig at kaste det af, Rebekka.
Og lad os så kvæle alle mindelser i frihed, i
fryd, i lidenskab. Du skal være for mig den
eneste hustru, jeg nogen sinde har havt.
jeg vil ikke gå igennem livet med et lig på
ryggen. Hjælp mig at kaste det af, Rebekka.
Og lad os så kvæle alle mindelser i frihed, i
fryd, i lidenskab. Du skal være for mig den
eneste hustru, jeg nogen sinde har havt.
Faksimile
s. 110
Rebekka
(behersket).
(behersket).
Kom ikke oftere ind på dette. Jeg blir
aldrig din hustru.
aldrig din hustru.
Rosmer.
Hvad! Aldrig! Å, tror du da
ikke,
ikke
at du
kunde komme til at elske mig? Er der da ikke
allerede et stænk af kærlighed kerlighed i vort venskab!
kunde komme til at elske mig? Er der da ikke
allerede et stænk af kærlighed kerlighed i vort venskab!
Rebekka
(holder for ørerne som i skræk).
(holder for ørerne som i skræk).
Tal ikke så, Rosmer! Sig ikke noget sligt!
Rosmer
(griber hende i armen).
(griber hende i armen).
Jo, jo, – der er en spirende mulighed i
vort forhold. Å, jeg kan se på dig, at du føler
det samme. Gør du ikke det, Rebekka?
vort forhold. Å, jeg kan se på dig, at du føler
det samme. Gør du ikke det, Rebekka?
Rebekka
(atter fast og fattet).
(atter fast og fattet).
Hør nu her. Det siger jeg dig, – at blir
du ved med dette, så rejser jeg fra Rosmers-
holm.
du ved med dette, så rejser jeg fra Rosmers-
holm.
Rosmer.
Rejse! Du! Det kan du ikke. Det er
umuligt.
umuligt.
Rebekka.
Det er endda
umuligere,
umuligere
at jeg kan bli’ din
hustru. Aldrig i denne verden kan jeg bli’ det.
hustru. Aldrig i denne verden kan jeg bli’ det.
Faksimile
s. 111
Rosmer
(ser studsende på hende).
(ser studsende på hende).
Du siger «kan». Og det siger du så under-
ligt. Hvorfor kan du ikke?
ligt. Hvorfor kan du ikke?
Rebekka
(griber begge hans hænder).
(griber begge hans hænder).
Kære ven, – både for din egen skyld og
for min, – spørg spør’ ikke om hvorfor. (slipper ham.)
Se så, Rosmer.
for min, – spørg spør’ ikke om hvorfor. (slipper ham.)
Se så, Rosmer.
(hun går mod døren til venstre.)
Rosmer.
Herefterdags har jeg ikke noget andet spørs-
mål end det ene – hvorfor?
mål end det ene – hvorfor?
Rebekka
(vender sig og ser på ham).
(vender sig og ser på ham).
Så er det slut.
Rosmer.
Mellem dig og mig?
Rebekka.
Ja.
Rosmer.
Aldrig blir det slut mellem os to. Aldrig
rejser du fra Rosmersholm.
rejser du fra Rosmersholm.
Rebekka
(med hånden på dørklinken).
(med hånden på dørklinken).
Nej, jeg gør vel ikke det. Men spør’ du
mig tiere, – så er det slut alligevel.
mig tiere, – så er det slut alligevel.
Faksimile
s. 112
Rosmer.
Slut alligevel? Hvorledes –?
Rebekka.
Jo, for så går jeg den vej, som Beate gik.
Nu ved véd du det, Rosmer.
Nu ved véd du det, Rosmer.
Rosmer.
Rebekka –!
Rebekka
(i døren, nikker langsomt).
(i døren, nikker langsomt).
Nu
ved
véd
du det.
(hun går.)
Rosmer
(stirrer som fortabt mod den lukkede dør og siger hen for sig): [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
(stirrer som fortabt mod den lukkede dør og siger hen for sig): [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
Hvad – er – dette?
Faksimile
TREDJE AKT.
(Dagligstuen på Rosmersholm. Vinduet og forstuedøren står
åbne. Formiddagssolen skinner udenfor.)
åbne. Formiddagssolen skinner udenfor.)
(Rebekka West, klædt som i første akt, står ved vinduet og
vander og steller med blomsterne. Hendes hækletøj ligger i lænestolen.
Madam Helseth går omkring med en fjerkost i hånden fjerkost og støver
møblerne af.)
vander og steller med blomsterne. Hendes hækletøj ligger i lænestolen.
Madam Helseth går omkring med en fjerkost i hånden fjerkost og støver
møblerne af.)
Rebekka
(efter en tids taushed).
(efter en tids taushed).
Det er
underligt,
underligt
at pastoren blir så længe
ovenpå idag.
ovenpå idag.
Madam Helseth.
A
Å
, det gør han jo så tidt. Men nu kommer
han vel snart ned, kan jeg tro.
han vel snart ned, kan jeg tro.
Rebekka.
Har De set noget til ham?
Madam Helseth.
Det var just så vidt. Da jeg kom op med
kaffeen, gik han inde i sengkammerset og klædte
sig på.
kaffeen, gik han inde i sengkammerset og klædte
sig på.
8
Faksimile
s. 114
Rebekka.
Jeg spør’, for igår var han ikke rigtig vel
til pas.
til pas.
Madam
Helseth
Heseth
.
Nej, han så slig ud. Og så undres jeg på,
om der ikke er noget ivejen med ham og svo-
geren.
om der ikke er noget ivejen med ham og svo-
geren.
Rebekka.
Hvad tror De, det skulde være?
Madam Helseth.
Jeg kan ikke vide det. Kanske er det
denne her Mortensgård, som har sat de to op
imod hinanden.
denne her Mortensgård, som har sat de to op
imod hinanden.
Rebekka.
Det er vel muligt, det. – Kender De noget
til denne Peder Mortensgård?
til denne Peder Mortensgård?
Madam Helseth.
Nej da. Hvor kan frøkenen tænke det?
En slig en, som han er!
En slig en, som han er!
Rebekka.
Mener De, fordi han gir ud den stygge
avisen?
avisen?
Madam Helseth.
A
[HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
Å
, det er nu ikke bare for det. – Frø-
kenen har vel hørt, at han fik barn med en
gift kone, som manden var rømt ifra?
kenen har vel hørt, at han fik barn med en
gift kone, som manden var rømt ifra?
Faksimile
s. 115
Rebekka.
Jeg har hørt sige det. Men det var nok
længe, længe før jeg kom hid.
længe, længe før jeg kom hid.
Madam Helseth.
Ja kors, han var helt ung dengang. Og
hun skulde vel havt bedre forstand, end han.
Gifte sig med hende vilde han jo også. Men
det kunde han da ikke få lov til. Og så fik
han nok svie svært for det. – Men siden så
har, min tro, Mortensgård slåt sig op, han. Der
er nok mange, som søger den manden.
hun skulde vel havt bedre forstand, end han.
Gifte sig med hende vilde han jo også. Men
det kunde han da ikke få lov til. Og så fik
han nok svie svært for det. – Men siden så
har, min tro, Mortensgård slåt sig op, han. Der
er nok mange, som søger den manden.
Rebekka.
De fleste ringere folk vender sig helst til
ham, når der er noget på færde.
ham, når der er noget på færde.
Madam Helseth.
A
[HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
Å
, der turde være andre end de ringe folk
også –
også –
Rebekka
(skotter lønligt hen på hende).
(skotter lønligt hen på hende).
Så?
Madam Helseth
(ved sofaen, støver og fejer ivrigt).
(ved sofaen, støver og fejer ivrigt).
Der turde være de folk, som en mindst
skulde tænke det om, frøken.
skulde tænke det om, frøken.
8*
Faksimile
s. 116
Rebekka
(steller med blomsterne.)
(steller med blomsterne.)
Ja, det er nu bare noget, som De tror, ma-
dam Helseth. For De kan jo ikke vide sligt
noget så bestemt.
dam Helseth. For De kan jo ikke vide sligt
noget så bestemt.
Madam Helseth.
Så det mener frøkenen, jeg ikke kan vide?
Jo såmænd såmen kan jeg så. For, – når jeg endelig
skal ud med det, – så har jeg selv engang gåt
med brev til Mortensgård.
Jo såmænd såmen kan jeg så. For, – når jeg endelig
skal ud med det, – så har jeg selv engang gåt
med brev til Mortensgård.
Rebekka
(vender sig).
(vender sig).
Nej, – har De!
Madam Helseth.
Ja, det har jeg rigtignok. Og det brevet
var såmænd såmen skrevet her på Rosmersholm.
var såmænd såmen skrevet her på Rosmersholm.
Rebekka.
Virkelig, madam Helseth?
Madam Helseth.
Ja min tro var det så. Og fint papir var
det skrevet på. Og fint rødt lak var der sat
udenpå det også.
det skrevet på. Og fint rødt lak var der sat
udenpå det også.
Rebekka.
Og De blev
betro’d
betrod
til at gå med det? Ja,
kære madam Helseth, så er det jo ikke vanske-
ligt at skønne, hvem det var fra.
kære madam Helseth, så er det jo ikke vanske-
ligt at skønne, hvem det var fra.
Faksimile
s. 117
Madam Helseth.
Nå?
Rebekka.
Det var naturligvis noget, som den stakkers
fru Rosmer i sin sygelighed –
fru Rosmer i sin sygelighed –
Madam Helseth.
Det er frøken West, som siger det, og
ikke jeg.
ikke jeg.
Rebekka.
Men hvad stod der så i brevet? Nå, det
er sandt, – det kan jo ikke De vide.
er sandt, – det kan jo ikke De vide.
Madam Helseth.
Hm, det kunde nok hænde, at jeg vidste
det ligevel.
det ligevel.
Rebekka.
Sa’ hun Dem, hvad hun skrev om?
Madam Helseth.
Nej, hun gjorde ikke just det. Men da
han, Mortensgård, havde læst det, så gav han
sig til at spørge mig slig ud, både på langs og
på tvers, så jeg kunde nok skønne, hvad der
stod i det.
han, Mortensgård, havde læst det, så gav han
sig til at spørge mig slig ud, både på langs og
på tvers, så jeg kunde nok skønne, hvad der
stod i det.
Rebekka.
Hvad tror De
da,
da
der stod i det?
A
Å
, kære,
snille madam Helseth, sig mig det!
snille madam Helseth, sig mig det!
Faksimile
s. 118
Madam Helseth.
Nej da, frøken. Ikke for alt det, som i
verden er.
verden er.
Rebekka.
Å, til mig kan De da sige det. Vi to er
jo så gode venner.
jo så gode venner.
Madam Helseth.
Gud bevare mig for at sige noget til Dem
om det, frøken. Jeg kan ikke sige andet, end
at det var noget stygt, som de havde gåt og
bildt den stakkers syge fruen ind.
om det, frøken. Jeg kan ikke sige andet, end
at det var noget stygt, som de havde gåt og
bildt den stakkers syge fruen ind.
Rebekka.
Hvem havde bildt hende det ind?
Madam Helseth.
Slette mennesker, frøken West. Slette men-
nesker.
nesker.
Rebekka.
Slette –?
Madam Helseth.
Ja, det siger jeg to ganger. Rigtig slette
mennesker må det ha’ vær’t.
mennesker må det ha’ vær’t.
Rebekka.
Og hvad tror
De,
De
det kunde være for nogen?
Madam Helseth.
A
[HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
Å
, jeg
ved
véd
nok, hvad jeg tror. Men
gud
Gud
bevare min mund. Der går rigtignok en viss
frue der inde i byen – hm!
Faksimile
s. 119
bevare min mund. Der går rigtignok en viss
frue der inde i byen – hm!
Rebekka.
Jeg kan se på
Dem,
Dem
at De mener fru Kroll.
Madam Helseth.
Ja, hun er en for sig selv, hun. Imod mig
har hun nu altid vær’t så stor på det. Og Dem
har hun da aldrig havt noget godt øje til.
har hun nu altid vær’t så stor på det. Og Dem
har hun da aldrig havt noget godt øje til.
Rebekka.
Tror De, fru Rosmer var ved sin fulde
for-
stand, forstand da hun skrev det brevet til Mortensgård?
stand, forstand da hun skrev det brevet til Mortensgård?
Madam Helseth.
Det er så underligt med forstanden, frøken.
Rent ifra sig selv tror jeg nu ikke hun var.
Rent ifra sig selv tror jeg nu ikke hun var.
Rebekka.
Men hun blev da som
forstyrret,
forstyrret
da hun fik
vide, vide at hun ikke kunde få børn. Det var da
galskaben brød ud.
vide, vide at hun ikke kunde få børn. Det var da
galskaben brød ud.
Madam Helseth.
Ja, det tog svært på hende, stakkers frue.
Rebekka
(tar hækletøjet og sætter sig i stolen ved vinduet).
(tar hækletøjet og sætter sig i stolen ved vinduet).
For resten, – tror ikke De
også,
også
at det i
grunden var godt for pastoren, madam Helseth?
grunden var godt for pastoren, madam Helseth?
Faksimile
s. 120
Madam Helseth.
Hvilket, frøken?
Rebekka.
At her ingen børn blev af. Hvad?
Madam Helseth.
Hm, jeg
ved
véd
ikke rigtig, hvad jeg skal sige
til det.
til det.
Rebekka.
Jo, De kan tro mig. Det var det bedste
for ham. Pastor Rosmer er ikke skikket til at
gå her og høre på ungeskrig.
for ham. Pastor Rosmer er ikke skikket til at
gå her og høre på ungeskrig.
Madam Helseth.
Små barn skriger ikke på Rosmersholm,
frøken.
frøken.
Rebekka
(ser på hende).
(ser på hende).
Skriger de ikke?
Madam Helseth.
Nej. Her på gården har de små barn al-
drig brugt at skrige, så længe folk kan mindes.
drig brugt at skrige, så længe folk kan mindes.
Rebekka.
Det var da underligt.
Madam Helseth.
Ja, er ikke det underligt? Men det ligger
til slægten. Og så er der én underlig ting til.
Når de blir større, så lér ler de aldrig. Lér Ler aldrig, aldrig
så længe de lever.
til slægten. Og så er der én underlig ting til.
Faksimile
s. 121
Når de blir større, så lér ler de aldrig. Lér Ler aldrig, aldrig
så længe de lever.
Rebekka.
Det vilde da være besynderligt –
Madam Helseth.
Har frøkenen nogen eneste gang hørt eller
set pastoren lé le ?
set pastoren lé le ?
Rebekka.
Nej, – når jeg tænker mig om, så tror jeg
næsten, De har ret. Men menneskene lér ler nu i
det hele ikke meget her på disse kanter, synes
jeg.
næsten, De har ret. Men menneskene lér ler nu i
det hele ikke meget her på disse kanter, synes
jeg.
Madam Helseth.
De gør ikke det. Det begyndte på Ros-
mersholm, siger folk. Og så har det vel bredt
sig ud, som et slags smitte, det også, kan jeg
tro.
mersholm, siger folk. Og så har det vel bredt
sig ud, som et slags smitte, det også, kan jeg
tro.
Rebekka.
De er en dybsindig kone, De, madam Hel-
seth.
seth.
Madam Helseth.
A
Å
, frøkenen skal ikke sidde og gøre nar
–. (lytter.) Hys, hys, – nu kommer pastoren
ned. Han liker ikke at se fejekosten her inde.
–. (lytter.) Hys, hys, – nu kommer pastoren
ned. Han liker ikke at se fejekosten her inde.
(
Hun
hun
går ud gennem døren til højre.)
(Johannes Rosmer, med stok og hat i hånden, kommer ind fra
forstuen.)
forstuen.)
Faksimile
s. 122
Rosmer.
God morgen, Rebekka.
Rebekka.
God morgen, kære. (lidt efter; hækler.) Skal
du ud?
du ud?
Rosmer.
Ja.
Rebekka.
Vejret er jo så vakkert.
Rosmer.
Du så ikke op til mig imorges.
Rebekka.
Nej, – jeg gjorde ikke det. Ikke idag.
Rosmer.
Vil du ikke gøre det herefter heller?
Rebekka.
A
[HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
Å
Å,
jeg
ved
véd
ikke endnu, du.
Rosmer.
Er der kommet noget til mig?
Rebekka.
«Amtstidenden» er kommet.
Rosmer.
«Amtstidenden» –!
Faksimile
s. 123
Rebekka.
Den ligger der på bordet.
Rosmer
( sætter sættcr hat og stok fra sig).
( sætter sættcr hat og stok fra sig).
Står der noget –?
Rebekka.
Ja.
Rosmer.
Og så sender du den ikke op –
Rebekka.
Du får tidsnok læse den.
Rosmer.
Nå så. (tar bladet og læser stående ved bordet). –
Hvad! – – «kan ikke noksom advare imod
karakterløse overløbere» –. (ser hen på hende.) De
kalder mig en overløber, Rebekka.
Hvad! – – «kan ikke noksom advare imod
karakterløse overløbere» –. (ser hen på hende.) De
kalder mig en overløber, Rebekka.
Rebekka.
Der nævnes ikke noget navn.
Rosmer.
Det er jo det samme. (læser videre.) – «løn-
lige forrædere imod den gode sag» –. –
«Judasnaturer, som frækt bekender sit frafald,
så snart de tror, tror at det belejlige og – profitab-
leste tidspunkt er kommet». «Hensynsløst atten-
tat på ærværdige forfædres eftermæle» –. –
«i påvente af at øjeblikkets magthavere ikke
vil lade en passende belønning udeblive.» (lægger
avisen på bordet.) Og det skriver de om mig. De,
som har kendt mig så længe og så nøje. Dette,
som de ikke selv tror på. Dette, som de ved, ved véd,
at der ikke er et eneste sandt ord i, – det
skriver de alligevel.
lige forrædere imod den gode sag» –. –
«Judasnaturer, som frækt bekender sit frafald,
så snart de tror, tror at det belejlige og – profitab-
leste tidspunkt er kommet». «Hensynsløst atten-
tat på ærværdige forfædres eftermæle» –. –
Faksimile
s. 124
«i påvente af at øjeblikkets magthavere ikke
vil lade en passende belønning udeblive.» (lægger
avisen på bordet.) Og det skriver de om mig. De,
som har kendt mig så længe og så nøje. Dette,
som de ikke selv tror på. Dette, som de ved, ved véd,
at der ikke er et eneste sandt ord i, – det
skriver de alligevel.
Rebekka.
Der står mere endnu.
Rosmer
(tar atter avisen).
(tar atter avisen).
– «undskyldning i en uøvet dømmekraft»
–. – «fordærvelig indflydelse, – kanske ud-
strakt også til områder, som vi foreløbig ikke
vil gøre til genstand for offentlig omtale eller
påtale» –. (ser på hende.) Hvad er det?
–. – «fordærvelig indflydelse, – kanske ud-
strakt også til områder, som vi foreløbig ikke
vil gøre til genstand for offentlig omtale eller
påtale» –. (ser på hende.) Hvad er det?
Rebekka.
Det sigter til mig, kan du skønne.
Rosmer
(lægger avisen fra sig).
(lægger avisen fra sig).
Rebekka, – dette her er uhæderlige mænds
færd.
færd.
Rebekka.
Ja, jeg synes
ikke,
ikke
de har noget at la’ Mor-
tensgård høre.
tensgård høre.
Faksimile
s. 125
Rosmer
(går om på gulvet).
(går om på gulvet).
Her må bringes redning. Alt, hvad godt
er i menneskene, går tilgrunde, hvis dette får
vare ved. Men det skal det ikke! Å, hvor
glad, – hvor glad jeg vilde føle mig, mig om jeg
kunde få det til at lysne lidt i al denne skumle
styghed.
er i menneskene, går tilgrunde, hvis dette får
vare ved. Men det skal det ikke! Å, hvor
glad, – hvor glad jeg vilde føle mig, mig om jeg
kunde få det til at lysne lidt i al denne skumle
styghed.
Rebekka
(rejser sig).
(rejser sig).
Ja, ikke sandt, du? I dette her har du
noget stort og herligt at leve for!
noget stort og herligt at leve for!
Rosmer.
Tænk, om jeg kunde vække dem til selv-
erkendelse. Bringe dem til at angre og til at
skamme sig for sig selv. Få dem til at nærme
sig hverandre i fordragelighed, – i kærlighed,
Rebekka.
erkendelse. Bringe dem til at angre og til at
skamme sig for sig selv. Få dem til at nærme
sig hverandre i fordragelighed, – i kærlighed,
Rebekka.
Rebekka.
Ja, sæt bare al din evne ind på dette, og
du skal sé se , du vinder.
du skal sé se , du vinder.
Rosmer.
Jeg synes, det måtte kunne lykkes. Å,
hvilken fryd det da vilde bli’ at leve livet.
Ingen hadefuld strid mere. Bare kappestrid.
Alle øjne rettede mod imod det samme mål. Alle
viljer, alle sind stevnende fremad, – opad, –
enhver ad sin egen naturnødvendige vej. Lykke
for alle, – skabt igennem alle. (kommer til at se ud
i det fri, farer sammen og siger tungt:) Ah! Ikke gennem
mig.
hvilken fryd det da vilde bli’ at leve livet.
Ingen hadefuld strid mere. Bare kappestrid.
Alle øjne rettede mod imod det samme mål. Alle
viljer, alle sind stevnende fremad, – opad, –
enhver ad sin egen naturnødvendige vej. Lykke
Faksimile
s. 126
for alle, – skabt igennem alle. (kommer til at se ud
i det fri, farer sammen og siger tungt:) Ah! Ikke gennem
mig.
Rebekka.
Ikke –? Ikke gennem dig?
Rosmer.
Og ikke for mig heller.
Rebekka.
Å, Rosmer, lad ikke slig tvil komme op
i dig.
i dig.
Rosmer.
Lykke, – kære Rebekka, – lykke, det er
først og fremst den stille, glade, trygge følelse
af skyldfrihed.
først og fremst den stille, glade, trygge følelse
af skyldfrihed.
Rebekka
(ser hen for sig).
(ser hen for sig).
Ja, dette med skyld –.
Rosmer.
Å, det kan du så lidet dømme om. Men
jeg –
jeg –
Rebekka.
Du mindst!
Rosmer
(peger ud mod vinduet).
(peger ud mod vinduet).
Møllefossen.
Rebekka.
Å, Rosmer –!
(Madam Helseth ser ind gennem døren til højre.)
Faksimile
s. 127
Madam Helseth.
Frøken!
Rebekka.
Siden, siden. Ikke nu.
Madam Helseth.
Bare et ord, frøken.
(Rebekka går hen til døren. Madam Helseth meddeler hende noget.
De taler en stund hviskende sammen. Madam Helseth nikker og går.)
De taler en stund hviskende sammen. Madam Helseth nikker og går.)
Rosmer
(urolig).
(urolig).
Var det noget til mig?
Rebekka.
Nej, det var bare husets sager. – Nu skulde
du gå ud i den friske luft, kære Rosmer. Gå
rigtig langt, skulde du.
du gå ud i den friske luft, kære Rosmer. Gå
rigtig langt, skulde du.
Rosmer
(tar hatten).
(tar hatten).
Ja, kom. Så går vi sammen.
Rebekka.
Nej, kære, jeg kan ikke nu. Du får gå
alene. Men ryst så alle disse tunge tankerne af
dig. Lov mig det.
alene. Men ryst så alle disse tunge tankerne af
dig. Lov mig det.
Rosmer.
Dem får jeg nok aldrig rystet af, – er jeg
ræd for.
ræd for.
Faksimile
s. 128
Rebekka.
Å, men at noget så grundløst kan ta’ dig
med slig magt –!
med slig magt –!
Rosmer.
Desværre, – det er nok ikke så grundløst,
du. Jeg har ligget og grublet over det hele
natten. Beate har kanske set rigtig alligevel.
du. Jeg har ligget og grublet over det hele
natten. Beate har kanske set rigtig alligevel.
Rebekka.
I hvad, mener du?
Rosmer.
Set rigtig, da hun trode, jeg elsked
dig
[HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
dig,
Rebekka.
Rebekka.
Rebekka.
Set rigtig i
det!
det?
Rosmer
(lægger hatten på bordet).
(lægger hatten på bordet).
Jeg går og tumler med det spørsmål, –
om ikke vi to hele tiden har dåret os selv –
når vi kaldte vort forhold for venskab.
om ikke vi to hele tiden har dåret os selv –
når vi kaldte vort forhold for venskab.
Rebekka.
Mener du kanske, at det lige så godt kunde
kaldes et –?
kaldes et –?
Rosmer.
– kærlighedsforhold. Ja, du, jeg mener
det. Allerede mens Beate leved, leved var det dig,
jeg gav alle mine tanker til. Det var dig alene,
jeg stunded efter. Det var hos dig, jeg følte
denne stille, glade, begærløse lyksalighed. Når
vi tænker os rigtig om, Rebekka, – så be-
gyndte vort samliv som en sød, løndomsfuld
barneforelskelse. Uden krav og uden drømme.
Følte ikke du det også på slig vis? Sig mig det.
det. Allerede mens Beate leved, leved var det dig,
jeg gav alle mine tanker til. Det var dig alene,
Faksimile
s. 129
jeg stunded efter. Det var hos dig, jeg følte
denne stille, glade, begærløse lyksalighed. Når
vi tænker os rigtig om, Rebekka, – så be-
gyndte vort samliv som en sød, løndomsfuld
barneforelskelse. Uden krav og uden drømme.
Følte ikke du det også på slig vis? Sig mig det.
Rebekka
(kæmper med sig selv).
(kæmper med sig selv).
Å, – jeg
ved
véd
ikke, hvad jeg skal svare dig.
Rosmer.
Og det er dette inderlige liv i hinanden og
for hinanden, som vi har ta’t for venskab. Nej,
du, – vort forhold har været et åndeligt ægte-
skab – kanske lige fra de første dagene af.
Derfor er der brøde hos mig. Jeg havde ikke
ret til det, – ikke lov for Beates skyld.
for hinanden, som vi har ta’t for venskab. Nej,
du, – vort forhold har været et åndeligt ægte-
skab – kanske lige fra de første dagene af.
Derfor er der brøde hos mig. Jeg havde ikke
ret til det, – ikke lov for Beates skyld.
Rebekka.
Ikke lov til at leve i lykke? Tror du det,
Rosmer?
Rosmer?
Rosmer.
Hun så på vort forhold med sin kærligheds
øjne. Dømte vort forhold efter sin kærligheds
art. Naturligvis. Beate kunde ikke dømme
anderledes, end hun gjorde.
øjne. Dømte vort forhold efter sin kærligheds
art. Naturligvis. Beate kunde ikke dømme
anderledes, end hun gjorde.
9
Faksimile
s. 130
Rebekka.
Men hvor kan du da anklage dig selv for
Beates vildfarelse!
Beates vildfarelse!
Rosmer.
I kærlighed til mig, – på sin måde, –
gik hun i møllefossen. Den kendsgerning står
fast, Rebekka. Den kommer jeg aldrig ud over.
gik hun i møllefossen. Den kendsgerning står
fast, Rebekka. Den kommer jeg aldrig ud over.
Rebekka.
Å, tænk ikke på andet end den store, skønne
opgave, som du har sat dit liv ind på!
opgave, som du har sat dit liv ind på!
Rosmer
(ryster på hodet).
(ryster på hodet).
Den kan visst aldrig føres igennem, du.
Ikke af mig. Ikke efter det, jeg nu ved véd .
Ikke af mig. Ikke efter det, jeg nu ved véd .
Rebekka.
Hvorfor ikke af dig?
Rosmer.
Fordi der aldrig vindes sejr for en sag,
som har sit udspring i brøde.
som har sit udspring i brøde.
Rebekka
(i udbrud).
(i udbrud).
Å, dette her er slægtstvil, – slægtsangst, –
slægtsskrupler. De snakker her om, om at de døde
kommer igen som jagende, hvide heste. Jeg
synes, dette her er noget sligt.
slægtsskrupler. De snakker her om, om at de døde
kommer igen som jagende, hvide heste. Jeg
synes, dette her er noget sligt.
Faksimile
s. 131
Rosmer.
Lad det være, hvad det være vil. Hvad
hjælper det, når jeg nu ikke kan komme ifra
det? Og du kan tro mig, Rebekka. Det er,
som jeg siger. Den sag, som skal vinde frem
til varig sejr, – den må bæres af en glad og
skyldfri mand.
hjælper det, når jeg nu ikke kan komme ifra
det? Og du kan tro mig, Rebekka. Det er,
som jeg siger. Den sag, som skal vinde frem
til varig sejr, – den må bæres af en glad og
skyldfri mand.
Rebekka.
Er glæden da så rent umistelig for dig,
Rosmer?
Rosmer?
Rosmer.
Glæden? Ja, du, – det er den.
Rebekka.
For dig, som aldrig kan
lé
le
?
Rosmer.
Alligevel. Du kan tro, jeg har store anlæg
til at være glad.
til at være glad.
Rebekka.
Nu skal du gå, kære. Langt, – rigtig
langt. Hører du det? – Se, her er din hat.
Og her har du stokken.
langt. Hører du det? – Se, her er din hat.
Og her har du stokken.
Rosmer
(tar begge dele).
(tar begge dele).
Tak. Og du går ikke med?
9*
Faksimile
s. 132
Rebekka.
Nej, nej, jeg kan ikke nu.
Rosmer.
Jaja
Ja-ja
da. Du er nu med mig alligevel.
(
Han
han
går ud gennem forstuen. Lidt efter kikker Rebekka ud bag den
åbne dør. Derpå går hun hen mod døren til højre.)
åbne dør. Derpå går hun hen mod døren til højre.)
Rebekka
(åbner og siger halvhøjt).
(åbner og siger halvhøjt).
Se så, madam Helseth.
Nu
Nå
kan De slippe
ham ind.
ham ind.
(
Hun
hun
går henover imod vinduet.)
(Kort efter kommer rektor Kroll ind fra højre. Han hilser taus og
afmålt og beholder sin hat i hånden.)
afmålt og beholder sin hat i hånden.)
Kroll.
Han er altså gåt?
Rebekka.
Ja.
Kroll.
Plejer han gå langt?
Rebekka.
Å ja. Men idag er han så uberegnelig. Og
dersom De ikke vil træffe ham –
dersom De ikke vil træffe ham –
Kroll.
Nej, nej. Det er Dem, jeg ønsker at tale
med. Og ganske alene.
med. Og ganske alene.
Faksimile
s. 133
Rebekka.
Så er det bedst, vi nytter tiden. Sid ned,
herr rektor.
herr rektor.
(
Hun
hun
sætter sig i lænestolen ved vinduet. Rektor Kroll sætter sig på
en stol ved siden af hende.)
en stol ved siden af hende.)
Kroll.
Frøken West, – De kan vel neppe fore-
stille Dem, hvor dybt og smerteligt det går mig
til hjertet, – dette omslag, som er sket med
Johannes Rosmer.
stille Dem, hvor dybt og smerteligt det går mig
til hjertet, – dette omslag, som er sket med
Johannes Rosmer.
Rebekka.
Vi var forberedt
på,
på
at så vilde ske – i
førstningen.
førstningen.
Kroll.
Bare i førstningen?
Rebekka.
Rosmer havde det
sikkre
sikre
håb, at sent eller
tidligt vilde De nok gå med ham.
tidligt vilde De nok gå med ham.
Kroll.
Jeg!
Rebekka.
Både De og alle hans andre venner.
Kroll.
Ja, der ser De! Så skrøbelig er hans dømme-
kraft, når det gælder mennesker og forhold i
livet.
Faksimile
s. 134
kraft, når det gælder mennesker og forhold i
livet.
Rebekka.
For resten, – når nu altså han føler det
som en fornødenhed at frigøre sig til alle sider –
som en fornødenhed at frigøre sig til alle sider –
Kroll.
Ja men se, – det er netop det, som jeg
ikke tror.
ikke tror.
Rebekka.
Hvad tror De da?
Kroll.
Jeg tror, det er Dem, som står bag det hele.
Rebekka.
Det har De fra Deres frue, rektor Kroll.
Kroll.
Det kan være ligegyldigt, hvem jeg har
det fra. Men visst er det, at jeg bærer på en
stærk tvil, tvil. – en overmåde stærk tvil, siger jeg,
– når jeg tænker mig om og lægger sammen
hele Deres adfærd lige siden De kom hid.
det fra. Men visst er det, at jeg bærer på en
stærk tvil, tvil. – en overmåde stærk tvil, siger jeg,
– når jeg tænker mig om og lægger sammen
hele Deres adfærd lige siden De kom hid.
Rebekka
(ser på ham).
(ser på ham).
Det foresvæver
mig,
mig
at der var en tid, da
De bar på en overmåde stærk tro til mig, kære
rektor. En varm tro, havde jeg nær sagt.
De bar på en overmåde stærk tro til mig, kære
rektor. En varm tro, havde jeg nær sagt.
Faksimile
s. 135
Kroll
(dæmpet).
(dæmpet).
Hvem kunde ikke De forhekse, – når De
la’ an på det?
la’ an på det?
Rebekka.
La’ jeg an på at –!
Kroll.
Ja, det gjorde De. Jeg er ikke så tosset
nu længer, at jeg bilder mig ind, der var nogen
følelse med i spillet. De vilde simpelt hen
skaffe Dem indpas på Rosmersholm. Sætte Dem
fast her. Det var det, jeg skulde hjælpe Dem
med. Nu ser jeg det.
nu længer, at jeg bilder mig ind, der var nogen
følelse med i spillet. De vilde simpelt hen
skaffe Dem indpas på Rosmersholm. Sætte Dem
fast her. Det var det, jeg skulde hjælpe Dem
med. Nu ser jeg det.
Rebekka.
De har altså rent glemt, at det var Beate,
som tigged og trygled mig om at flytte her ud.
som tigged og trygled mig om at flytte her ud.
Kroll.
Ja, da De havde fåt forhekset hende også.
Eller kan det kaldes for venskab, det, som hun
kom til at føle for Dem? Det slog over i for-
gudelse, – i tilbedelse. Det arted ud til, –
hvad skal jeg kalde det? det?, – til et slags desperat
forelskelse. Ja, det er det rette ord.
Eller kan det kaldes for venskab, det, som hun
kom til at føle for Dem? Det slog over i for-
gudelse, – i tilbedelse. Det arted ud til, –
hvad skal jeg kalde det? det?, – til et slags desperat
forelskelse. Ja, det er det rette ord.
Rebekka.
De får være så god at huske på Deres
søsters tilstand. Hvad mig angår, så tror jeg
ikke, jeg kan siges at være overspændt på nogen
måde.
søsters tilstand. Hvad mig angår, så tror jeg
Faksimile
s. 136
ikke, jeg kan siges at være overspændt på nogen
måde.
Kroll.
Nej, det er De visselig ikke. Men desto
farligere blir De for de mennesker, som De vil
vinde magt over. De har så let for at handle
med overlæg og fuld rigtig beregning, – just
fordi De bærer på et koldt hjerte.
farligere blir De for de mennesker, som De vil
vinde magt over. De har så let for at handle
med overlæg og fuld rigtig beregning, – just
fordi De bærer på et koldt hjerte.
Rebekka.
Koldt? Er De så sikker på det?
Kroll.
Nu er jeg ganske viss på det. Ellers havde
De ikke kunnet gå her år efter år og forfølge
Deres mål så urokkelig. Ja, ja, – De har nåd’,
hvad De vilde. De har fåt ham og det hele i
Deres magt. Men for at sætte alt dette igennem,
har De ikke skyd’ at gøre ham ulykkelig.
De ikke kunnet gå her år efter år og forfølge
Deres mål så urokkelig. Ja, ja, – De har nåd’,
hvad De vilde. De har fåt ham og det hele i
Deres magt. Men for at sætte alt dette igennem,
har De ikke skyd’ at gøre ham ulykkelig.
Rebekka.
Det er ikke sandt. Det er ikke mig. Det
er Dem selv, som har gjort ham ulykkelig.
er Dem selv, som har gjort ham ulykkelig.
Kroll.
Har jeg!
Rebekka.
Ja, da De leded ham ind i den
indbildning,
indbildning
at han var skyld i den forfærdelige ende, som
det tog med Beate.
Faksimile
s. 137
at han var skyld i den forfærdelige ende, som
det tog med Beate.
Kroll.
Så det har dog altså grebet ham så dybt?
Rebekka.
Det kan De vel tænke Dem. Så blødt et
sind som hans –
sind som hans –
Kroll.
Jeg
trode,
trode
at en såkaldt frigjort mand for-
stod at sætte sig ud over alle skrupler. – Men
der har vi det altså! Å ja, – i grunden så
var det jo nok det, jeg vidste. Ætlingen af de
mænd, som her ser ned på os, – han slipper
nok for at rive sig løs fra det, som uafhændelig
er gåt i arv fra slægt til slægt.
stod at sætte sig ud over alle skrupler. – Men
der har vi det altså! Å ja, – i grunden så
var det jo nok det, jeg vidste. Ætlingen af de
mænd, som her ser ned på os, – han slipper
nok for at rive sig løs fra det, som uafhændelig
er gåt i arv fra slægt til slægt.
Rebekka
(ser tankefuld ned for sig).
(ser tankefuld ned for sig).
Johannes Rosmer har svært dybe rødder i
slægten. Det er både visst og sandt.
slægten. Det er både visst og sandt.
Kroll.
Ja, og det skulde De ta’t hensyn til, ifald
De havde havt hjertelag for ham. Men De
kunde vel sagtens ikke ta’ den slags hensyn.
Deres forudsætninger er jo så himmelvidt for-
skellige fra hans.
De havde havt hjertelag for ham. Men De
kunde vel sagtens ikke ta’ den slags hensyn.
Deres forudsætninger er jo så himmelvidt for-
skellige fra hans.
Faksimile
s. 138
Rebekka.
Hvilke forudsætninger, mener De?
Kroll.
Jeg mener forudsætningerne i udspringet. I
oprindelsen, – frøken West.
oprindelsen, – frøken West.
Rebekka.
Nå så. Ja, det er ganske
sandt,
sandt
– jeg er
gåt ud fra meget ringe forhold. Men alligevel –
gåt ud fra meget ringe forhold. Men alligevel –
Kroll.
Det er ikke stand og stilling, jeg sigter til.
Jeg tænker på de moralske forudsætninger.
Jeg tænker på de moralske forudsætninger.
Rebekka.
Forudsætninger –? For hvad?
Kroll.
For at De
overhovedet
overhodet
blev til.
Rebekka.
Hvad er det, De siger!
Kroll.
Jeg siger det jo
kun,
kun
fordi det forklarer hele
Deres adfærd.
Deres adfærd.
Rebekka.
Jeg forstår ikke dette. Fuld besked vil jeg
ha’!
ha’!
Faksimile
s. 139
Kroll.
Jeg trode
sandelig,
sandelig
De havde fuld besked.
Det vilde dog ellers være besynderligt, besynderligt at De
lod Dem adoptere af doktor West –
Det vilde dog ellers være besynderligt, besynderligt at De
lod Dem adoptere af doktor West –
Rebekka
(rejser sig).
(rejser sig).
Ah
så!
så
Nu forstår jeg.
Kroll.
– at De antog hans navn. Deres mors
navn var Gamvik.
navn var Gamvik.
Rebekka
(går henover gulvet).
(går henover gulvet).
Min fars navn var Gamvik, herr rektor.
Kroll.
Deres mors bestilling måtte jo tidt og
jævnt bringe hende sammen med distriktslægen.
jævnt bringe hende sammen med distriktslægen.
Rebekka.
Det har De ret i.
Kroll.
Og så tar han Dem til
sig,
sig
– straks da
Deres mor var død. Han behandler Dem hårdt.
Og dog blir De hos ham. De ved véd , at han ikke
vil efterlade Dem en eneste skilling. De fik jo
bare en kasse bøger. Og dog holder De ud
hos ham. Bærer over med ham. Plejer ham
lige til det sidste.
Deres mor var død. Han behandler Dem hårdt.
Og dog blir De hos ham. De ved véd , at han ikke
vil efterlade Dem en eneste skilling. De fik jo
bare en kasse bøger. Og dog holder De ud
Faksimile
s. 140
hos ham. Bærer over med ham. Plejer ham
lige til det sidste.
Rebekka
(henne ved bordet, ser hånligt på ham).
(henne ved bordet, ser hånligt på ham).
Og at jeg gjorde alt dette, – det forklarer
De deraf, at der var noget usædeligt, – noget
forbrydersk ved min tilblivelse!
De deraf, at der var noget usædeligt, – noget
forbrydersk ved min tilblivelse!
Kroll.
Hvad De gjorde for
ham,
ham
udleder jeg af et
uvilkårligt datterligt instinkt. Hele Deres færd
for resten holder jeg for et udslag af Deres op-
rindelse.
uvilkårligt datterligt instinkt. Hele Deres færd
for resten holder jeg for et udslag af Deres op-
rindelse.
Rebekka
(heftigt).
(heftigt).
Men der er ikke et sandt ord i alt, hvad
De siger! Og det kan jeg bevise! For doktor
West var ikke kommen til Finmarken, Finmarken da jeg
blev født.
De siger! Og det kan jeg bevise! For doktor
West var ikke kommen til Finmarken, Finmarken da jeg
blev født.
Kroll.
Undskyld, – frøken. Han kom der op
året i forvejen. Det har jeg undersøgt.
året i forvejen. Det har jeg undersøgt.
Rebekka.
De tar fejl, siger jeg! De tar aldeles fejl!
Kroll.
De sa’ her i
forgårs,
forgårs
at De var ni og tyve
år. Gik i det tredivte.
år. Gik i det tredivte.
Faksimile
s. 141
Rebekka.
Så? Sa’ jeg det?
Kroll.
Ja, De gjorde. Og deraf kan jeg regne
ud –
ud –
Rebekka.
Stop! Det hjælper ikke at regne. For jeg
kan lige så gerne sige Dem det straks: Jeg er
et år ældre, end jeg gir mig ud for.
kan lige så gerne sige Dem det straks: Jeg er
et år ældre, end jeg gir mig ud for.
Kroll
(smiler vantro).
(smiler vantro).
Virkelig? Det er noget nyt. Hvorledes er
det kommet?
det kommet?
Rebekka.
Da jeg havde fyldt de fem og tyve, så
syntes jeg, – ugift som jeg var, – at jeg blev
så rent for gammel. Og så tog jeg mig for at
lyve et år af.
syntes jeg, – ugift som jeg var, – at jeg blev
så rent for gammel. Og så tog jeg mig for at
lyve et år af.
Kroll.
De? En frigjort kvinde. Nærer
De
De
for-
domme angående giftealderen?
domme angående giftealderen?
Rebekka.
Ja
Ja,
det var tossedumt, – og latterligt også.
Men der blir altid hængende et eller andet ved
en, som en ikke kan gøre sig fri for. Vi er nu
slig.
Men der blir altid hængende et eller andet ved
en, som en ikke kan gøre sig fri for. Vi er nu
slig.
Faksimile
s. 142
Kroll.
Lad så være. Men regningen kan bli rigtig
alligevel. For doktor West var deroppe på et
flygtigt besøg året forinden han blev ansat.
alligevel. For doktor West var deroppe på et
flygtigt besøg året forinden han blev ansat.
Rebekka
(bryder ud).
(bryder ud).
Det er ikke sandt!
Kroll.
Er det ikke sandt?
Rebekka.
Nej. For det har mor aldrig talt om.
Kroll.
Så hun har ikke det?
Rebekka.
Nej, aldrig. Og ikke doktor West heller.
Aldrig med et ord.
Aldrig med et ord.
Kroll.
Kunde ikke det
være,
være
fordi de begge to
havde grunde til at springe et år over? Lige-
som De har gjort, frøken West. Det er kanske
en ejendommelighed i slægten.
havde grunde til at springe et år over? Lige-
som De har gjort, frøken West. Det er kanske
en ejendommelighed i slægten.
Rebekka
(går omkring, omkring; knuger og vrider hænderne).
(går omkring, omkring; knuger og vrider hænderne).
Det er umuligt. Det er bare noget, De
vil bilde mig ind. Aldrig i verden er det sandt,
dette her. Kan ikke være sandt! Aldrig i
verden –!
vil bilde mig ind. Aldrig i verden er det sandt,
Faksimile
s. 143
dette her. Kan ikke være sandt! Aldrig i
verden –!
Kroll
(rejser sig).
(rejser sig).
Men, kære, – hvorfor i
guds
Guds
navn tar De
så på vej? De gør mig rent forfærdet! Hvad
skal jeg tro og tænke –!
så på vej? De gør mig rent forfærdet! Hvad
skal jeg tro og tænke –!
Rebekka.
Ingen ting. De skal hverken tro eller
tænke noget.
tænke noget.
Kroll.
Så må De sandelig forklare mig, hvorledes
De kan ta’ Dem den sag, – den mulighed så
nær.
De kan ta’ Dem den sag, – den mulighed så
nær.
Rebekka
(fatter sig).
(fatter sig).
Det er jo så ganske ligefrem, rektor Kroll.
Jeg har da ikke lyst til at gå her og gælde for
et uægte barn.
Jeg har da ikke lyst til at gå her og gælde for
et uægte barn.
Kroll.
Nå så.
Jaja
Ja-ja
, lad os slå os til ro med den
forklaring – foreløbig. Men så har De jo altså
beholdt en viss – fordom på det punkt også.
forklaring – foreløbig. Men så har De jo altså
beholdt en viss – fordom på det punkt også.
Rebekka.
Ja, jeg har vel det.
Faksimile
s. 144
Kroll.
Nå, jeg tænker, det er ligedan bevendt
med det meste af dette her, som De kalder for
Deres frigjorthed. De har læst Dem til en hel
hob nye tanker og meninger. De har fåt vide
et slags besked om forskninger på forskellige
områder, – forskninger, som synes at om-
styrte adskilligt af det, der hidtil hos os har
gældt for uomstødeligt og uangribeligt. Men
alt dette er bare ble’t en viden hos Dem,
frøken West. En kundskab. Det er ikke gåt
Dem i blodet.
med det meste af dette her, som De kalder for
Deres frigjorthed. De har læst Dem til en hel
hob nye tanker og meninger. De har fåt vide
et slags besked om forskninger på forskellige
områder, – forskninger, som synes at om-
styrte adskilligt af det, der hidtil hos os har
gældt for uomstødeligt og uangribeligt. Men
alt dette er bare ble’t en viden hos Dem,
frøken West. En kundskab. Det er ikke gåt
Dem i blodet.
Rebekka
(betænkelig).
(betænkelig).
Kan hænde, De har ret i det.
Kroll.
Ja, bare prøv De Dem selv, så skal De se!
Og når det står slig til med Dem, så kan en
sagtens vide, hvorledes det er fat med Johannes
Rosmer. Det er jo den rene, skære galskab,
– det er at rende lige lukt ind i fordærvelsen,
når han vil træde åbenlyst frem og bekende
sig som en frafalden! Tænk, – han med denne
skyhed i sindet! Tænk Dem ham forstødt, –
forfulgt af den kreds, han hidtil har tilhørt.
Udsat for hensynsløse angreb af de bedste i
samfundet. Aldrig i dette liv blir han mand
for at stå det ud.
Og når det står slig til med Dem, så kan en
sagtens vide, hvorledes det er fat med Johannes
Rosmer. Det er jo den rene, skære galskab,
– det er at rende lige lukt ind i fordærvelsen,
når han vil træde åbenlyst frem og bekende
sig som en frafalden! Tænk, – han med denne
skyhed i sindet! Tænk Dem ham forstødt, –
forfulgt af den kreds, han hidtil har tilhørt.
Udsat for hensynsløse angreb af de bedste i
Faksimile
s. 145
samfundet. Aldrig i dette liv blir han mand
for at stå det ud.
Rebekka.
Han må stå det ud! Nu er det for sent
for ham at trække sig tilbage.
for ham at trække sig tilbage.
Kroll.
Aldeles ikke for sent. Ikke på nogen måde.
Hvad der er sked, det kan ties ned, – eller
det kan i det mindste fortolkes som en blot og
bart forbigående om end beklagelig forvildelse vildfarelse .
Men – en én forholdsregel er rigtignok uomgænge-
lig fornøden.
Hvad der er sked, det kan ties ned, – eller
det kan i det mindste fortolkes som en blot og
bart forbigående om end beklagelig forvildelse vildfarelse .
Men – en én forholdsregel er rigtignok uomgænge-
lig fornøden.
Rebekka.
Og hvad er det for noget?
Kroll.
De må få ham til at legalisere forholdet,
frøken West.
frøken West.
Rebekka.
Det forhold, som han står i til mig?
Kroll.
Ja. De må
sé
se
at få ham til det.
10
Faksimile
s. 146
Rebekka.
De kan altså slet ikke gøre Dem fri for
den tro, at vort forhold trænger til at – lega-
liseres, som De siger?
den tro, at vort forhold trænger til at – lega-
liseres, som De siger?
Kroll.
Jeg vil ikke indlade mig nærmere på sagen
selv. Men jeg tror rigtignok at ha’ iagttaget,
at der, hvor det falder lettest at bryde med
alle såkaldte fordomme, det er i – hm.
selv. Men jeg tror rigtignok at ha’ iagttaget,
at der, hvor det falder lettest at bryde med
alle såkaldte fordomme, det er i – hm.
Rebekka.
Det er i forholdet mellem mand og
kvinde,
kvinde.
mener De?
mener De?
Kroll.
Ja, – oprigtig talt, – jeg tror det.
Rebekka
(driver henover gulvet og ser ud gennem vinduet).
(driver henover gulvet og ser ud gennem vinduet).
Jeg havde nær sagt, – gid De havde ret,
rektor Kroll.
rektor Kroll.
Kroll.
Hvad mener De med det? De siger det
så besynderlig.
så besynderlig.
Rebekka.
Å hvad! Lad os ikke snakke mere om de
ting. – Ah, – der kommer han.
ting. – Ah, – der kommer han.
Faksimile
s. 147
Kroll.
Allerede! Så vil jeg gå.
Rebekka
(hen til ham).
(hen til ham).
Nej, – bli’ her. For nu skal De få høre
noget.
noget.
Kroll.
Ikke nu. Jeg synes
ikke,
ikke
jeg tåler at
sé
se
ham.
ham.
Rebekka.
Jeg
bér
ber
Dem, – bli’. Gør det. Ellers vil
De angre det siden. Det er sidste gang jeg
be’r bér Dem om noget.
De angre det siden. Det er sidste gang jeg
be’r bér Dem om noget.
Kroll
(ser forundret på hende og lægger hatten fra sig).
(ser forundret på hende og lægger hatten fra sig).
Nu vel, frøken West. Lad så være da.
(Det er en stund stille. Da kommer Johannes Rosmer ind fra
forstuen.)
forstuen.)
Rosmer
(ser rektoren, standser i døren).
(ser rektoren, standser i døren).
Hvad! – Er du her!
Rebekka.
Han vilde helst ikke ha’ mødt dig, Ros-
mer.
mer.
10*
Faksimile
s. 148
Kroll
(uvilkårligt).
(uvilkårligt).
Du!
Rebekka.
Ja, herr rektor. Rosmer og jeg – vi
siger du til hinanden. Forholdet imellem os
har ført det med sig.
siger du til hinanden. Forholdet imellem os
har ført det med sig.
Kroll.
Var det det, som De lovte, jeg skulde få
høre?
høre?
Rebekka.
Både det – og lidt mere til.
Rosmer
(kommer nærmere).
(kommer nærmere).
Hvad er hensigten med besøget her idag?
Kroll.
Jeg vilde endnu en gang prøve på at
standse dig og vinde dig tilbage.
standse dig og vinde dig tilbage.
Rosmer
(peger på avisen).
(peger på avisen).
Efter det, som står der?
Kroll.
Jeg har ikke skrevet det.
Faksimile
s. 149
Rosmer.
Gjorde du noget skridt for at holde det
til-
bage. tilbage?
bage. tilbage?
Kroll.
Det vilde ha’ været uforsvarligt imod den
sag, jeg tjener. Og desuden så stod det ikke
i min magt.
sag, jeg tjener. Og desuden så stod det ikke
i min magt.
Rebekka
(river avisen i stykker, krøller stumperne sammen og kaster dem bag
ovnen).
(river avisen i stykker, krøller stumperne sammen og kaster dem bag
ovnen).
Se så. Nu er det ude af øje. Og lad det
så være ude af sind også. For der kommer
ikke mere af den slags, Rosmer.
så være ude af sind også. For der kommer
ikke mere af den slags, Rosmer.
Kroll.
A
Å
ja, kunde De så sandt mage det så.
Rebekka.
Kom, og lad os sætte os, kære. Alle tre.
Så vil jeg sige det altsammen.
Så vil jeg sige det altsammen.
Rosmer
(sætter sig uvilkårligt),
(sætter sig uvilkårligt),
Hvad er det for noget, som er kommet
over dig, Rebekka! Denne uhyggelige ro –.
Hvad er det for noget?
over dig, Rebekka! Denne uhyggelige ro –.
Hvad er det for noget?
Faksimile
s. 150
Rebekka.
Beslutningens ro. (sætter sig.) Sæt Dem, De
også, rektor.
også, rektor.
(Rektor Kroll tar plads i sofaen.)
Rosmer.
Beslutningens, siger du. Hvilken beslutning?
Rebekka.
Jeg vil gi’ dig igen, hvad du trænger for
at leve livet. Du skal få din glade skyldfrihed
tilbage, kære ven.
at leve livet. Du skal få din glade skyldfrihed
tilbage, kære ven.
Rosmer.
Men hvad er dog dette!
Rebekka.
Jeg vil bare fortælle. Der behøves ikke
andet.
andet.
Rosmer.
Nu!
Rebekka.
Da jeg var kommen her ned fra Finmarken
– sammen med doktor West, – så syntes jeg, jeg
at der ligesom åbned sig en ny, stor, vid ver-
den for mig. Doktoren havde lært mig både
løst og fast. Alt det spredte, som jeg vidste
om tingene i livet den gang. (kæmpende og neppe
hørligt.) Og så –
– sammen med doktor West, – så syntes jeg, jeg
at der ligesom åbned sig en ny, stor, vid ver-
den for mig. Doktoren havde lært mig både
løst og fast. Alt det spredte, som jeg vidste
Faksimile
s. 151
om tingene i livet den gang. (kæmpende og neppe
hørligt.) Og så –
Kroll.
Og så?
Rosmer.
Men, Rebekka, – dette her
ved
véd
jeg jo.
Rebekka
(tar sig sammen).
(tar sig sammen).
Ja, ja, – det har du i grunden ret i. Du
ved véd nok om dette.
ved véd nok om dette.
Kroll
(ser fast på hende).
(ser fast på hende).
Det er kanske
rettest,
rettest
at jeg går.
Rebekka.
Nej, De skal bli’ siddende, kære rektor.
(til Rosmer.) Ja, det var altså det, ser du, – jeg
vilde være med i den nye tid, som brød frem.
Være med i alle de nye tankerne. – Rektor
Kroll fortalte mig en dag, dag at Ulrik Brendel
havde havt svær magt over dig en tid, mens
du endnu var gut. Jeg syntes, det måtte kunne
gå an for mig at ta’ dette her op igen.
(til Rosmer.) Ja, det var altså det, ser du, – jeg
vilde være med i den nye tid, som brød frem.
Være med i alle de nye tankerne. – Rektor
Kroll fortalte mig en dag, dag at Ulrik Brendel
havde havt svær magt over dig en tid, mens
du endnu var gut. Jeg syntes, det måtte kunne
gå an for mig at ta’ dette her op igen.
Rosmer.
Kom du hid med en dulgt hensigt –!
Faksimile
s. 152
Rebekka.
Jeg
vilde,
vilde
at vi to skulde gå sammen fremad
i frihed. Altid videre. Altid yderligere frem. –
Men så var der jo denne skumle, uoverstigelige
mur imellem dig og den hele, fulde frigørelse.
i frihed. Altid videre. Altid yderligere frem. –
Men så var der jo denne skumle, uoverstigelige
mur imellem dig og den hele, fulde frigørelse.
Rosmer.
Hvilken mur, mener du?
Rebekka.
Jeg mener det, Rosmer, at du ikke kunde
vokse dig fri uden i det lyse solskinnet. Og så
gik du her og skranted og sygned i et sligt
ægteskabs mørke.
vokse dig fri uden i det lyse solskinnet. Og så
gik du her og skranted og sygned i et sligt
ægteskabs mørke.
Rosmer.
Aldrig før idag har du talt til mig om mit
ægteskab på den måde.
ægteskab på den måde.
Rebekka.
Nej, det turde jeg ikke, for så havde jeg
skræmt dig.
skræmt dig.
Kroll
(nikker til Rosmer).
(nikker til Rosmer).
Hører du
det!
det?
Rebekka
(blir ved).
(blir ved).
Men jeg skønte godt, hvor frelsen var for
dig. Den eneste frelse. Og så handled jeg.
dig. Den eneste frelse. Og så handled jeg.
Faksimile
s. 153
Rosmer.
Hvad er det for handlinger, du sigter til?
Kroll.
Vil De dermed
sige,
sige
at –!
Rebekka.
Ja, Rosmer –. (rejser sig.) Bli’ bare siddende.
De også, rektor Kroll. Men nu må det for
dagen. Det var ikke dig, Rosmer. Du er
skyldfri. Det var mig, som lokked –, som
kom til at lokke Beate ud på de vildsomme
veje –
De også, rektor Kroll. Men nu må det for
dagen. Det var ikke dig, Rosmer. Du er
skyldfri. Det var mig, som lokked –, som
kom til at lokke Beate ud på de vildsomme
veje –
Rosmer
(springer op).
(springer op).
Rebekka!
Kroll
(op fra sofaen).
(op fra sofaen).
– på de vildsomme veje!
Rebekka.
På de veje, – som førte til møllefossen.
Nu ved véd I det, begge to.
Nu ved véd I det, begge to.
Rosmer
(som bedøvet).
(som bedøvet).
Men jeg forstår ikke –. Hvad er det,
hun står og siger? Jeg forstår ikke et ord –!
hun står og siger? Jeg forstår ikke et ord –!
Faksimile
s. 154
Kroll.
Å jo, du. Jeg begynder at forstå.
Rosmer.
Men hvad har du da gjort! Hvad har du
da kunnet sige hende for noget? Der var jo
intet. Slet intet!
da kunnet sige hende for noget? Der var jo
intet. Slet intet!
Rebekka.
Hun fik
vide,
vide
at du holdt på at arbejde
dig ud af alle de gamle fordommene.
dig ud af alle de gamle fordommene.
Rosmer.
Ja, men det gjorde jeg jo ikke dengang.
Rebekka.
Jeg
vidste,
vidste
at du snart vilde komme til at
gøre det.
gøre det.
Kroll
(nikker til Rosmer).
(nikker til Rosmer).
Aha!
Rosmer.
Og så? Hvad mere? Nu vil jeg vide resten
også.
også.
Rebekka.
En tid bagefter – så bad og bønfaldt jeg
hende om, om at jeg måtte få rejse fra Rosmers-
holm.
hende om, om at jeg måtte få rejse fra Rosmers-
holm.
Faksimile
s. 155
Rosmer.
Hvorfor vilde du rejse – dengang?
Rebekka.
Jeg vilde ikke rejse. Jeg vilde bli’ her,
hvor jeg var. Men jeg sa’ til hende, hende at det nok
var bedst for os alle – om jeg kom bort i
tide. Jeg lod hende forstå, at blev jeg længere
her, – så kunde der, – så kunde der ske, –
hvad det så skulde være.
hvor jeg var. Men jeg sa’ til hende, hende at det nok
var bedst for os alle – om jeg kom bort i
tide. Jeg lod hende forstå, at blev jeg længere
her, – så kunde der, – så kunde der ske, –
hvad det så skulde være.
Rosmer.
Dette er altså, hvad du har sagt og gjort.
Rebekka.
Ja, Rosmer.
Rosmer.
Det var det, som du kaldte at handle.
Rebekka
(med brudt stemme).
(med brudt stemme).
Jeg kaldte det så, ja.
Rosmer
(lidt efter).
(lidt efter).
Har du nu skriftet alt, Rebekka?
Rebekka.
Ja.
Faksimile
s. 156
Kroll.
Ikke alt.
Rebekka
(ser skræmt på ham).
(ser skræmt på ham).
Hvad mere skulde der være?
Kroll.
Lod De så ikke til slut Beate
forstå,
forstå
at
det var nødvendigt, – ikke blot at det var
bedst, – men at det var nødvendigt, af hensyn
til Dem og Rosmer, at De rejste et andet steds
hen – så fort som muligt? – Nu?
det var nødvendigt, – ikke blot at det var
bedst, – men at det var nødvendigt, af hensyn
til Dem og Rosmer, at De rejste et andet steds
hen – så fort som muligt? – Nu?
Rebekka
(sagte og utydeligt).
(sagte og utydeligt).
Kanske jeg sa’ noget sligt også.
Rosmer
(segner ned i lænestolen ved vinduet).
(segner ned i lænestolen ved vinduet).
Og dette spind af løgn og bedrag har hun,
– den ulykkelige syge, gåt her og trod på!
Trod så fuldt og fast! Så uryggelig! (ser op på
Rebekka.) Og aldrig vendte hun sig til mig. Aldrig
med et ord! Å, Rebekka, – jeg ser det på
dig, – du har rådet hende fra det!
– den ulykkelige syge, gåt her og trod på!
Trod så fuldt og fast! Så uryggelig! (ser op på
Rebekka.) Og aldrig vendte hun sig til mig. Aldrig
med et ord! Å, Rebekka, – jeg ser det på
dig, – du har rådet hende fra det!
Rebekka.
Hun havde jo sat sig i
hodet,
hodet
at hun, –
som børnløs hustru, ikke havde ret til at være
her. Og så bildte hun sig ind, det var pligt
imod dig at vige pladsen.
som børnløs hustru, ikke havde ret til at være
Faksimile
s. 157
her. Og så bildte hun sig ind, det var pligt
imod dig at vige pladsen.
Rosmer.
Og du, – du gjorde intet for at få hende
ud af denne indbildning?
ud af denne indbildning?
Rebekka.
Nej.
Kroll.
De bestyrked hende kanske i den? Svar!
Gjorde De ikke det?
Gjorde De ikke det?
Rebekka.
Hun forstod mig vel så, kan jeg tro.
Rosmer.
Ja, ja, – og for din vilje bøjed hun sig i
alle ting. Og så gav hun plads. (springer op.) Hvor
kunde, – hvor kunde du drive dette forfærde-
lige spil!
alle ting. Og så gav hun plads. (springer op.) Hvor
kunde, – hvor kunde du drive dette forfærde-
lige spil!
Rebekka.
Jeg syntes, at her var to liv at vælge imellem,
Rosmer.
Rosmer.
Kroll
(strængt og myndigt).
(strængt og myndigt).
De havde ingen ret til at træffe et sligt
valg!
valg!
Faksimile
s. 158
Rebekka
(heftig).
(heftig).
Men tror I
da,
da
at jeg gik her og handled
med kold og kløgtig fatning! Jeg var da ikke
slig, dengang, som nu, da jeg står og fortæller
det. Og så er der da vel to slags vilje i et
menneske, skulde jeg mene! Jeg vilde ha’ Beate
væk. På den ene måden eller på den anden.
Men jeg trode aldrig, aldrig at det skulde komme
alligevel. Ved hvert skridt, som jeg fristed og
voved fremad, syntes jeg ligesom noget skreg
indeni mig: Nu ikke længer! Ikke et skridt
længer! – Og så kunde jeg ikke la’ det være
endda. Jeg måtte friste et bitte lidet gran til.
Bare et eneste et. Og så et til – og altid et
til. – Og så kom det. – Det er på den vis,
sligt noget går for sig.
med kold og kløgtig fatning! Jeg var da ikke
slig, dengang, som nu, da jeg står og fortæller
det. Og så er der da vel to slags vilje i et
menneske, skulde jeg mene! Jeg vilde ha’ Beate
væk. På den ene måden eller på den anden.
Men jeg trode aldrig, aldrig at det skulde komme
alligevel. Ved hvert skridt, som jeg fristed og
voved fremad, syntes jeg ligesom noget skreg
indeni mig: Nu ikke længer! Ikke et skridt
længer! – Og så kunde jeg ikke la’ det være
endda. Jeg måtte friste et bitte lidet gran til.
Bare et eneste et. Og så et til – og altid et
til. – Og så kom det. – Det er på den vis,
sligt noget går for sig.
(kort taushed.)
Rosmer
(til Rebekka).
(til Rebekka).
Hvorledes tror
du,
du
det herefter skal gå med
dig? Efter dette?
dig? Efter dette?
Rebekka.
Med mig får det gå, som det kan. Det
kommer det ikke så nøje an på.
kommer det ikke så nøje an på.
Faksimile
s. 159
Kroll.
Ikke et ord, som tyder på anger. Føler
De kanske ingen?
De kanske ingen?
Rebekka
(koldt afvisende).
(koldt afvisende).
Undskyld, herr rektor, – det er en sag,
som ikke kommer nogen anden ved. Det skal
jeg nok klare med mig selv.
som ikke kommer nogen anden ved. Det skal
jeg nok klare med mig selv.
Kroll
(til Rosmer).
(til Rosmer).
Og denne kvinde er det, som du lever
under tag sammen med. I fortroligt forhold til.
(ser om på portrætterne.) Å, – de, som er borte, –
de skulde bare se op nu!
under tag sammen med. I fortroligt forhold til.
(ser om på portrætterne.) Å, – de, som er borte, –
de skulde bare se op nu!
Rosmer.
Går du indover til byen?
Kroll
(tar sin hat).
(tar sin hat).
Ja. Jo før jo heller.
Rosmer
(tar ligeledes sin hat) [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
(tar ligeledes sin hat) [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
Så går jeg med dig.
Faksimile
s. 160
Kroll.
Vil du det! Ja, jeg tænkte nok, vi ikke
helt havde mistet dig.
helt havde mistet dig.
Rosmer.
Kom så, Kroll! Kom så!
(De går begge ud gennem forstuen uden at se til Rebekka.)
(Lidt efter går Rebekka forsigtig hen til vinduet og kikker ud mellem
blomsterne.)
blomsterne.)
Rebekka
(taler halvhøjt med sig selv).
(taler halvhøjt med sig selv).
Ikke over kloppen idag heller. Går oven-
om. Kommer aldrig over møllefossen. Aldrig.
(går fra vinduet.) Ja, ja da!
om. Kommer aldrig over møllefossen. Aldrig.
(går fra vinduet.) Ja, ja da!
(
Hun
hun
går hen og trækker i klokkestrengen.)
(Kort efter kommer madam Helseth ind fra højre.)
Madam Helseth.
Hvad er det, frøken?
Rebekka.
Madam Helseth, vil De kanske være så
snil at få min rejsekoffert hentet ned fra loftet.
snil at få min rejsekoffert hentet ned fra loftet.
Madam Helseth.
Rejsekofferten?
Faksimile
s. 161
Rebekka.
Ja, den brune sælskindskofferten, som De
ved véd .
ved véd .
Madam Helseth.
Ja vel. Men
gud
Gud
bevare mig, – vil da
frøkenen ud og rejse?
frøkenen ud og rejse?
Rebekka.
Ja, – nu vil jeg ud og rejse, madam Hel-
seth.
seth.
Madam Helseth.
Og det så fort på timen!
Rebekka.
Så fort jeg har fåt pakket.
Madam Helseth.
Nu har jeg da aldrig hørt magen! Men
frøkenen kommer da vel snart igen, ved véd jeg?
frøkenen kommer da vel snart igen, ved véd jeg?
Rebekka.
Jeg kommer aldrig mere igen.
Madam Helseth.
Aldrig! Men
herre gud
Herregud
, hvorledes skal
det bli’ her på Rosmersholm, når ikke frøken
West er her længer? Nu havde den stakkers
pastoren fåt det så godt og hyggeligt.
det bli’ her på Rosmersholm, når ikke frøken
11
Faksimile
s. 162
West er her længer? Nu havde den stakkers
pastoren fåt det så godt og hyggeligt.
Rebekka.
Ja, men idag er jeg
blet
ble’t
ræd, madam Hel-
seth.
seth.
Madam Helseth.
Ræd! Jøsses, – hvorfor det da?
Rebekka.
Jo, for jeg synes, jeg har set ligesom et
skimt af hvide heste.
skimt af hvide heste.
Madam Helseth.
Af hvide heste! Midt på lyse dagen!
Rebekka.
Å, de er nok ude både tidlig og sent, –
de hvide hestene på Rosmersholm. (slår over.) Nå,
– det var altså rejsekofferten, madam Helseth.
de hvide hestene på Rosmersholm. (slår over.) Nå,
– det var altså rejsekofferten, madam Helseth.
Madam Helseth.
Ja vel. Rejsekofferten.
(De går begge ud til højre.)
Faksimile
FJERDE AKT.
(Dagligstuen på Rosmersholm. Det er sen aften. Lampen, med
skærm over, brænder på bordet.)
skærm over, brænder på bordet.)
(Rebekka West står ved bordet og pakker nogle småting ned
i en vadsæk. Hendes kåbe, hat og det hvide hæklede uldsjal hænger
over sofaryggen.)
i en vadsæk. Hendes kåbe, hat og det hvide hæklede uldsjal hænger
over sofaryggen.)
(Madam Helseth kommer ind fra højre.)
Madam Helseth
(taler dæmpet og synes forbeholden ser tilbageholden ud ).
(taler dæmpet og synes forbeholden ser tilbageholden ud ).
Ja, nu er alle sagerne båret ud, frøken. De
står i køkkengangen.
står i køkkengangen.
Rebekka.
Godt. Kusken er vel tilsagt?
Madam Helseth.
Ja. Han spør’, hvad tid han skal være her
med vognen.
med vognen.
11*
Faksimile
s. 164
Rebekka.
Jeg tænker, så omkring klokken elleve.
Dampskibet går ved midnat.
Dampskibet går ved midnat.
Madam Helseth
(lidt nølende).
(lidt nølende).
Men pastoren da? Hvis han nu ikke kommer
hjem til den tid?
hjem til den tid?
Rebekka.
Jeg rejser alligevel. Skulde jeg ikke få se
ham, så kan De sige, at jeg skriver ham til.
Et langt brev. Sig det.
ham, så kan De sige, at jeg skriver ham til.
Et langt brev. Sig det.
Madam Helseth.
Ja, det kan jo være bra’ nok – dette med
at skrive. Men, stakkers frøken, – jeg synes
nu, De skulde prøve på at snakke med ham en
gang til.
at skrive. Men, stakkers frøken, – jeg synes
nu, De skulde prøve på at snakke med ham en
gang til.
Rebekka.
Kanske det. Eller kanske ikke alligevel.
Madam Helseth.
Nej, – at jeg skulde opleve dette her, –
det havde jeg da aldrig tænkt!
det havde jeg da aldrig tænkt!
Rebekka.
Hvad havde De da tænkt, madam Helseth?
Faksimile
s. 165
Madam Helseth.
A
Å
, jeg havde rigtignok
tænkt,
tænkt
at pastor
Rosmer var reellere mand end som så.
Rosmer var reellere mand end som så.
Rebekka.
Reellere?
Madam Helseth.
Ja min sandten siger jeg så.
Rebekka.
Men, kære, hvad mener De da med det?
Madam Helseth.
Jeg mener, som sandt og ret er, frøken.
Han skulde ikke fri sig ifra det på den måden,
ikke.
Han skulde ikke fri sig ifra det på den måden,
ikke.
Rebekka
(ser på hende).
(ser på hende).
Hør nu her, madam Helseth. Sig mig ær-
ligt og oprigtigt, – hvorfor tror De, jeg rejser
bort?
ligt og oprigtigt, – hvorfor tror De, jeg rejser
bort?
Madam Helseth.
Herre gud
Herregud
, det er vel nødvendigt, frøken.
Å [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] ja, ja, ja! Men jeg synes rigtignok ikke, det
er pent gjort af pastoren. Mortensgård var da
undskyldt, han. For hun havde jo sin mand i
live. Så de to kunde ikke gifte sig sammen,
om de aldrig så gerne vilde. Men sé se , pastoren,
han – hm!
Å [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] ja, ja, ja! Men jeg synes rigtignok ikke, det
er pent gjort af pastoren. Mortensgård var da
undskyldt, han. For hun havde jo sin mand i
live. Så de to kunde ikke gifte sig sammen,
Faksimile
s. 166
om de aldrig så gerne vilde. Men sé se , pastoren,
han – hm!
Rebekka
(med et svagt smil).
(med et svagt smil).
Skulde De kunnet tænkt Dem sligt noget
om mig og pastor Rosmer?
om mig og pastor Rosmer?
Madam Helseth.
Aldrig i verden. Ja, jeg mener, – ikke
før idag.
før idag.
Rebekka.
Men idag altså –?
Madam Helseth.
Nå, – efter alt det stygge, som folk siger
der skal stå om pastoren i bladene, så –
der skal stå om pastoren i bladene, så –
Rebekka.
Aha!
Madam Helseth.
For det er min mening, at den mand, som
kan gå over til Mortensgårds reglion, ham kan
en, min sandten, tro til hvad det så skal være.
kan gå over til Mortensgårds reglion, ham kan
en, min sandten, tro til hvad det så skal være.
Rebekka.
Å
[HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
ja, det er vel så, det. Men jeg da?
Hvad siger De om mig?
Hvad siger De om mig?
Faksimile
s. 167
Madam Helseth.
Bevar’s vel, frøken, – Dem synes jeg ikke
det er så stort at sige på. Det er vel ikke så
godt for et ensligt fruentimmer at stå imod, kan
jeg tro. – Vi er jo alle sammen mennesker,
frøken West.
det er så stort at sige på. Det er vel ikke så
godt for et ensligt fruentimmer at stå imod, kan
jeg tro. – Vi er jo alle sammen mennesker,
frøken West.
Rebekka.
Det er et sandt ord, madam Helseth. Vi
er alle sammen mennesker. – Hvad lytter De
efter?
er alle sammen mennesker. – Hvad lytter De
efter?
Madam Helseth
(sagte).
(sagte).
Å Jøsses, – der tror jeg han kommer lige
akkurat.
akkurat.
Rebekka
(farer sammen).
(farer sammen).
Altså alligevel –! (bestemt.) Nå ja. Lad så
være.
være.
(Johannes Rosmer kommer ind fra forstuen.)
Rosmer
(ser rejsetøjet, vender sig til Rebekka og spørger).
(ser rejsetøjet, vender sig til Rebekka og spørger).
Hvad betyder dette her?
Rebekka.
Jeg rejser.
Faksimile
s. 168
Rosmer.
Straks?
Rebekka.
Ja. (til madam Helseth.) Altså klokken elleve.
Madam Helseth.
Godt og vel, frøken.
(
Hun
hun
går ud til højre.)
Rosmer
(efter et kort ophold).
(efter et kort ophold).
Hvor rejser du hen, Rebekka?
Rebekka.
Nordover med dampskibet.
Rosmer.
Nordover? Hvad vil du der nord?
Rebekka.
Det var jo der, jeg kom fra.
Rosmer.
Men der oppe har du jo ikke noget at
gøre nu.
gøre nu.
Rebekka.
Det har jeg ikke her nede heller.
Faksimile
s. 169
Rosmer.
Hvad tænker du da at ta’ dig til?
Rebekka.
Jeg
ved
véd
ikke. Jeg vil bare
sé
se
at få ende
på det.
på det.
Rosmer.
Få ende på det?
Rebekka.
Rosmersholm
Rosmesholm
har knækket mig.
Rosmer
(blir opmærksom).
(blir opmærksom).
Siger du det?
Rebekka.
Knækket mig sønder og sammen. – Jeg
havde så frisk og så modig en vilje, da jeg
kom hid. Nu er jeg bøjet ind under en frem-
med lov. – Herefterdags tror jeg ikke, jeg
tør vove mig til nogen verdens ting.
havde så frisk og så modig en vilje, da jeg
kom hid. Nu er jeg bøjet ind under en frem-
med lov. – Herefterdags tror jeg ikke, jeg
tør vove mig til nogen verdens ting.
Rosmer.
Hvorfor ikke? Hvad er det for en lov,
som du siger, siger at du er –?
som du siger, siger at du er –?
Faksimile
s. 170
Rebekka.
Kære, lad os ikke tale om det nu. –
Hvad blev det så til med dig og rektoren?
Hvad blev det så til med dig og rektoren?
Rosmer.
Vi har sluttet fred.
Rebekka.
Ja så. Det blev altså til det.
Rosmer.
Han samled hele vor gamle vennekreds
sammen hos sig. De har gjort mig det ind-
lysende, at arbejdet for at adle sindene, – det
ligger slet ikke for mig. – Og det er desuden
noget så håbløst i sig selv, du. – Jeg lar det
ligge.
sammen hos sig. De har gjort mig det ind-
lysende, at arbejdet for at adle sindene, – det
ligger slet ikke for mig. – Og det er desuden
noget så håbløst i sig selv, du. – Jeg lar det
ligge.
Rebekka.
Ja, ja, – det er vel kanske bedst så.
Rosmer.
Siger du det nu? Er du nu af den me-
ning?
ning?
Rebekka.
Jeg er kommen til den mening. I de sid-
ste par dagene.
ste par dagene.
Faksimile
s. 171
Rosmer.
Du lyver, Rebekka.
Rebekka.
Lyver –!
Rosmer.
Ja, du lyver. Du har aldrig trod på mig.
Aldrig har du trod, at jeg var mand for at
kæmpe den sag frem til nogen sejr.
Aldrig har du trod, at jeg var mand for at
kæmpe den sag frem til nogen sejr.
Rebekka.
Jeg har
trod,
trod
at vi to sammen skulde komme
til at magte det.
til at magte det.
Rosmer.
Det er ikke sandt. Du har trod, at du selv
skulde kunne udrette noget stort i livet. At du
kunde bruge mig til det, som du vilde ha’ frem.
At jeg kunde være dig tjenlig for dine formål.
Det har du trod.
skulde kunne udrette noget stort i livet. At du
kunde bruge mig til det, som du vilde ha’ frem.
At jeg kunde være dig tjenlig for dine formål.
Det har du trod.
Rebekka.
Hør nu, Rosmer –
Rosmer
(sætter sig tungt ned i sofaen).
(sætter sig tungt ned i sofaen).
Å
[HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
lad være! Jeg ser nu til bunds i det
hele. Jeg har været som en handske i dine
hænder.
Faksimile
s. 172
hele. Jeg har været som en handske i dine
hænder.
Rebekka.
Hør nu, Rosmer. Lad os tales ved om
dette her. Det blir sidste gang. (sætter sig i en stol
ved sofaen.) Jeg havde tænkt, tænkt at jeg vilde skrive
dig til om det altsammen, – når jeg var
kommen der nord igen. Men det blir vel bedst, bedst
at du straks får høre det.
dette her. Det blir sidste gang. (sætter sig i en stol
ved sofaen.) Jeg havde tænkt, tænkt at jeg vilde skrive
dig til om det altsammen, – når jeg var
kommen der nord igen. Men det blir vel bedst, bedst
at du straks får høre det.
Rosmer.
Har du endnu mere at tilstå?
Rebekka.
Jeg har det store igen.
Rosmer.
Hvilket store?
Rebekka.
Det, som du aldrig har anet. Det, som
gir både lys og skygge til alt det øvrige.
gir både lys og skygge til alt det øvrige.
Rosmer
(ryster på hodet).
(ryster på hodet).
Jeg forstår ikke noget af dette.
Faksimile
s. 173
Rebekka.
Det er ganske
sandt,
sandt
at jeg engang la’ mine
garn ud for at vinde indpas her på Rosmers-
holm. For jeg mente som så, at jeg nok skulde
komme til at gøre min lykke her. Enten på
den ene måden eller på den anden, – skønner du.
garn ud for at vinde indpas her på Rosmers-
holm. For jeg mente som så, at jeg nok skulde
komme til at gøre min lykke her. Enten på
den ene måden eller på den anden, – skønner du.
Rosmer.
Du fik da også drevet igennem – det, som
du vilde.
du vilde.
Rebekka.
Jeg tror, jeg kunde drevet igennem, hvad
det så skulde være – dengang. For da havde
jeg endnu min modige, fribårne vilje. Jeg
kendte ikke hensyn at ta’. Ikke forhold at vige
af vejen for. – Men så kom begyndelsen til
det, som har knækket viljen i mig – og skræmt
mig så ynkelig for hele livet.
det så skulde være – dengang. For da havde
jeg endnu min modige, fribårne vilje. Jeg
kendte ikke hensyn at ta’. Ikke forhold at vige
af vejen for. – Men så kom begyndelsen til
det, som har knækket viljen i mig – og skræmt
mig så ynkelig for hele livet.
Rosmer.
Hvad kom? Tal, så jeg kan forstå dig.
Rebekka.
Da kom det over mig, – dette vilde, ube-
tvingelige begær –. Å, Rosmer –!
tvingelige begær –. Å, Rosmer –!
Rosmer.
Begær? Du –! Efter hvad?
Faksimile
s. 174
Rebekka.
Efter dig.
Rosmer
(vil springe op).
(vil springe op).
Hvad er dette!
Rebekka
(standser ham).
(standser ham).
Bliv siddende, kære. Nu skal du få høre
videre.
videre.
Rosmer.
Og du vil sige – at du har elsket mig –
på slig vis!
på slig vis!
Rebekka.
Jeg syntes, det måtte kaldes at elske –
dengang. At dette var kærlighed, syntes jeg.
Men det var det ikke kke . Det var, som jeg siger
dig. Det var et vildt, ubetvingeligt begær.
dengang. At dette var kærlighed, syntes jeg.
Men det var det ikke kke . Det var, som jeg siger
dig. Det var et vildt, ubetvingeligt begær.
Rosmer
(med møje).
(med møje).
Rebekka, – er det virkelig dig selv, –
dig – dig, som du sidder her og fortæller alt
dette om!
dig – dig, som du sidder her og fortæller alt
dette om!
Rebekka.
Ja, hvad synes du, Rosmer!
Faksimile
s. 175
Rosmer.
Ud af dette, – under magten af dette var
det altså, altså at du – at du handled, som du
kalder det.
det altså, altså at du – at du handled, som du
kalder det.
Rebekka.
Det var over mig som et vejr ved havet.
Det var som et af de vejr, vi kan ha’ ved
vintertid der nordpå. Det tar en, – og bær’
en med sig, du, – så langt det skal være.
Ikke tanke om at stå imod.
Det var som et af de vejr, vi kan ha’ ved
vintertid der nordpå. Det tar en, – og bær’
en med sig, du, – så langt det skal være.
Ikke tanke om at stå imod.
Rosmer.
Så fejed det den ulykkelige Beate ud i
møllefossen.
møllefossen.
Rebekka.
Ja, for der stod som en kamp på bådkølen
mellem Beate og mig i den tid.
mellem Beate og mig i den tid.
Rosmer.
Du var visselig den stærkeste på Rosmers-
holm. Stærkere, end både Beate og jeg til-
sammen.
holm. Stærkere, end både Beate og jeg til-
sammen.
Rebekka.
Jeg kendte dig så vidt, at jeg vidste, –
til dig var ingen vej fremkommelig, fremkommelig før du var
gjort fri både i forholde – og i sind.
til dig var ingen vej fremkommelig, fremkommelig før du var
gjort fri både i forholde – og i sind.
Faksimile
s. 176
Rosmer.
Men jeg begriber dig ikke, Rebekka. Du,
– du selv, – hele din adfærd er mig en uløse-
lig gåde. Nu er jeg jo fri, – både i sind og
i forhold. Du står nu helt fremme ved det mål,
du fra først af havde sat dig. Og så allige-
vel –!
– du selv, – hele din adfærd er mig en uløse-
lig gåde. Nu er jeg jo fri, – både i sind og
i forhold. Du står nu helt fremme ved det mål,
du fra først af havde sat dig. Og så allige-
vel –!
Rebekka.
Aldrig har jeg ståt længere fra målet end nu.
Rosmer.
– og så alligevel, siger jeg, – da jeg igår
spurte spurgte dig, – bad dig: bliv min hustru, – da
skreg du ud som i skræk, at det aldrig kunde ske.
spurte spurgte dig, – bad dig: bliv min hustru, – da
skreg du ud som i skræk, at det aldrig kunde ske.
Rebekka.
Da skreg jeg ud i fortvilelse, du.
Rosmer.
Hvorfor?
Rebekka.
Fordi Rosmersholm har magtstjålet mig.
Her har jeg fåt min egen modige vilje stækket.
Og forkluddret! Den tid er forbi for mig, da
jeg turde vove, hvad det så skulde være. Jeg
har mistet evnen til at handle, Rosmer.
Her har jeg fåt min egen modige vilje stækket.
Og forkluddret! Den tid er forbi for mig, da
jeg turde vove, hvad det så skulde være. Jeg
har mistet evnen til at handle, Rosmer.
Faksimile
s. 177
Rosmer.
Sig mig, hvorledes dette er kommet.
Rebekka.
Det er kommet gennem samlivet med dig.
Rosmer.
Men hvorledes? Hvorledes?
Rebekka.
Da jeg var ble’t alene med dig her, – og
da du var ble’t dig selv –
da du var ble’t dig selv –
Rosmer.
Ja, ja?
Rebekka.
– for du var aldrig helt ud dig selv, så
længe Beate leved –
længe Beate leved –
Rosmer.
Desværre, det har du nok ret i.
Rebekka.
Men da jeg så fik leve sammen med dig
her, – i stilhed, – i ensomhed, – da du gav
mig alle dine tanker uforbeholdent, – hver en
stemning, så blødt og så fint, som du følte den,
– da gik det store omslag for sig. Lidt efter
lidt, – skønner du. Næsten umærkelig, –
men så overvældende til slut. Lige til bunden
af mit sind.
her, – i stilhed, – i ensomhed, – da du gav
mig alle dine tanker uforbeholdent, – hver en
stemning, så blødt og så fint, som du følte den,
– da gik det store omslag for sig. Lidt efter
lidt, – skønner du. Næsten umærkelig, –
12
Faksimile
s. 178
men så overvældende til slut. Lige til bunden
af mit sind.
Rosmer.
Å, hvad er dog dette her, Rebekka!
Rebekka.
Alt det andet, – dette stygge, sansedrukne
begær, det kom så langt, så langt bort fra mig.
Alle disse opjagede magter slog sig stilfærdigt
ned i taushed. Der faldt en sindshvile over
mig, – en stilhed, som på et fugleberg under
midnatssolen oppe hos os.
begær, det kom så langt, så langt bort fra mig.
Alle disse opjagede magter slog sig stilfærdigt
ned i taushed. Der faldt en sindshvile over
mig, – en stilhed, som på et fugleberg under
midnatssolen oppe hos os.
Rosmer.
Sig mere om dette. Alt, hvad du
ved
véd
at sige.
at sige.
Rebekka.
Der er ikke stort andet, du. Der er bare
det, at så kom der kærlighed op i mig. Den
store, forsagende kærlighed, som nøjer sig med
samlivet, slig, som det har været imellem os to.
det, at så kom der kærlighed op i mig. Den
store, forsagende kærlighed, som nøjer sig med
samlivet, slig, som det har været imellem os to.
Rosmer.
Å, ifald jeg blot havde anet et fnug af alt
dette!
dette!
Rebekka.
Bedst så, som det er. Igår, – da du
spurte spurgte mig, om jeg vilde være din hustru, –
da jubled jeg ud –
Faksimile
s. 179
spurte spurgte mig, om jeg vilde være din hustru, –
da jubled jeg ud –
Rosmer.
Ja, gjorde du ikke det, Rebekka! Jeg syntes,
jeg forstod det så.
jeg forstod det så.
Rebekka.
Et øjeblik, ja. I selvforglemmelse. For
det var min fordums frejdige vilje, som holdt
på at gøre sig fri igen. Men nu har den ikke
mere nogen magt, – i længden, ikke.
det var min fordums frejdige vilje, som holdt
på at gøre sig fri igen. Men nu har den ikke
mere nogen magt, – i længden, ikke.
Rosmer.
Hvorledes forklarer du, hvad der er sked
med dig? dig
med dig? dig
Rebekka.
Det er
rosmer-slægtens
Rosmer-slægtens
livssyn, – eller dit
livssyn i alle fald, – som har smittet min vilje.
livssyn i alle fald, – som har smittet min vilje.
Rosmer.
Smittet?
Rebekka.
Og gjort den syg. Trælbundet den under
love, som før ikke galdt for mig. Du, – sam-
livet med dig, – har adlet mit sind –
love, som før ikke galdt for mig. Du, – sam-
livet med dig, – har adlet mit sind –
12*
Faksimile
s. 180
Rosmer.
Å, turde jeg så sandt tro det!
Rebekka.
Du kan trygt tro det. Det rosmerske livs-
syn adler. Men – (ryster på hodet.) – men, –
men –
syn adler. Men – (ryster på hodet.) – men, –
men –
Rosmer.
Men? Nu?
Rebekka.
– men det dræber lykken, du.
Rosmer.
Siger du det, Rebekka?
Rebekka.
For mig i det mindste.
Rosmer.
Ja, men
ved
véd
du det så visst. Om jeg nu
spurte spurgte dig igen –? Bad dig så bønligt –
spurte spurgte dig igen –? Bad dig så bønligt –
Rebekka.
Å, kære, – kom aldrig mere ind på dette
her! Det er umulige ting –! Ja, for du skal
vide det, Rosmer, at jeg har en – fortid
bag mig.
her! Det er umulige ting –! Ja, for du skal
vide det, Rosmer, at jeg har en – fortid
bag mig.
Faksimile
s. 181
Rosmer.
Noget mere, end det, du har fortalt?
Rebekka.
Ja. Noget andet og noget mere.
Rosmer
(med et svagt smil).
(med et svagt smil).
Er det ikke underligt, du, Rebekka? Tænk,
at en anelse om sligt noget har strejfet mig en
gang imellem.
at en anelse om sligt noget har strejfet mig en
gang imellem.
Rebekka.
Har det! Og endda så –? Alligevel? –
Rosmer.
Jeg trode aldrig på det. Jeg bare legte
med det, – sådan i tankerne, forstår du.
med det, – sådan i tankerne, forstår du.
Rebekka.
Hvis du kræver det, så vil jeg nu straks
sige dig dette også.
sige dig dette også.
Rosmer
(afværgende).
(afværgende).
Nej, nej! Ikke et ord vil jeg vide. Hvad
det så end er, – så har jeg glemsel for det.
det så end er, – så har jeg glemsel for det.
Rebekka.
Men jeg ikke.
Faksimile
s. 182
Rosmer.
Å, Rebekka –!
Rebekka.
Ja, du, – det er jo det forfærdelige, at
nu, da al livets lykke bydes mig med fulde
hænder, – nu er jeg ble’t slig, at min egen
fortid stænger for mig.
nu, da al livets lykke bydes mig med fulde
hænder, – nu er jeg ble’t slig, at min egen
fortid stænger for mig.
Rosmer.
Din fortid er død, Rebekka. Den har ikke
længere noget tag i dig, – ikke nogen sam-
menhæng med dig, – slig, som du nu er.
længere noget tag i dig, – ikke nogen sam-
menhæng med dig, – slig, som du nu er.
Rebekka.
Å
[HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
, kære, det er nok bare talemåder, du.
End skyldfriheden da? Hvor tar jeg den fra.
End skyldfriheden da? Hvor tar jeg den fra.
Rosmer
(tungt).
(tungt).
Ja, ja, – skyldfriheden.
Rebekka.
Skyldfriheden, ja. I den er lykken og
glæden. Det var jo den lære, som du vilde
gøre levende i alle disse vordende, glade adels-
mennesker –
glæden. Det var jo den lære, som du vilde
gøre levende i alle disse vordende, glade adels-
mennesker –
Faksimile
s. 183
Rosmer.
Å, mind mig ikke om det. Det var bare
en halvfærdig drøm, Rebekka. En overilet
indskydelse, som jeg ikke selv tror på læn-
ger. – Menneskene lar sig nok ikke adle uden-
fra, du.
en halvfærdig drøm, Rebekka. En overilet
indskydelse, som jeg ikke selv tror på læn-
ger. – Menneskene lar sig nok ikke adle uden-
fra, du.
Rebekka
(sagte).
(sagte).
Ikke gennem den stille kærlighed, tror du?
Rosmer
(tankefuld).
(tankefuld).
Ja, – det er jo det, som vilde være det
store. Det herligste næsten i hele livet, synes
jeg. – Ifald så var. (vrider sig i uro.) Men hvor-
ledes kommer jeg på det rene med det spørs-
mål? Til bunds i det?
store. Det herligste næsten i hele livet, synes
jeg. – Ifald så var. (vrider sig i uro.) Men hvor-
ledes kommer jeg på det rene med det spørs-
mål? Til bunds i det?
Rebekka.
Tror du mig ikke, Rosmer?
Rosmer.
Å, Rebekka, – hvor kan jeg tro fuldt ud
på dig? På dig, som har gåt her og dækket
og dulgt så usigelig meget! – Nu kommer du
frem med dette nye. Ligger der nogen hensigt
under, – så sig mig det rent ud. Er der
kanske et eller andet, som du ønsker at opnå
ved det. Jeg vil jo så gerne gøre for dig alt,
hvad jeg kan.
på dig? På dig, som har gåt her og dækket
og dulgt så usigelig meget! – Nu kommer du
frem med dette nye. Ligger der nogen hensigt
under, – så sig mig det rent ud. Er der
kanske et eller andet, som du ønsker at opnå
Faksimile
s. 184
ved det. Jeg vil jo så gerne gøre for dig alt,
hvad jeg kan.
Rebekka
(vrider hænderne).
(vrider hænderne).
Å, denne dræbende tvil –! Rosmer, –
Rosmer –!
Rosmer –!
Rosmer.
Ja, er det ikke forfærdeligt, du? Men jeg
kan ikke gøre ved det. Jeg vil aldrig komme
til at fri mig fra tvilen. Aldrig vide visst, visst at
jeg har dig i hel og ren kærlighed.
kan ikke gøre ved det. Jeg vil aldrig komme
til at fri mig fra tvilen. Aldrig vide visst, visst at
jeg har dig i hel og ren kærlighed.
Rebekka.
Men er der da ikke noget, inderst i dig
selv, som vidner for, at med mig er der sket
en forvandling! Og at forvandlingen er sket
ved dig, – ved dig alene!
selv, som vidner for, at med mig er der sket
en forvandling! Og at forvandlingen er sket
ved dig, – ved dig alene!
Rosmer.
Å du, – jeg tror ikke længer på min evne
til at forvandle mennesker. Jeg tror ikke på
mig selv i nogen sag mere. Jeg tror hverken
på mig eller på dig.
til at forvandle mennesker. Jeg tror ikke på
mig selv i nogen sag mere. Jeg tror hverken
på mig eller på dig.
Rebekka
(ser mørkt hen på ham).
(ser mørkt hen på ham).
Hvorledes vil du da kunne leve livet?
Faksimile
s. 185
Rosmer.
Ja, det forstår jeg ikke selv. Jeg begriber
det ikke. Jeg tror ikke, ikke jeg kan leve det. –
Og jeg ved véd jo heller ikke den ting i verden,
som det kunde være værdt at leve for.
det ikke. Jeg tror ikke, ikke jeg kan leve det. –
Og jeg ved véd jo heller ikke den ting i verden,
som det kunde være værdt at leve for.
Rebekka.
Å
Å,
livet, – det har fornyelse i sig. Lad
os holde fast ved det, du. – Vi kommer tids-
nok ud af det.
os holde fast ved det, du. – Vi kommer tids-
nok ud af det.
Rosmer
(springer urolig op).
(springer urolig op).
Så giv mig troen igen! Troen på dig,
Rebekka! Troen på din kærlighed! Vidnes-
byrd! Vidnesbyrd vil jeg ha’!
Rebekka! Troen på din kærlighed! Vidnes-
byrd! Vidnesbyrd vil jeg ha’!
Rebekka.
Vidnesbyrd? Hvor kan jeg gi’ dig vidnes-
byrd –!
byrd –!
Rosmer.
Det må du! (går henover gulvet.) Jeg bærer ikke
dette øde, – denne forfærdelige tomhed, –
dette, – dette –
dette øde, – denne forfærdelige tomhed, –
dette, – dette –
(Det banker hårdt på forstuedøren.)
Rebekka
(farer op fra stolen).
(farer op fra stolen).
Ah, – hørte du det!
(Døren åbnes. Ulrik Brendel kommer ind. Han er iført man-
sketskjorte, sort frakke og gode støvler udenpå benklæderne. For øv-
rigt er han klædt som forrige gang. Ser forstyrret ud.)
sketskjorte, sort frakke og gode støvler udenpå benklæderne. For øv-
rigt er han klædt som forrige gang. Ser forstyrret ud.)
Faksimile
s. 186
Rosmer.
Å
[HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.]
, er det Dem, herr Brendel!
Brendel.
Johannes, min gut, – jeg hilser dig – far-
vel!
vel!
Rosmer.
Hvor vil De hen så sent?
Brendel.
Nedad bakke.
Rosmer.
Hvorledes –?
Brendel.
Nu går jeg hjemover, min dyrebare lær-
ling. Jeg har fåt hjemvé hjemve efter det store ingen-
ting.
ling. Jeg har fåt hjemvé hjemve efter det store ingen-
ting.
Rosmer.
Der er hændt Dem noget, herr Brendel!
Hvad er det?
Hvad er det?
Brendel.
Så du observerer forvandlingen? Ja, – du
må vel det. Da jeg sidst betrådte denne sal, –
da stod jeg for dig som velstandsmand og slog
mig på brystlommen.
må vel det. Da jeg sidst betrådte denne sal, –
da stod jeg for dig som velstandsmand og slog
mig på brystlommen.
Faksimile
s. 187
Rosmer.
Så!
Så?
Jeg forstår ikke ganske –
Brendel.
Men slig, som du i denne nat ser mig, er
jeg en afsat konge på askedyngen af mit brændte
slot.
jeg en afsat konge på askedyngen af mit brændte
slot.
Rosmer.
Hvis der er noget, som jeg kan hjælpe
Dem med –
Dem med –
Brendel.
Du har konserveret dit barnehjerte, Johan-
nes. Kan du yde mig et lån?
nes. Kan du yde mig et lån?
Rosmer.
Ja, ja, så gerne
det!
det.
Brendel.
Kan du
afsé
afse
et ideal eller to?
Rosmer.
Hvad for noget, siger De?
Brendel.
Et par aflagte idealer. Så gør du en god
gerning. For nu er jeg læns, min kære gut.
Blank og bar.
gerning. For nu er jeg læns, min kære gut.
Blank og bar.
Rebekka.
Kom De ikke til at holde Deres foredrag?
Faksimile
s. 188
Brendel.
Nej, forlokkende dame. Hvad synes De
vel! vel? Just som jeg står parat til at tømme over-
flødighedshornet, gør jeg den penible opdagelse, opdagelse
at jeg er bankerot.
vel! vel? Just som jeg står parat til at tømme over-
flødighedshornet, gør jeg den penible opdagelse, opdagelse
at jeg er bankerot.
Rebekka.
Men alle Deres uskrevne værker da?
Brendel.
I fem og tyve år har jeg siddet, som gni-
eren sidder på sit låsede pengeskrin. Og så
igår, – da jeg åbner og vil hente skatten
frem, – så er der ingen. Tidens tænder havde
maset den til støv. Der var nichts og ingenting
i hele stadsen.
eren sidder på sit låsede pengeskrin. Og så
igår, – da jeg åbner og vil hente skatten
frem, – så er der ingen. Tidens tænder havde
maset den til støv. Der var nichts og ingenting
i hele stadsen.
Rosmer.
Men
véd
ved
De nu det så visst?
Brendel.
Her er ikke rum for tvil, min yndling.
Præsidenten har overtydet mig om det.
Præsidenten har overtydet mig om det.
Rosmer.
Præsidenten?
Brendel.
Nå ja, – excellencen da. Ganz nach Be-
lieben.
lieben.
Faksimile
s. 189
Rosmer.
Ja, men hvem mener De?
Brendel.
Peder Mortensgård naturligvis.
Rosmer.
Hvad!
Brendel
(hemmelighedsfuldt).
(hemmelighedsfuldt).
Hys, hys, hys! Peder Mortensgård er frem-
tidens høvding og herre. Aldrig har jeg været
stedet for en størres åsyn. Peder Mortensgård
har almægtigheds-evnen i sig. Han kan gøre
alt, hvad han vil.
tidens høvding og herre. Aldrig har jeg været
stedet for en størres åsyn. Peder Mortensgård
har almægtigheds-evnen i sig. Han kan gøre
alt, hvad han vil.
Rosmer.
Å tro dog ikke det.
Brendel.
Jo, min gut! For Peder Mortensgård vil
aldrig mere, end han kan. Peder Mortensgård
er kapabel til at leve livet uden idealer. Og
det, – ser du, – det er just handlingens og
sejrens store hemmelighed. Det er summen af
al verdens visdom. Basta!
aldrig mere, end han kan. Peder Mortensgård
er kapabel til at leve livet uden idealer. Og
det, – ser du, – det er just handlingens og
sejrens store hemmelighed. Det er summen af
al verdens visdom. Basta!
Rosmer
(lavmælt).
(lavmælt).
Nu skønner
jeg,
jeg
– at De går herfra fatti-
gere end De kom.
gere end De kom.
Faksimile
s. 190
Brendel.
Bien! Tag så et Beispiel af din gamle
lærer. Stryg ud alt, hvad han gik her og pren-
ted ind i dig. Byg ikke din borg på svigtende
sand. Og se dig for, – og prøv dig frem, –
før du bygger på denne yndefulde skabning,
som her forsøder dit liv.
lærer. Stryg ud alt, hvad han gik her og pren-
ted ind i dig. Byg ikke din borg på svigtende
sand. Og se dig for, – og prøv dig frem, –
før du bygger på denne yndefulde skabning,
som her forsøder dit liv.
Rebekka.
Er det mig, De mener?
Brendel.
Ja, min tiltrækkende havfrue.
Rebekka.
Hvorfor skulde ikke jeg være at bygge på?
Brendel
(et skridt nærmere).
(et skridt nærmere).
Jeg har ladet mig
sige,
sige
at min fordums lær-
ling har en livssag at føre til sejr.
ling har en livssag at føre til sejr.
Rebekka.
Og så –?
Brendel.
Sejren er ham sikkret. Men, – vel at
mærke, – paa på et ét ufravigeligt vilkår.
mærke, – paa på et ét ufravigeligt vilkår.
Faksimile
s. 191
Rebekka.
Hvilket?
Brendel
(tar hende lempeligt om håndledet).
(tar hende lempeligt om håndledet).
At den kvinde, som elsker ham, gladelig
går ud i køkkenet og hakker sin fine rosenhvide
lillefinger af, – her, – just her ved det mid-
terste led. Item at bemeldte elskende kvinde –
ligeledes gladelig – snitter af sig det så ufor-
lignelig formede venstre øre. (slipper hende og vender
sig til Rosmer.) Farvel, min sejrende Johannes.
går ud i køkkenet og hakker sin fine rosenhvide
lillefinger af, – her, – just her ved det mid-
terste led. Item at bemeldte elskende kvinde –
ligeledes gladelig – snitter af sig det så ufor-
lignelig formede venstre øre. (slipper hende og vender
sig til Rosmer.) Farvel, min sejrende Johannes.
Rosmer.
Vil De gå nu? I mørke natten?
Brendel.
Mørke natten er bedst. Fred være med jer.
(
Han
han
går.)
(Der er en stund stille i stuen.)
Rebekka
(ånder tungt).
(ånder tungt).
Å
A
, hvor her er kvalmt og lummert!
(
Hun
hun
går hen til vinduet, åbner det og blir stående der.)
Rosmer
(sætter sig i lænestolen henne ved ovnen).
(sætter sig i lænestolen henne ved ovnen).
Der blir nok ikke andet for alligevel, Re-
bekka. Jeg ser det. Du må rejse.
bekka. Jeg ser det. Du må rejse.
Faksimile
s. 192
Rebekka.
Ja, jeg øjner ikke noget valg.
Rosmer.
Lad os nytte den sidste stund. Kom her
hen og sæt dig hos mig.
hen og sæt dig hos mig.
Rebekka
(går hen og sætter sig i sofaen).
(går hen og sætter sig i sofaen).
Hvad vil du mig så, Rosmer?
Rosmer.
Først vil jeg nu sige dig det, at du ikke
har nødig at nære bekymring for din fremtid.
har nødig at nære bekymring for din fremtid.
Rebekka
(smiler).
(smiler).
Hm. Min fremtid.
Rosmer.
Jeg har
forudsét
forudset
alle muligheder. For længe
siden. Hvad der så end sker, så er der sørget
for dig.
siden. Hvad der så end sker, så er der sørget
for dig.
Rebekka.
Det også, du kære.
Rosmer.
Det burde du da kunnet sagt dig selv.
Faksimile
s. 193
Rebekka.
Der er gåt mere end år og dag siden jeg
tænkte på sligt noget.
tænkte på sligt noget.
Rosmer.
Ja, ja, – du mente
vel,
vel
at det aldrig kunde
bli’ anderledes mellem os, end det var.
bli’ anderledes mellem os, end det var.
Rebekka.
Ja, så trode jeg.
Rosmer.
Jeg også. Men om nu jeg gik bort –
Rebekka.
A
Å
, Rosmer, – du vil leve længer end jeg.
Rosmer.
Det usle livet står det da vel i min magt
at råde for selv.
at råde for selv.
Rebekka.
Hvad er dette her! Du tænker da vel al-
drig på at –!
drig på at –!
Rosmer.
Synes du, det vilde være så underligt? Ef-
ter det ynkelige, jammerfulde nederlag, som jeg
har lidt! Jeg, som vilde føre min livssag til
sejr –. Og så er jeg flygtet fra det hele, –
endnu før slaget rigtig var begyndt!
ter det ynkelige, jammerfulde nederlag, som jeg
har lidt! Jeg, som vilde føre min livssag til
13
Faksimile
s. 194
sejr –. Og så er jeg flygtet fra det hele, –
endnu før slaget rigtig var begyndt!
Rebekka.
Tag kampen op
igen,
igen.
Rosmer! Prøv bare,
– og du skal se, du sejrer. Du vil adle hun-
dreder, – du vil adle tusender tusinder af sind. Prøv
bare!
– og du skal se, du sejrer. Du vil adle hun-
dreder, – du vil adle tusender tusinder af sind. Prøv
bare!
Rosmer.
Å, Rebekka, – jeg, som ikke længer tror
på min egen livssag.
på min egen livssag.
Rebekka.
Men din sag har jo alt ståt sin prøve.
Et
Ét
menneske har du i alle fald adlet. Mig, så
længe jeg lever.
menneske har du i alle fald adlet. Mig, så
længe jeg lever.
Rosmer.
Ja, – hvis jeg turde tro dig i dette.
Rebekka
(knuger sine hænder).
(knuger sine hænder).
Å
Å,
men, Rosmer, –
ved
véd
du da ikke no-
get, – ikke noget, som kunde få dig til at tro
det?
get, – ikke noget, som kunde få dig til at tro
det?
Rosmer
(farer sammen som i angst).
(farer sammen som i angst).
Kom ikke ind på dette her! Ikke nærmere,
Rebekka! Ikke et eneste ord mere!
Rebekka! Ikke et eneste ord mere!
Faksimile
s. 195
Rebekka.
Jo, just dette må vi ind på.
Ved
Véd
du no-
get, som kunde kvæle tvilen? For jeg ved véd
ikke noget i verden.
get, som kunde kvæle tvilen? For jeg ved véd
ikke noget i verden.
Rosmer.
Bedst for dig, at du ikke
ved
véd
det. –
Bedst for os begge.
Bedst for os begge.
Rebekka.
Nej, nej, nej, – dette slår jeg mig ikke
tiltåls med! Ved Véd du noget, som kan frikende
mig i dine øjne, da kræver jeg som min ret, ret
at du nævner det.
tiltåls med! Ved Véd du noget, som kan frikende
mig i dine øjne, da kræver jeg som min ret, ret
at du nævner det.
Rosmer
(ligesom uvilkårlig dreven imod sin egen vilje).
(ligesom uvilkårlig dreven imod sin egen vilje).
Så lad os
sé
se
da. Du siger, at den store
kærlighed er i dig. At gennem mig er dit
sind adlet. Er det så? Har du regnet rigtig
over, du? Skal vi gøre prøve på regnestykket?
Hvad?
kærlighed er i dig. At gennem mig er dit
sind adlet. Er det så? Har du regnet rigtig
over, du? Skal vi gøre prøve på regnestykket?
Hvad?
Rebekka.
Det er jeg rede til.
Rosmer.
Når det så skal være?
Rebekka.
Når som helst. Jo før jo heller.
13*
Faksimile
s. 196
Rosmer.
Så lad mig da få
sé
se
, Rebekka, – om du, –
for min skyld, – endnu i denne aften. –
(afbryder.) Å nej, nej, nej!
for min skyld, – endnu i denne aften. –
(afbryder.) Å nej, nej, nej!
Rebekka.
Jo, Rosmer! Jo, jo! Sig det, og du skal
få sé se .
få sé se .
Rosmer.
Har du mod til, – er du villig til, –
gladelig, som Ulrik Brendel sa’, – for min
skyld, nu i nat, – gladelig, – at gå den samme
vejen, – som Beate gik?
gladelig, som Ulrik Brendel sa’, – for min
skyld, nu i nat, – gladelig, – at gå den samme
vejen, – som Beate gik?
Rebekka
(hæver sig langsomt op fra sofaen og siger næsten målløs).
(hæver sig langsomt op fra sofaen og siger næsten målløs).
Rosmer –!
Rosmer.
Ja, du, – det er dette spørsmål, som jeg
aldrig vil kunne gøre mig fri for, – når du er
rejst. Hver time på dagen vil jeg komme til-
bage til dette samme. Å, jeg synes, jeg ser
dig lys levende for mig. Du står ude på klop-
pen. Midt ude. Nu luder du dig ud over ræk-
værket! Svimler i en dragning ned imod fosse-
stryget! Nej. Så viger du. Vover ikke, –
hvad hun voved.
aldrig vil kunne gøre mig fri for, – når du er
rejst. Hver time på dagen vil jeg komme til-
bage til dette samme. Å, jeg synes, jeg ser
dig lys levende for mig. Du står ude på klop-
pen. Midt ude. Nu luder du dig ud over ræk-
værket! Svimler i en dragning ned imod fosse-
stryget! Nej. Så viger du. Vover ikke, –
hvad hun voved.
Faksimile
s. 197
Rebekka.
Men hvis jeg nu havde det mod? Og den
gladelige vilje? Hvad så?
gladelige vilje? Hvad så?
Rosmer.
Så måtte jeg vel tro dig. Så måtte jeg
vel få troen igen på min livssag. Troen på min
evne til at adle menneskesind. Troen på men-
neskesindets evne til at adles.
vel få troen igen på min livssag. Troen på min
evne til at adle menneskesind. Troen på men-
neskesindets evne til at adles.
Rebekka
(tar langsomt sit sjal, slår det over hodet og siger behersket).
(tar langsomt sit sjal, slår det over hodet og siger behersket).
Du skal få troen igen.
Rosmer.
Har du mod og vilje – til dette, Rebekka?
Rebekka.
Det får du dømme om imorgen, – eller
siden, – når de fisker mig op.
siden, – når de fisker mig op.
Rosmer
(tar sig for panden).
(tar sig for panden).
Der er en lokkende gru i dette –!
Rebekka.
For jeg vil ikke gerne bli’ liggende der
nede. Ikke længer end nødvendigt. Der må
sørges for, for at de finder mig.
nede. Ikke længer end nødvendigt. Der må
sørges for, for at de finder mig.
Faksimile
s. 198
Rosmer
(springer op).
(springer op).
Men alt dette her, – det er jo vanvid.
Rejs, – eller bliv! Jeg vil tro dig på dit
blotte ord denne gang også.
Rejs, – eller bliv! Jeg vil tro dig på dit
blotte ord denne gang også.
Rebekka.
Talemåder, Rosmer. Ingen fejghed og flugt
nu igen, du! Hvor kan du tro mig på mit
blotte og bare ord efter denne dag?
nu igen, du! Hvor kan du tro mig på mit
blotte og bare ord efter denne dag?
Rosmer.
Men jeg vil ikke
sé
se
dit nederlag, Rebekka!
Rebekka.
Det blir ikke noget nederlag.
Rosmer.
Det blir. Aldrig har du sind til at gå Beates vej.
Rebekka.
Tror du ikke det?
Rosmer.
Aldrig. Du er ikke som Beate. Du er
ikke under et forkvaklet livssyns magt.
ikke under et forkvaklet livssyns magt.
Rebekka.
Men jeg er under det rosmersholmske livs-
syn – nu. Hvad jeg har forbrudt, – det bør
det sig, at jeg soner.
syn – nu. Hvad jeg har forbrudt, – det bør
det sig, at jeg soner.
Faksimile
s. 199
Rosmer
(ser stivt på hende).
(ser stivt på hende).
Er det der, du
står.
står?
Rebekka.
Ja.
Rosmer
(besluttet).
(besluttet).
Nu vel. Så er jeg under vort frigjorte
livssyn, Rebekka. Der er ingen dommer over
os. Og derfor så får vi sé se at holde justits selv.
livssyn, Rebekka. Der er ingen dommer over
os. Og derfor så får vi sé se at holde justits selv.
Rebekka
(mistyder ham).
(mistyder ham).
Det også. Det også. Min bortgang vil
frelse det bedste i dig.
frelse det bedste i dig.
Rosmer.
Å, i mig er der ingen ting at frelse mere.
Rebekka.
Det er der. Men jeg, – jeg vilde herefter-
dags bare være som et havtrold, der hang og
hæmmed det skib, skib. som du skal sejle frem på.
Jeg må overbord. Eller skulde jeg kanske gå
her oppe i verden og slæbe på et forkrøblet
liv? Ruge og gruble over lykken, som min for-
tid har forspildt for mig? Jeg må ud af spillet,
Rosmer.
dags bare være som et havtrold, der hang og
hæmmed det skib, skib. som du skal sejle frem på.
Jeg må overbord. Eller skulde jeg kanske gå
her oppe i verden og slæbe på et forkrøblet
liv? Ruge og gruble over lykken, som min for-
tid har forspildt for mig? Jeg må ud af spillet,
Rosmer.
Faksimile
s. 200
Rosmer.
Hvis du går, – så går jeg med dig.
Rebekka
(smiler næsten umærkeligt, ser på ham og siger sagtere):
(smiler næsten umærkeligt, ser på ham og siger sagtere):
Ja, kom med, du, – og vær vidne –
Rosmer.
Jeg går med dig, siger jeg.
Rebekka.
Til kloppen, ja. Den drister du dig jo al-
drig ud på.
drig ud på.
Rosmer.
Har du lagt mærke til det?
Rebekka
(tungt og brudt).
(tungt og brudt).
Ja. – Det var det, som gjorde min kærlig-
hed håbløs.
hed håbløs.
Rosmer.
Rebekka, – nu lægger jeg min hånd på
dit hode. (gør som han siger.) Og tar dig til ægte
som min rette hustru.
dit hode. (gør som han siger.) Og tar dig til ægte
som min rette hustru.
Rebekka
(griber begge hans hænder og bøjer hodet mod hans bryst).
(griber begge hans hænder og bøjer hodet mod hans bryst).
Tak, Rosmer. (slipper ham.) Og nu går jeg –
gladelig.
gladelig.
Faksimile
s. 201
Rosmer.
Mand og hustru bør følges ad.
Rebekka.
Bare til kloppen, Rosmer.
Rosmer.
Ud på den også. Så langt, som du går, –
så langt går jeg med dig. For nu tør jeg det.
så langt går jeg med dig. For nu tør jeg det.
Rebekka.
Ved
Véd
du så usvigelig visst – at denne vejen
er den bedste for dig?
er den bedste for dig?
Rosmer.
Jeg
ved,
ved
véd,
at den er den eneste.
Rebekka.
Om du bedrog dig i det? Om det bare
var et blændværk? En af disse hvide hestene
på Rosmersholm.
var et blændværk? En af disse hvide hestene
på Rosmersholm.
Rosmer.
Kunde vel være. For dem slipper vi ikke
fra, – vi, her på gården.
fra, – vi, her på gården.
Rebekka.
Så bliv, Rosmer!
Faksimile
s. 202
Rosmer.
Manden skal følge sin hustru, som hustruen
sin mand.
sin mand.
Rebekka.
Ja, sig mig det først. Er det dig, som
følger mig? Eller er det mig, som følger dig?
følger mig? Eller er det mig, som følger dig?
Rosmer.
Det grunder vi aldrig ud tilbunds.
Rebekka.
Jeg vilde dog gerne vide det.
Rosmer.
Vi to følger hinanden, Rebekka. Jeg dig
og du mig.
og du mig.
Rebekka.
Det tror jeg næsten også.
Rosmer.
For nu er vi to
et
ét
.
Rebekka.
Ja. Nu er vi
et
ét
. Kom! Så går vi gladelig.
(De går hånd i hånd ud gennem forstuen og
sés
ses
at dreje om til ven-
stre. Døren blir stående åben efter dem,)
stre. Døren blir stående åben efter dem,)
(Stuen står en liden stund tom. Så lukker madam Helseth på
døren til højre.)
døren til højre.)
Faksimile
s. 203
Madam Helseth.
Frøken, – nu er vognen – (ser sig om.) Ikke
inde? Ude sammen på denne tid? Nå da, –
det må jeg sige –! Hm! (går ud i forstuen, ser sig
om og kommer ind igen.) Ikke på bænken. Å nej,
nej. (går til vinduet og ser ud.) Jøsses da! Det hvide
der –! – Ja, så min sæl står de begge to på
kloppen! Gud forlade de syndige mennesker!
Slår de ikke armene om hinanden! (skriger højt.)
Åh, – udover – begge to! Ud i fossen.
Hjælp! Hjælp! (skælver i knæerne, holder sig rystende i
stolryggen og kan knapt få ordene frem.) Nej. Ikke hjælp
her. – Salig fruen tog dem.
inde? Ude sammen på denne tid? Nå da, –
det må jeg sige –! Hm! (går ud i forstuen, ser sig
om og kommer ind igen.) Ikke på bænken. Å nej,
nej. (går til vinduet og ser ud.) Jøsses da! Det hvide
der –! – Ja, så min sæl står de begge to på
kloppen! Gud forlade de syndige mennesker!
Slår de ikke armene om hinanden! (skriger højt.)
Åh, – udover – begge to! Ud i fossen.
Hjælp! Hjælp! (skælver i knæerne, holder sig rystende i
stolryggen og kan knapt få ordene frem.) Nej. Ikke hjælp
her. – Salig fruen tog dem.
